Læsetid: 5 min.

Denne noble og værdigt aldrende gentleman

At 76-årige Leonard Cohen er i sit livs form, overbeviste en sublim koncert i Odense om lørdag aften - og så havde han to nye numre med i bagagen
Der er ikke skyggen af udbrændt ringvrag over Leonard Cohen, der lørdag gav koncert i Odense.

Der er ikke skyggen af udbrændt ringvrag over Leonard Cohen, der lørdag gav koncert i Odense.

Sonny Munk Carlsen

16. august 2010

Jeg forsikrer Dem, kære læser, jeg tager altså ikke til koncert med den hensigt at stå der og flæbe. Det indgår ikke i hverken mine planer eller forventninger, men i tilfældet Leonard Cohen burde jeg måske være blevet klogere, thi hans koncert på Rosenborgs eksercerplads for et par år siden trak vand hos denne signatur adskillige gange.

Ikke for det - hvad angår vand, frygtede de 13.000 fremmødte i Fruens Bøge lidt uden for Odense lørdag aften mest det, der kom fra oven. Prognoserne havde ikke været for gode og det så til en begyndelse også ret truende ud, men så fik vejrguderne nys om at Leonard Cohen var landet på Fyn og smed alt vandet i hovedet på de frivole sjællændere i stedet. Fair nok.

Så da Cohen og hans ni-mands (m/k) store orkester gik på klokken otte præcis var vejret så godt som klaret op, og de fremmødte kunne koncentrere sig om i de nydeligste omgivelser at nyde det over tre timer lange forløb, hvor de ti på scenen gav alt, de havde i sig; hvad publikum i parentes bemærket lydhørt og medlevende lappede i sig.

For lige at gøre det med vandet færdigt - helt op til koncertstart havde jeg stået og pjattet med min ledsager, men så satte ensemblet i med »Dance Me To The End of Lov«, og da solisten satte i med sangens første linjer, sagde det sping! Og så stod tårerne lige ud på brilleglassene.

Jeg ved ikke hvordan Mr. Cohen lige bærer sig ad, for jeg går til mange koncerter, gerne flere om ugen, og de påvirker mig alle sammen forskelligt, men ligefrem så jeg står og tuder - nej. Det er dog hverken sorg eller noget, der bare ligner, det er nogle fuldstændigt spontant ustoppelige dråber, der lige rydder op i øjenkroge og hjernevindinger. Det er så også meget fedt, at de ikke efterfølges af f.eks. et konvulsisk hulkeanfald, trods alt. Ikke mindst pga. det forbløffende lave lydniveau, der spilles på - og publikums fuldstændigt åndeløse koncentration. En hulkende mand ville blive bemærket, det ville han.

At spille langsomt

Hvad angår lyd og holdning til samme, kunne mange for nu ikke at sige alle lære noget af Cohens crew. Ved at gå mod strømmen og skrue ned i stedet for op lyder alle instrumenter som ved et trylleslag såvel distinkte som godt, med masser af luft til solistens stadigt dybere stemme og ikke mindst de vidunderlige korindsatser fra den mangeårige samarbejdspartner Sharon Robinson og de dårende Webb Sisters, Charley og Hattie.

Fra starten af karrieren har Cohen benyttet sig af vekselvirkningen mellem sit eget noget rustne, men dog også karakterfyldte og udtryksfyldte organ og så de reneste og mest vidunderligt arrangerede kvindekor, hvilket er blevet en så fast bestanddel af hans lyd, at den efterhånden tages for givet. Men når man sådan får lov til at stå og nærlytte til samspillet stemmerne i mellem, er det umuligt ikke at falde lidt i svime over, hvor elegant de taler sammen - og til publikum med, for den sags skyld.

Ja, trak man alt det fra, publikum så åbenlyst kom for at høre - ergo Leonard Cohen - ville man stadig være i selskab med et orkester så udsøgt, at det ikke er for meget at hævde, at vi befinder os helt i toppen af den musikalske fødepyramide. Mere end nogen anden har Cohen ned gennem årene demonstreret hvor effektivt det kan være at spille rigtig, rigtig langsomt. Og han har bestemt ikke sat tempoet i vejret, hvilket er en tilgang, der virkelig kræver noget af de medvirkende. Og det er fascinerende at observere, hvorledes de seks musikere under ledelse af bassisten Roscoe Beck knokler så sveden springer for at spille så langsomt, så lidt og så afdæmpet som muligt.

Det forekommer en smule uretfærdigt at fremhæve én på bekostning af andre, eftersom der så åbenlyst er tale om en holdindsats, men nævnes må altså strengemagikeren Javier Mas, hvis spil i krydsfeltet mellem flamenco, blues og indisk og arabisk musik er lige så unikt som det er fuld af glød og middelhavsgnist. Hans optaktsolo til »Who By Fire« tog ganske enkelt vejret fra én.

Trodser tyngdeloven

Ja, ja, siger De nu til Dem selv. Det er meget godt alt sammen, men hvordan var Mesteren selv, manden for hvis skyld togturen hed Odense tur/retur? Levede han op til forventningerne? Var der noget nyt under solen?

Ja, nu De spørger: Han var fantastisk. Fokuseret og ydmyg må man spørge sig selv, om Cohen egentlig nogensinde har sunget bedre, end han gør på nærværende turne, hvor han i øvrigt også trodser tyngdeloven med en kropslig smidighed, de færreste i hans alder kan mønstre? Han elsker åbenlyst publikums hyldest og modtager den med taknemmelighed, men lader det aldrig blive en hovedpude, for han er i hver eneste intonation sindsbilledet på total koncentration. Efterhånden er der kommet så meget fylde i hans nedre register, at de der bastoner simpelthen rammer lytteren lige i solar plexus. Og hvad enten han for gud ved hvilken gang afsynger egne standards som »Suzanne« eller »Bird On The Wire« eller afsøger fjernere egne af sangbogen, gør han det så fokuseret og intenst som var det første gang. Og modsat f.eks. Bob Dylan, der jo også synger de samme sange igen og igen, holder han sig til melodien, hvilket nu ikke er nogen uskik. Der er ikke skyggen af udbrændt ringvrag over denne noble og værdigt aldrende gentlemen, der synes fuldstændig afklaret omkring såvel alder som skæbne.

Har man oplevet ham tidligere på turneen eller er den heldige ejer af dobbelt-cd'en Live In London fra 2009, vil de fleste af sætlistens 28 sange (fordelt på to sæt og tre fremkaldelser) være bekendte, men der var dog overraskelser. Udgaverne af sjældent spillede kvad som »The Partisan« (aftenens eneste cover-version) og »Heart With No Companion« lunede, men den helt store overraskelse var dog at sættet inkluderede to spritnye numre, gospelsangen »Born In Chains« og den arketypiske »Feels So Good«; sidstnævnte med så klassiske enkeltlinjer som »In a while I won't remember what I promised you I never would forget« og »Oh baby, who'd ever guess that there's a side of loneliness as sweet as this ...«

Jow tak, det kan nok være der var gang i papirslommetørklæderne på Fruens Bøge i lørdags.

Leonard Cohen m/ orkester, Fruens Bøge, Odense, lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karin Røjkjær

Kære Klaus Lynggaard - du var så sandelig ikke den eneste med vand i øjnene...!!!!
Det var FABELAGTIGT!!! - og jeg er helt enig i din anmeldelse.
Og endnu større tak til Leonard Cohen - SUBLIMT!!!

" Ved at gå mod strømmen og skrue ned i stedet for op lyder alle instrumenter som ved et trylleslag såvel distinkte som godt ... ", god observation og samtidig forklaring på, at de færreste gør det.

Har kun set ham på TV, men selv det var en oplevelse, så jeg er slemt misundelig ;-o)