Den svenske forfatter Hjalmar Söderberg skrev i 1905 en lille kompakt jegfortælling i dagbogsform om skjulte lidenskaber og mordets mulighed. En klassiker, som burde indgå i den europæiske (og ikke bare svenske) litteraturkanon; en slags kombination af Kældermennesket og Rodion Raskolnikov, men omplantet til det stockholmske borgerskab omkring år 1900; en bog, der løfter den litterære arv fra det nittende århundrede med over tærsklen til det tyvende. Doktor Glas, som bogens jegfortæller og titelperson hedder, er en velanset læge med egen praksis i Stockholm. Som kældermennesket er han er en fortvivlet, ensom eksistens uden stor kærlighed til menneskeheden; som Raskolnikov begår han et mord på en afskyelig eksistens og stiller os over for spørgsmålet, om mord i visse tilfælde kan retfærdiggøres - ja, måske ligefrem være en etisk handling.
Men det spørgsmål, der mest trænger sig på, både for doktoren og læseren, er egentlig: hvad driver ham, og hvad driver de medmennesker, han forsøger at forholde sig på betragtende afstand af - hvad er menneskets drivkraft?
Nydelse versus lykke
Söderberg når gennem doktoren frem til fantastiske formuleringer af denne drivkraft - formuleringer, der foregriber Freuds begreb om dødsdrift og senere Lacans radikale formulering af, at begær og dødsdrift er ét og det samme.
Det, der driver menneskene, er for doktoren en stræben efter nydelse »stik imod deres lykke«. Det er denne nøgle til den menneskelige eksistens, forståelsen af, at vores stærkeste drivkraft lader hånt om selvopretholdelse og lykke (hvad biologister og utilitarister end vil forsøge at bilde os ind), som Söderberg skriver sig frem til med doktoren som bugtalerdukke og det 19. århundredes forfatterstemmer som bugtalere.
Bogen er spækket med referencer til Doktor Glas' litterære aner, skriftskabte eksistenser fra det 19. århundrede: Nietzsches overmenneske, Baudelaires melankolske tagkammerpoet, H.C. Andersens Skygge. På første side er det Schopenhauer, der refereres til (en anekdote om, hvordan den bistre filosof en gang tæskede løs på en mand med sin stok, drevet af ren afsky) - og Schopenhauers forestilling om verden som gøgl og blændværk gennemsyrer doktorens refleksioner: »Man favner en skygge og elsker en drøm.«
Som læge iagttager Glas, hvordan hans patienter lader hånt om deres lykke for at søge nydelsen. Kvinder og elskere kommer og tigger ham om abort, og den afskyelige gamle præst, som skal blive offer for lægens diskrete giftpille, tvinger sig adgang til sin unge kones skød, selv om han har fået at vide, at det er livstruende. Samme unge kone har taget sig en elsker - og Glas elsker kvinder, der elsker, Glas elsker hende!
Voldsomt stærkt er det øjeblik, hvor Glas forstår, at det er samme kraft, der driver hans mordoffer og hans elskede:
»Det var nøjagtig samme handlemåde, der fyldte mig med afsky for den gamle præst og en uendelig ømhed for den unge kvinde.«
Men er det også den kraft, der driver Glas?
Skyggen
Hvis man skal tro Kerstin Ekman, er det, der driver Glas, litteraturen. Ekman har skrevet ikke alene et efterord til Söderbergs fortælling, men en hel roman i inderlig dialog med den. Mordets praksis er også en stockholmsk læges jegberetning, henlagt til en halv snes år efter Doktor Glas.
Som vignettekst til bogen har Ekman valgt det citat fra Söderbergs fortælling, hvor doktoren refererer til Andersens Skyggen:
»Nu, da flammen gisper i trækvinden [ ...] nu tænker jeg på Andersen og hans eventyr om skyggen, og det synes mig at jeg selv er skyggen, der ville være menneske.«
Ekman gør på én gang sin Doktor Revinge til en skygge af Doktor Glas og Glas til en skygge af Revinge. Også Söderberg selv optræder i Ekmans roman som en skygge over Revinges skæbne, der til dels kommer til at ligne doktor Glas': også Revinge er ulykkeligt forelsket i en ung kvinde, også Revinge begår et diskret mord med en giftpille.
Forstået som en afspaltet del af os selv, der driver os til uforståelige handlinger, er Skyggen endnu et billede på selve eksistensens drivkraft. Men hvad er da skyggen? Vores begær, vores affekt, vores vilje til magt, eller bare vores dumpe, mekaniske, formålsløse drift? Med sin læge lader Ekman, som Söderberg, skyggen være alle disse ting, men først og fremmest gør hun skyggen til et billede på selve romanpersonen. Som hun skriver i sit efterord til Doktor Glas:
»Söderberg prøver sig ind i tanken om at slå det ihjel som man afskyr, og det gør han ved hjælp af den skygge han sender ud, ikke i livet, men i litteraturen.«
Det spor, Ekman trækker ud af Doktor Glas, er det spor, hvor det, der styrer os, er selve litteraturen. Ligesom Söderbergs doktor i høj grad er styret af, hvad han har læst (Schopenhauer, Dostojevskij, Nietzsche, Baudelaire), er Ekmans læge styret af Doktor Glas. Også andre af Ekmans personer er litterært styrede: den kvindelige, whiskydrikkende læge, der tilsyneladende fatter mistanke om Revinges mordgerning, er storforbruger af detektivromaner!
Glas med stank
Ekman tilfører giftmordet en duft af bittermandel og lægegerningen en kras naturalisme, som ikke er at finde i Doktor Glas: »dunsterne af barnefødsel og abort«, som Revinge formulerer det - »det blødende sår«, som ifølge ham er kvindernes virkelighed.
Vi hører i rigt mål om betændte, byldebefængte, væskende skeder og endetarmsåbninger, om forrådnende efterårsblade og om hospitalets glasvaser, hvor nelliker opløses i grumset vand.
Det giver romanen den odør af forrådnende og aldeles afromantiseret natur, som i sin tid sugede mig fortabt og forgabt ned i Ekmans prosa som den søde duft fra en liljes fordærvede tragt.
Skyggerne flakker i et uudredeligt flimmer i Ekmans alvorligt litterære leg. Hun gør sig til Söderbergs skygge og sin læge til en skygge af Söderbergs doktor, men samtidig stiller hendes skyggespil spørgsmålet om, hvad der egentlig er skygge, og hvad der er original:
Er litteraturen livets skygge eller omvendt? Hvilket også betyder: Er litteraturen livets drivkraft?
Når man læser prosa som Söderbergs og Ekmans, kan man i hvert fald få fornemmelsen af, at netop litteraturen kan komme på bølgelængde med den puls, der er eksistensens drivkraft.
