Læsetid: 5 min.

Øen midt i verden

Hans Henrik Møllers bornholmerroman føjer en skibslast af skrøner til den moderne hjemstavnslitteratur
2. august 2010

Tidens bølge af bredt anlagte hjemstavnsromaner skyller i dag i land på Bornholm, så der tilbage på stranden står Burgundia af Hans Henrik Møller (f. 1956). Det drejer sig om en vellykket landing, ikke en ulykkelig stranding, for bogen samler i kraft af stort kompositorisk snilde ikke bare to slægters skæbner, men også hele klippe- øens historie lige fra dens geologiske tilblivelse til udviklingen af dens moderne mentalitet.

Til at binde de tre dele sammen - med undertitlens ord »Øen«, »Himlen« og »Havet« - har forfatteren udvalgt coasteren Burgun- dias bratte forlis 12 sømil vest for Rønne, september 1958. Skibet, der var blot fem år gammelt, og hvis stævn måske nok kunne have været gjort højere og lidt mere skarp, var lastet med kalk fra Fakse og sank som en sten, da søen gik ind, måske fordi en luge stod åben, hvilket igen muligvis skyldtes, at et fast besætningsmedlem havde måttet blive i land. Hvem og hvorfor får vi først at vide på romanens sidste sider; indtil da danner forliset optakt til hver af romanens tre blokke.

Fabuleren og fakta

Inde i disse blokke beretter forfatteren lystigt løs, med fabulerende overskud og fakta af omfang som en prangende skude, eller han overlader tekstens stemme til udvalgte ærkebornholmere, som han lader snakke fortroligt sammen.

I første del er scenen derfor sat i skænkestuen til Søllings købmandshandel i Svaneke, hvor købmand Holm fra Rønne og en lokal skibsfører Lind indgår et vigtigt forlig om et lager af mere end tvivlsomme varer. Vi er i efteråret 1872 kort tid før den kolossale orkan og stormflod, der fik så voldsomme følger, ikke bare på klippeøen, men også på Lolland, Falster og Møn.

I anden del, der i øvrigt tegner en række markante kvindeportrætter, falder den vigtige samtale hen mod slutningen, under det store dyrskue i Almindingen 1928, hvor en søn til købmand Holm, eventyreren Peter Mathias, udveksler barndomsminder med fætter Emanuel, Congo-missionæren, alt imens to medlemmer af næste generation undrende lytter med.

Om en søn til den ene af disse to hedder det et sted i romanen, at meget kan man sige om dem, der står dagen lang bag en disk og sælger dameundertøj, muskler giver det i hvert fald ikke. Dette umandige image får han rettet op på i tredje del. Her overværer læseren nemlig en sindsoprivende samtale med efterfølgende slagsmål på værtshuset Klædeskabet i Rønne. Nu er vi i efteråret 1972. Der er gået 100 år, vi er vandret tværs over øen.

Syltning af hemmeligheder

Ind i denne bevægelse gennem tiden og rummet fletter Hans Henrik Møller geografi, topografi og lokalhistorie. Han redegør med omhu for kaffebrygningens betydning for vækkelsernes fremvækst på Bornholm, ser sindrige paralleller mellem syltning og så forsegling af familiehemmeligheder, udregner med en forskers omhu den omtrentlige vægt af farvandet vest for Bornholm. Han er vild med at lægge dybsindig betydning i ting, se tankevækkende sammenhænge. Han er vidtløftigt ordrig, tålmodigt digressiv, sådan som man kan blive det, når man har læst Ib Michael, Peter Høeg, Jan Kjærstad og Borges m.fl. samt siden besluttet sig for at lave en encyklopædisk, karnevalistisk, postmoderne roman.

Klarest i værkets righoldigt flimrende mønster står skildringen af slægten Holm, med burleske forførelses- scener, af hvilke én sågar fremkalder ildløs i Ibsker Kirke, og med masser af romankrydderi såsom en uægte søn, som pludselig dukker op i Rønne, eller en fødselsdato, der ikke vil passe med de tidspunkter, hvor faren opholdt sig hjemme, eller en hemmelighedsfuld kuffert, som viser sig at rumme - ja, rigtigt gættet: et gulnet familiealbum.

Hans Henrik Møller måtte gerne have været dygtigere til at give ansigterne fra dette album sind og krop, og det hænder ikke sjældent, at hans forkærlighed for det skruet fortænkte sætter hans fortælling i stå. Dog, når dette er sagt, må man lade ham, at han skriver som den, han nu er, i og med at han vedkender sig sine litterære forbilleder.

I Carsten Jensens kølvand

Her er ekkoer af Homer, Rabelais, Shakespeare, Brorson og Tom Kristensen (sådan må det jo være, med skibskatastrofer og pludselig død!), samt ikke mindst af Højholt og Thomas Mann. Sidstnævnte spøger, da Esther Elisabeth Bagers malaria beskrives med samme ordvalg som tyfusen i Buddenbrooks, og hvad førstnævnte angår, sætter Blindgyder's og Auricula's forfatter sit præg på en positiv måde ved at fylde Hans Henrik Møller med ro, hvad angår det antal indskud, en sætning kan rumme, uden at den revner i ryggen.

Som læseren formentlig allerede har snuset, lægger Burgundia i tillæg til de allerede nævnte op til sammenligning med især Carsten Jensens hjemstavnsroman fra Marstal, Vi, de druknede. Fælles er flittig brug af sagn og skrøner, men også en dokumentarisk, lokalhistorisk basis og en mosaikagtig komposition som middel til at spænde hen over kollektive vilkår. Hertil kommer hos begge forfattere anvendelse af den gammeldags 'alvidende' fortæller plus greb, der helst skal signalere 'folkelig mundtlig fortælling'. Af den slags stilgreb skamred Carsten Jensen inversionerne (af typen »Børn fik de jo ikke« fra Ved Vejen, Bang), hvorimod Hans Henrik Møller har større held med sin malende stil.

Hvad angår budskabet, havde Vi, de druknede til gengæld en styrke i den tydelighed, hvormed Carsten Jensen konfronterede det mandlige og det kvindelige univers, havet med byen, en mere entydig konklusion end den, der lader sig udlede af Burgundia, og så vidt jeg kan se går ud på, at vi alle er summen af de historier, der kan fortælles om os, eller som vi indgår i uden at vide af det.

Havbund uden omsvøb

Hertil kommer imidlertid den lære, der kan uddrages af det specifikt bornholmske ved Møllers roman: Vi er alle hængt op mellem havet og himlen, på en ø midt i verden, på et sted, som kan synes fast, men når som helst kan rive sig løs, gå i drift. Og vi er som individer determineret af driften og drømmen, samt af trang til både frihed og tryghed. Derfor bliver nogle omstrejfere og eventyrere, andre bliver (lovlig) solide.

Et vedholdende rygte vil vide, at en del af forklaringen på Carsten Jensens succes med Vi, de druknede lå i omhyggelig bistand fra forlæggerens side. At Hans Henrik Møller ikke har nydt godt af tilsvarende omsorg, fremgår af visse verbale mærkværdigheder, såsom menings- løse dobbeltnegationer og stavelsesmæssige inkonsekvenser. Jeg håber inderligt for ham, at bogen opnår et 2. oplag og dermed kan komme i finpudset stand.

Hans Henrik Møller: Burgundia. Roman om Øen, Havet og Himlen. 431 s. Kr. 249,00. Hovedland. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu