Læsetid: 3 min.

Med løftet kårde

Fejringerne af 200-året for Chopin og Schumann fortsætter støt i Tivoli. Mens Chopin ikke har det store at byde på i kammermusikken, er Schumann også her den store mester
11. august 2010

De bliver præsenteret som en verdensklassetrio, men som aftenen skred frem, var det cellisten Steven Isserlis, der stjal billedet fra de to andre, for man blev først fanget, da han fyldte rummet med sin autoritet og ædle klang i Chopins cellosonate. Ikke fordi violinisten Joshua Bell og pianisten Dénes Várjon ikke gjorde det godt, det gjorde de skam, men de var ikke på samme niveau denne aften.

Isserlis med den grå krøllede manke fik det optimale ud af Chopin-sonaten, som han angreb med løftet kårde og uendeligt blik skråt op mod loftets mørke. Han var i fuld kontrol over ydersatsernes dramatiske begivenheder, men det var især i de to korte mellemsatser, scherzoen og largoen, han excellerede i rent ud sagt frapperende foredragskunst. Den ungarske pianist fulgte som en tro væbner, men uden at gøre noget større væsen af sig, hvad han sådan set heller ikke behøvede.

Forinden var vi blevet trukket gennem samme komponists enlige, ungdommelige og desværre komplet uinteressante klavertrio, og uanset hvor hårdt de tre musketerer kæmpede for sagen, kom musikken aldrig til at lette. Man spurgte sig selv, hvorfor den overhovedet skulle være på programmet. Her førte Dénes Várjon det spinkle materiale frem med upåklagelig fingerspitzengefühl, mens Chopin havde ladt Joshua Bell i stikken med en mudret violinstemme, hvor han vist aldrig fik bevæget sig op på den høje E-streng. Ofte lød det som bevidstløs synkronsvømning for to strygere, så man sendte en venlig tanke til tropefiskene nede i koncertsalens foyerakvarium.

Nervøs kammermusik

Bell og Isserlis har længe været uadskillelige musikalske venner, siden de traf hinanden ved en festival i USA i 1987, i flere år var pianisten Jean-Yves Thibaudet tredje hjul i deres kammermusikprojekter, og det resulterede blandt andet i en af markedets bedste versioner af Ravels klavertrio (Decca). Joshua Bell har dog først og fremmest plejet sin egen karriere som Amerikas wonderboy på violinen, hvor han i de senere år også har vist interesse for den romantiske musiks historiske opførelsespraksis. Det mærkede man ikke så meget til Schumanns 1. Violinsonate efter pausen. Det er berusende, længselsfuld og nervøs kammermusik, som kalder på neurotiske gemytter, hvisken og råben på strenge og tangenter, og ikke mindst hudløs følsomhed.

Ganske vist viste Bell og Várjon gode intentioner, men udtryksparametrene var hverken skarpe eller vidtgående nok. Schumann ønsker - forestiller jeg mig - en klangbehandling i bestandig forvandling, han beder om tusinde farver, men her fik han et for ensartet tonemaleri. Og så nytter det ikke meget, at man som Bell står og vrider kroppen af led for at demonstrere sit oprigtige sindelag. I sidste måned hørte man en helt anden verden hos violinisten Carolin Widmann på Hindsgavl Festivalen, i forlængelse af den ånd og dybde hun har indspillet alle Schumann-sonaterne for ECM sammen med ... Dénes Várjon.

Glasmenageri

De sluttede med en rigtig god opførelse af Schumanns 1. Klavertrio. Igen var Steven Isserlis ankermanden med den perfekt timede ansats, den fokuserede tonedannelse, den fabelagtigt kontrollerede bueføring. Med disse betroede talenter trådte den britiske cellist frem som i et drama af Shakespeare eller en roman af Jean Paul, som Schumann beundrede så grænseløst.

I trioens førstesats satte Isserlis således sit præg på passagen med det blinkende glasmenageri, i andanten overtog han Bells solo og forvandlede den til mestersang i dybe tanker, og han var kraftcentret i finalens berusende hovedtema. Scherzoens åndeløst punkterede tåspidsdans tog desværre ikke vejret fra mig, og det var lidt ærgerligt, når man nu havde siddet og ventet på en sådan lille lufttur i en sådan forlystelseshave.

Koncert i Tivolis Koncertsal 9. august. Chopin: Klavertrio i g-mol. Chopin: Cellosonate i g-mol. Schumann: Violinsonate nr. 1 i a-mol. Schumann: Klavertrio nr. 1 i d-mol. Joshua Bell (violin). Steven Isserlis (cello). Dénes Várjon (klaver).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu