Læsetid: 5 min.

Musik, der ikke når radioen

Der findes stadig masser af kunstnere, som ser stort på det kommercielle cirkus og i stedet bare laver den musik, der nu presser sig på. Vi har med glæde lyttet til tre debutanter, som ufortrødent går deres egne veje
Saxofonisten Frederik Lundin (billedet) og sangeren Trinelise Væring er med duoen Offpiste Gurus og albummet af samme navn langt fra hitland, tværtimod er der godt med modhager og spændinger i de begavede kompositioner.

Saxofonisten Frederik Lundin (billedet) og sangeren Trinelise Væring er med duoen Offpiste Gurus og albummet af samme navn langt fra hitland, tværtimod er der godt med modhager og spændinger i de begavede kompositioner.

Nicola Fasano

11. august 2010

For nogle år siden skrev jeg en rosende anmeldelse af en kvintet, der kaldte sig The Romanian Empire, som med cd-udgivelsen View From A Highwire havde skabt et personligt og dejligt mærkeligt univers. Siden har der dog været lige lovlig stille på den front, men nu er trefemtedele af det rumænske imperium på spil igen, denne gang forklædt som Admiral Byrd, hvis debut-cd, Goodbye Cruel Worldview, på mange måder lægger sig smukt i forlængelse af imperiets bestræbelser. Det vil sige en tæt - sine steder næsten uigennemtrængelig - lyd, hvor stemmer og instrumenter fistrer ind og ud af et mix, der næsten kun kan kaldes psykedelisk. Ja, jeg ved godt man efterhånden skal være forsigtig med det ord i en tid, hvor snart alt fra asymmetriske frisurer til mælkekartoner kaldes psykedeliske, men stol på mig. Som én, der har været ude og vende i galakserne, tør jeg godt garantere at Admiral Byrd tripper hårdt igennem.

Admiral Byrd (som i øvrigt fandtes; jeg har lige googlet ham og han var vist nok den første, der fløj til Sydpolen og tilbaws igen) består af tre herboende amerikanere og en enkelt hjemmeføding, multiinstrumentalister alle til hobe og så opløfter gerne stemmerne i flerstyemmig sang, omend den vokale forgrund domineres på det smukkeste af Todd Casper. Under de massive lydcollager gemmer der sig ud over en dragende massiv skønhed også ofte nogle fine melodier, som sniger sig ind bagfra på lytteren efter et par gennemlytninger.

I det hele taget er det en plade, der kræver koncentration for rigtig at give mening - her er langt til easy listening og den auditive hundeæde, vi almindeligvis pisses af med. Men lader man sig suge ind i dette fortættede univers, får man til gengæld tifold igen. Anbefales uforbeholdent.

Mellem to verdener

Så er der nok mere almen genkendelighed og klassisk sangstruktur at finde hos duoen Offpiste Gurus, som debuterer med et indbydende album af samme navn. Der er dog stadig langt til hitland og DR's spillelister (ihukommende institutionens holdning til saxofoner!), selvom det givetvist ville være et frisk pust over landet og alt det der. Vi befinder os i grænselandet mellem straight sanger-sangskriver og eksperimental-rock, det vil sige nogenlunde klassiske sangstrukturer, som så fuckes up på den fede måde i intrikate arrangementer og produktion. Bestående af (primært) sangeren Trinelise Væring og saxofonisten m.m. Frederik Lundin er der også tale om et sammenstød mellem to verdener, thi selvom Væring lagde ud som jazzsangerinde, har hun støt og sikkert bevæget sig i retning af udenlandske ikoner som Lucinda Williams og PJ Harvey, hvilket kulminerede med det benhårde Lystfisker-album i 2008. Der er Lundin nok mere straight jazzmand, selvom han langt fra kan kaldes purist.

På et nummer som det guddommelige »Junkyard Heaven« fungerer denne forbilledlige tvekamp således perfekt, men der er generelt meget at hente her, hvor de to drivkræfter med hvad der virker som noget i retning af vellyst afprøver nye sider af sig selv - og hinanden. Det er ingen hemmelighed, at de to også privat danner par, hvilket dog ikke er ensbetydende med noget lovey-dovey her, tværtimod er der godt med modhager og spændinger i de begavede kompositioner.

Og selvom jeg ofte har været ude med riven efter danske kunstnere, der synger på engelsk, er jeg ikke desto mindre pænt imponeret af Værings tekster her. Hun har fod nok på det angelsaksiske til, at det hverken skurrer eller distraherer, tværtimod. Et andet plus er guitaristen Rune Funch, der spiller den frækkeste spade samt en stensikker rytmegruppe, der bare swinger. Jo, det er svært at holde begejstringen i skak, for det her er den ondelyneme helt i orden musiksmag. Og hej - labert omslag, by the way. > >

Tyst intensitet

Det er så ikke helt udelukket at etmandsforetagendet Il Tempo Gigante kan opnå lidt af den forjættede airplay med nogle af sangene fra sit på alle måder fremragende debutalbum, Lost Something Good. For selvom der i dén grad er tale om, at et egensindigt temperament er på spil i næsten ekstrem grad her, er der ind i mellem også blevet plads til de allermest stilrene popøjeblikke, som for eksempel den vildt bedårende åbningsskæring, »Woven Wings«, som gik lige i denne lytter med espadriller på. Også en sang som »Storm« har et vist radiopotentiale. Man skal dog ikke derfor lade sig narre og tro, at så har man grejet hvad Lost Something Good handler (eller ikke handler) om, for den tillader sig at stritte i mange retninger, og bedst som man tror at have fået fat om svinet, tager det lige et skarpt venstresving og så står man der med alle sine talenter.

Meget kort og ganske uden blusel kan det påpeges, at her er et sjældent flyvsk og dog noget så yndefuldt poetisk temperament kommet på banen, og det er dog en lykke for et par så slidte ører som undertegnedes.

Nuvel, Il Tempo Gigante (ikke et navn, der rigtig indikerer det temperament, der musikalsk er på spil, men det får være) er et alias for en vis Rolf Hansen, som vist nok står får sangene på skiven her. Vistnok, fordi pladeselskabet til en afveksling ikke har orket sende undertegnede andet end en brændt cd, så det har ikke været muligt at tage en evt. booklet til hjælp; hvad fanden, det drejer sig også kun om deres kunstnere - hvorfor skulle de dog gøre mere end det allerhøjst nødvendige for dem?

Nå, ovenpå denne bitre pille vil jeg ile med at påpege, at disse elegant spindelvævsagtige kompositioner befinder sig på allerhøjeste niveau, fulde af melodisk slidstyrke i al deres tyste intensitet. Skønheden er i højsædet, men ikke uden torne, og mange af de fascinerende skæve arrangementer modarbejder blidt, men bestemt ansatserne til skønmaleri. Her er blevet anrettet et super deluxe meal til glæde for Dem, lille frue, og det er bare at tage for sig af retterne.

Velbekomme.

Admiral Byrd: 'Goodbye Cruel Worldview' (Chased By Flying Monkees/Princess Records). Er udkommet

Offpiste Gurus: 'Offpiste Gurus' (Stunt Records). Er udkommet

Il Tempo Gigante: 'Lost Something Good' (Speed of Sound/A:larm). Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arthur Schopenhauer

Det var dog nogle svært kedelige musikere at præsentere under en så spændende overskrift.

Jaja, i stedet for at beklage mig, kunne jeg jo komme med nogle alternativer:

Prøv ULTRA SHERIFF, hvis du er til nørdet cyborg-electronica, WARDRUNA, hvis du kan lide nordisk, ambient folkemusik af den virkelig mørke type, INQUISITION, hvis du er i humør til satanisk mumlen, JALDABOATH, hvis du længes efter middelaldermusik på speed, eller AYREON, hvis den progressive metal trækker mest.

Der er nok at vælge imellem.

Jamen der har vi jo Fredriks afhøvlede horn.
Det er ren poesi at se hvordan et instrument følger et menneske i tykt og tyndt.
Det forhold kan ikke mange efterligne, for hvor mange har fordybet sig så inderligt og gennemgået så mange processer i læring sammen?

Et instrument er i sig selv et stykke kunst, og at finde mennesker der behandler det som sådan er som sagt, ren poesi.

Arthur Schopenhauer

"Jeg synes Klavs´ forslag er langt de bedste. Men tak alligevel, Lasse, for så fik jeg da undersøgt sagen."

Jeg modtog brev fra en af kunstnerne, der, præcis som du, misforstod hensigten med ovenstående indlæg. Og det tager jeg på min kappe: Mit indlæg var meget uheldigt formuleret.

Det var ikke min mening at kommentere på kvaliteten af musikken, men derimod at påpege, at det kunne være spændende, hvis artikler med en overskrift som denne turde bevæge sig ned i de mørkere afkroge af undergrunden.

Jeg har hørt alle de kunstnere, der nævnes i artiklen, og det er ikke deres musik som sådan, jeg kalder kedelig.