Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Når ansigtets rynker kan høres

Trods indbyrdes forskelle giver både trioen Las & Dissing, skuespillerinden Lotte Andersen og den tidligere jazzmusiker Mikkel Engell fine bud på hvordan den dansksprogede sang anno 2010 også kan lyde
Trods indbyrdes forskelle giver både trioen  Las & Dissing, skuespillerinden Lotte Andersen og den tidligere jazzmusiker Mikkel Engell  fine bud på hvordan den dansksprogede sang  anno 2010 også kan lyde
Kultur
6. august 2010

Han hedder Bartof. Han er en helt almindelig besværlig mand, som ikke rigtig ved hvad han vil som aldrig rigtig er tilfreds og ikke kan se en bro uden øjeblikkelig at brænde den ned. Er han essensen af den moderne mand, som frarøvet patriarkatets privilegier og enkle verdenssyn i en konstant kæfert forsøger at navigere gennem en verden, hvis værdier og normer efterhånden er feminiserede ud i gud ved hvilken potens? Eller er han det spændende undtagelsesmenneske, en utilpasset bohemesjæl på en personlig odyssé, der fører ham hid og did, op og ned, her og der og østen for solen og vesten for månen? Eller er han blot en helt almindelig dansker? Der foreligger ikke umiddelbart noget svar på disse samvittighedsspørgsmål for nutidskristne, men trioen Dissing & Las har dog fundet ham interessant nok til at have kreeret en cyklus på 12 sange om herren under titlen Balladen med Bartof og det er der kommet et særdeles lytteværdigt resultat ud af.

De herrer Las Nissen og brødreparret Rasmus og Jonas Dissing har efterhånden været på spil i mange år som professionel enhed i over 10 år, heraf syv med Povl Dissing og har flere udgivelser bag sig, men denne gang rammer de plet. Det er som om rammehistorien har virket befordrende for sangskrivningen, der ligesom leadvokalerne deles ligeligt mellem de tre involverede. Mange af teksterne rammer rent ind med deres rapporter fra en flaksende sjæls trakasserier og der er masser af fine enkeltlinjer og skarpe observationer strøet ud over pladens 12 sange. Musikalsk er det måske nok mere bundsolidt old school-håndværk end stor kunst, men med brillante øjeblikke nok til at man hænger på fra start til slut. Med Balladen med Bartof slår trioen et tiltrængt slag for den intelligente dansksprogede sang og dem kan der ikke slås nok af.

Sart og ultrafeminint

At skuespillerinden Lotte Andersen sådan gik og gemte på en sart og ultrafeminin om end også udtryksstærk sanger-sangskriver er en overraskelse af de behagelige. At hun endvidere besidder et originalt sangskrivningstalent og allerede med debuten Hjemmefra har ramt en personlig tone, skal ikke klandres hende herfra. Tværtimod bliver man en lille smule glad i låget over mødet med de 11 fine sange, hun her har kreeret og synger med sjælden ynde og indlevelse. I fine musikalske rammer, tilmed hendes samarbejdspartner i første omgang var den velrenommerede bassist Torben Westergaard, der endvidere er kapelmester på pladen. Det faste orkester tæller kapaciteter som guitarist Søren Bigum, tangentmanden Jonas Berg og trommeslager Bjørn Jønsson, der spiller som med tilbageholdt åndedræt. Læg dertil en lydhør og nænsom Halfdan E i producerstolen og noget udover det sædvanlige begynder at tegne sig.

Det noget udover det sædvanlige er så i høj grad Andersen selv. Hun forsøger hverken at hænge sig i fortiden eller varsle fremtiden, hun er tværtom enormt meget her og nu på Hjemmefra. En sugende understrøm af længsel efter alt fra den store verden over den vilde erotik til et øjebliks fred går gennem det stærkt sansede tekstunivers, som hæver sig et pænt stykke over hvad man sådan ellers lige spises af med. Det er en plade af den type, som nok nydes bedst alene, måske i den blå time eller ud på natten, de tidspunkter hvor refleksioner og alskens tankespind udfolder sig friest. Der hviler en stemning af melankolsk skønhed over Lotte Andersens Hjemmefra, som vil virke vederkvægende på det modtagelige sind.

Personligt og fængslende

Melankolsk er så sandelig også den gode Mikkel Engell, men på en noget mere udfarende og maskulin facon. Denne 38-årige jazz- veteran har en af den slags stemmer, hvor ansigtets rynker simpelthen kan høres på den fede måde. Allehånde erfaringer finder deres udtryk i en godt nok uskøn og fuldstændig upoppet, men også voldsomt karakterfyldt vokal, der stædigt brænder igennem på en stribe sange, det er svært sådan lige at finde sammenligningsgrundlag for. Engell er ikke ligefrem enhver svigermors drøm, men har noget som nok noget mange mere eller mindre raske drenge vil kunne knytte an til. Hørt i forlængelse af Lotte Andersens gennemsyret kvindelige univers fremstår Engell uhyre mandig, hvis De kan huske hvordan det lød. Ikke sådan demonstrativt, vel at mærke, men mand, det er han altså.

Debutalbummet Beatliv er både personligt og fængslende, ikke mindst musikalsk. Den stædigt stolte og ind i mellem direkte søsyge blanding af rock, balkan, mellemøstlige klange, sømandsviser og kabaretklange, Engell sammen med producer Jacob Falgren har bikset sammen til lejligheden, fint suppleret af den solidt swingende slagtøjsmand Jeppe Gram og den opfindsomme Simon Toldam på diverse tangenter, smelter sammen til et udtryk, der er 100 procent hans eget. Og det er ikke kun stemmen, der skyr alt hvad vi forbinder med pop, arrangementerne er sære og sjove, produktionen både vind og skæv og i det hele taget foregår det hele på Engells betingelser. Så tilgiver man gerne at der skydes lidt forbi mål ind i mellem. Men nysgerrige sjæle er mere end velkomne og når man har vænnet sig til den balstyrige konstruktion, der her er rejst, vil man opdage, at der er højt til loftet i og på Beatliv.

Dissing & Las: Balladen med Bartof (Exlibris). Er udkommet.

Lotte Andersen: Hjemmefra (Gateway/United Songbirds). Er udkommet.

Mikkel Engell: Beatliv (At:tack/Medbuksernenede Records) Er udkommet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her