Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Naturen kan ikke begribes med fornuften alene

Hengivelsen til naturen gløder i Sjóns fjerde roman på dansk, der sammenføjer videnskab, visdom og stille vildskab
Kultur
27. august 2010

Jonas den Lærde kalder man ham, men Jonas den Vidensopfyldte havde måske været et mere dækkende tilnavn. For Jonas er ikke studeret i traditionel akademisk forstand, og han er snarere en bredt favnende polyhistor end en snæver fagidiot. Han forstår sig på at helbrede kvinder og kan uddrive onde ånder. Han kender hver bjergart, plante og fugl på Island og ved besked om alle havets dyr. Han kan tyde de oldnordiske skrifter så nemt som at snyde sin næse, og han kan digte, så englene synger.

Jonas Palmison er hovedfigur i Sjóns roman fra 2008, der foregår i det 17. århundrede og hvis titel, Tusmørkeundere, hentyder til det vankundighedens mørke, som sænkede sig over Island efter reformationen, dengang forbindelsen blev ødelagt mellem folkets og kirkens religion. Rettroende nidkærhed fordrev Maria-dyrkelsen og trosformer, der havde plads til både menneskekærlighed og magi, alt imens nye verdslige magthavere med kirkens fulde velsignelse handlede uden etik eller omsorg, nærmest blot som det passede dem.

Sviende sanddru

Et skrækindjagende eksempel herpå er den bestialske massakre, som sysselmanden og storbonden Ari Magnusson på øen Øgur i en fjord på Nordvestisland foranstalter mod sagesløse skibbrudne baskiske hvalfangere en handling, som Jonas nægter at deltage i og siden dokumenterer i et sanddru og derfor sviende skrift. Derved pådrager han sig naturligvis magthavernes vrede, og pludselig kan det bruges imod ham juridisk, at han kan mere end sit Fadervor. Eftersom han med succes har manet et genstridigt genfærd i jorden, kan han nu, flere år efter, dømmes fredløs for at udbrede trolddom og kætteri og tilbringer efter nogen tids fortvivlet omflakken en ensom og farefuld tid på en lille, afsides ø.

Da han omsider fragtes derfra, sker det med det formål, at han og hans søn, præsten Palmi, kan komme til kongens København og få dommene over sig ophævet. Hernede møder han selveste universitetets leder, naturvidenskabsmanden og oldgranskeren Ole Worm, som selvfølgelig fatter godhed og medlidenhed for sin kloge broder i ånden og sørger for, at Konsistorium omstøder Altingets forsmædelige dom, ja, tilmed gør sin kollega til videnskabelig assistent, efter Jonas med stort grin har overbevist ham om, at det kostelige enhjørningehorn fra majestætens ædle samling såmænd bare er en tand fra en narhval.

Men ak, da Jonas dernæst vender hjem, omstødes omstødelsen, og han må atter ud til sin ø, hvor han dog ufortrødent fortsætter sin »undersøgelse af verdensværket« drevet, som han er, af uhæmmet sult efter visdom og af trang til ustandselig gransken. Han er nemlig ingen ond troldkarl, »men en nysgerrig og arbejdsom sagkyndig i håndens og åndens kunst« autodidakt, javel, men bærer af den indsigt, som fortjener at holdes i ære: at den Almægtige lever i de indre forbindelser mellem det skabte, og at naturen kommer i ulave, hvis vi forsøger at begribe og klassificere den med fornuften alene.

Dette smukke budskab og personen, der låner det krop, frembærer Sjón i et sprog og en stil, der beviser hans ret til sit pseudonym. Thi sjón betyder syn, og visionær er denne digter i sin sammenføjning af videnskab, visdom og stille vildskab, vekslende mellem koncis dokumentation af den art, man forventer af en historisk roman, og så, lige op ad de tørre fakta, en sprød poesi, hvor hengivelsen til naturen får lov at gløde.

De nyrige høvdinge

Er romanen på det samtidsaktuelle plan kritisk rettet mod de landsmænd, under hvis retsløse skalten og valten »Guds boliger bliver trådt under fode og sparket sønder af stampende og hoppende nyrige høvdinge og deres pyntesyge kvindemennesker«, så kan den på mere alment niveau læses som et inderligt forsvar for en videnskab med appetit på indsigt i alle tings dybe sammenhæng. For hvordan kan vi, spørger Jonas, være sikre på, at Skaberen har sat så skarpt skel mellem de livsformer, han gavmildt strøede ud over jorden?

Læst ud fra en sådan passage rækker Sjóns roman videre ud end det historiske og det aktuelle. Den bliver også til et eksempel på, hvordan en kunstner, sagt med hans ord, kan spejle »synet fra sit øjes overflade« ned på siderne af en bog uden at spekulere på, om det er sandsynligt eller videnskabeligt korrekt.

Hvilket det imidlertid er her, blot i anden, dybere forstand. For det mest forbløffende ved denne på én gang overdådigt groteske og inderligt sødmefulde roman, som Kim Lembek har transformeret lydefrit og suverænt, er, at den det meste af vejen hviler på et bundsolidt dokumentarisk grundlag. Bag Jonas den Lærde gemmer sig nemlig den historiske skikkelse Jon Gudmundsson (1574-1658) naturlæge, naturforsker, digter, håndskriftekspert, specialist i den kunst at skære i hvaltand og fra denne mands hånd foreligger en imponerende mangfoldighed af skrift, som Sjón øjensynlig har udnyttet flittigt, bl.a. små optegnelser om dyr, hvor naturiagttagelse og overtro smukt går hånd i hånd.

Opgør med myten

At sådan en skribent kan være vigtig at mindes, hænger ikke mindst sammen med det land, han levede i, og den tid, hvis modsætninger han levede ud. Ligesom flere andre lærde islændinge fra det 17. århundrede måtte Jon Gudmundsson oprøres over, hvad udenlandske skælme dengang skrev i deres rejsebøger om »dette fordømte dødsskær, det absurde og ugæstfrie Island«.

Selvfølgelig tog de fejl i det meste, løj om meget og overdrev stærkt, men disse skriverkarles »vulgære råben op om endeløse nætter, sne, der står i brand, kæmpehvaler på størrelse med fjelde, trompetstød fra afdøde i kratere og på isbjerge, hekse, der sælger de rejsende vind og kan sende deres sønner til månen«, fik trods alt frembragt et billede af et vildsomt land befolket af vilde barbarer. At gøre op med den myte er fortsat en opgave, ikke mindst oven på ekspansionsvikingernes hærgen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tine Sørensen

Helt helt vidunderlig.... Er midt i bogen og den vildeste rutsjetur....