Læsetid: 3 min.

Mindfuck af dimensioner

I virkeligheden er det drønhamrende synd for Drake, at han har så meget talent og kommer fra så ordentlige kår. Han vil jo gerne være gadeklog. Den canadiske pophopsensation bugner af paradokser, og det gør hans debut til noget særligt (og) ømt.
Den canadiske pophop°©sensation Drake nyder stor suc°©ces for tiden. Og selskaber st?r i k©™ for h©™ste sangerens succes.  Her promoverer Drake ?bningen af Virgin Airlines nye flyruter.

Den canadiske pophop°©sensation Drake nyder stor suc°©ces for tiden. Og selskaber st?r i k©™ for h©™ste sangerens succes. Her promoverer Drake ?bningen af Virgin Airlines nye flyruter.

AFP Photo

16. august 2010

Selvom albummet var spækket med hits og interessante møder mellem primitive trommemaskiner, tykke vokaleffekter og en krakelerende superstjerne, så blev Kanye Wests 808s & Hearbreak aldrig den popsensation, som den vitterlig fortjente at blive.

Nu er fortsættelsen så kommet, og den er allerede - imod snart sagt alle odds - blevet en dundrende succes verden over. Den er dog ikke lavet af Kanye West, men af en halvt jødisk canadier, som tv-narkomaner måske vil genkende som teenageskuespiller fra ungdomsserien 'Degrassi - The Next Generation'. Så bliver det næppe mere usandsynligt, men Drake fra storbyen Toronto går sine utraditionelle veje, og han slipper utroligt nok af sted med det.

Den 23-årige rapper og sanger kommer ud af stort set ingenting, men ikke fra ingenting, og han har lagt det amerikanske plademarked ned med en på alle måder atypisk og paradoksal rapplade. Først og fremmest er Thank Me Later overmodig og usikker på én og samme ting. Den er ydermere melodiøs og underspillet, kæk og ydmyg. >

Se nu Drake undre sig over sine kvindebekendtskaber, som bare bliver mere og mere uigennemsigtige, jo klarere hans superstjernestatus tindrer. Han vælger de forkerte, og han evner end ikke at bruge tiden rigtigt:

»Uhh, shallow nigga, but deep enough to have gone swimming / I think I'm spending all my time with the wrong women / I think I have a chance at love, but knowing me I miss it / 'cause me dedicating my time just isn't realistic.«

Lidt til flødedrengene

Der er ikke nogen, der har sagt, at det skulle være let. Men alligevel fornemmer man, at Drake kommer ubesværet til tingene. Han kan synge, han tør radiere sin tvivl og søgen, hans rim undgår klichéerne, og så har han et åbenlyst problem med at være røvhamrende privilegeret i et miljø, hvor det er farligt uncool og anti-street at komme fra et velhaverkvarter og have haft en mor, der smurte madpakke til én og havde overskud til at hjælpe med lektierne. Der burde ikke være noget galt med noget som helst, når det hele kører, som det kører for Drake, men alligevel slås han med den indre blues. Det er netop det, der gør Thank Me Later så selvmodsigende og interessant, fordi det bare ikke er så enkelt at være toppen af poppen, når man kommer ud af en musiktraditon, hvor man først har bund, hvis man har været nede og skrabe den:

»What am I afraid of / This is supposed to be what dreams are made of,« funderer han eksempelvis på nummeret The Resistance.

Og derfor deler Drake også vandene. For den lejr af hiphopfans, der fortsat ser genren som en platform for underbemidlede (afro)amerikaner uden andet talerør, er dengsen en torn i øjet og en byld i øret. For popdrengene er han omvendt gefundenes fressen. Et friskt pust i en verden af hidsige håndtegn. > >

Bare han klarer den

Netop Kanye West var den første til at bryde med traditionen om at skulle komme fra fattige kår for at have attitude, og Kanye West er da også meget svær at komme udenom, når Drake skal placeres. Vokal, flow, synthflader, popkulturelle referencer. Bare ikke når det kommer til ydmygheden. Drakes konstante famlen og limbo mellem selvhævdelse og svaghed gør ham mere nærværende og genkendelig, hvad altid vil være megalomanen Mr. Wests akilleshæl. Også selvom det grænser til det groteske at være med på en lytter, når Drakes indre dialog går i selvsving. Det er således et mindfuck af dimensioner at høre en hjemmegjort mangemillionær og superstjerne, der dårligt nok er begyndt endnu, besvære sig over al den frygtelige berømmelse, som gør det umuligt for ham at score den jævne pige på vaskeriet.

Vi håber, han overlever. Og i virkeligheden også, at han kan blive ved med at finde noget at klynke over. Det utaknemmelige skarn lader til at trives bedst sådan.

Drake: Thank Me Later (Young Money/Cash Money/Universal Motown). Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu