Læsetid: 3 min.

En smuk og sansemættet film

Den iranske eksilkunstner Shirin Neshats smukke spillefilmdebut, 'Kvinder uden mænd' kaster et fængslende poetisk og politisk blik på fire kvindeskæbner i Iran anno 1953
Den iranske eksilkunstner Shirin Neshats smukke spillefilmdebut, 'Kvinder uden mænd' kaster et fængslende poetisk og politisk blik på fire kvindeskæbner i Iran anno 1953
12. august 2010

Hvis titlen på Shirin Neshats nye film, Kvinder uden mænd virker bekendt, er det ikke tilfældigt. Kunstmuseet ARoS havde i foråret 2008 en stor udstilling af hende med samme navn, hvor man kunne opleve fem videoværker baseret på en roman af Shahrnush Parsipur, som også bærer samme titel.

Videoværkerne er udgangspunktet for Shirin Neshats spillefilmdebut, hvor hun sammen med sin mand og samarbejdspartner Shoja Azari har skåret romanen og videoværkernes fem kvindeportrætter ned til fire og skabt en fortælling med kuppet mod den demokratisk valgte Mohammad Mossadegh i 1953 som den dramatiske kulisse.

Resultatet er en smuk og sansemættet film, hvor hver scene har en overvældende visuel styrke, som der er god grund til at nyde i biografens ro og mørke. Narrativt skal man arbejde for sagen og acceptere de minutiøst iscenesatte billeders fuldkomne diktatur. Det gør man gerne, fordi de enkelte portrætter er stærke og seværdige og sammen tegner et fascinerende billede af en afgørende tid i Irans historie såvel som af kønspolitiske problemstillinger dengang og nu.

Kontraster og kvindeliv

Fra fotografen Martin Gschlachts første billeder af den ulykkelige Munis' beslutning om at tage afsked med livet ved at kaste sig ud fra sit hustag mellem de mange hvide bygninger mod den meget blå himmel, fornemmer man suget i billederne på lærredet.

Her er intet overladt til tilfældighederne, og undervejs refererer en række kompositioner, lyssætninger og miljøer til Shirin Neshats egne såvel som andres værker. Selv om man ikke fanger billederne bag billederne, kan man kun nyde at træde ind i en sansemættet verden, som især bygger på kontrasten mellem de sort- eller afklædte kvinder og de hvidskjortede mænd samt de udvaskede farver i 1950'ernes Teheran (filmet i Casablanca) og en frodig frugthave, hvor de fire kvinders skæbner efterhånden flettes sammen.

Rammen for historien er den politiske tumult, inden shahen kom til magten, men kvindernes historier har især seksualiteten og de samfundsmæssige strukturer omkring kvindernes mulige roller som omdrejningspunkt. Den politisk interesserede Munis (Shabnam Tolouei) vil tage sit liv, fordi hendes bror ikke tillader hende at forblive ugift eller lader hende få adgang til viden om verden.

Ønsket om nye former

Munis' veninde Faezeh (Pegah Ferydoni) drømmer til gengæld om ægteskab - gerne med Munis' bror - men et overgreb off-screen forpurrer de planer. Den knoglemagre prostituerede Zarin (Orsi Tóth) flygter fra et bordel for i en af filmens stærkeste scener desperat at forsøge at skrubbe sig ren, mens den velhavende, midaldrende Fakhri (Arita Shahrzad) flytter fra sit kærlighedsløse ægteskab, da hendes gamle, frittænkende flamme pludselig dukker op.

Som i tidligere værker af Shirin Neshat, f.eks. fotoserien Women of Allah, fylder kvindernes ansigter og kroppe meget i en film, hvor samtlige kvinder er ulykkelige pga. mænd. Trods den fundamentale ulykke i de vidt forskellige kvindeliv er filmens tone hverken tung eller tragisk.

De poetiske og drømmeagtige indslag løfter løbende forløb, som kunne have været deprimerende, rå realisme, til andre luftlag, og historiernes musik såvel som møderne med tidens vestligt orienterede intelligentsia peger mod håbet, selv om den konkrete, politiske udvikling er nedslående.

Kvinder uden mænd vandt prisen for bedste instruktion ved filmfestivalen i Venedig sidste år, og filmen vidner bestemt om en kunstner, som ved, hvad hun vil med filmmediet. Helheden fremstår ikke som et opkog af tidligere værker, men som en egensindig fortælling, som er værd at se i sin egen ret, og samtidig har en række krasse konnotationer.

Kvinder uden mænd klinger forholdsvis uafsluttet ud med en replik om ønsket om at finde en ny form og en dedikation til iranske frihedskæmpere dengang og frem til den aktuelle grønne bevægelse. Selv om historien udspiller sig i 1953, er den yderst aktuel, og en kunstner som Shirin Neshat skal være yderst velkommen til at fortælle flere historier med en insisteren på filmkunstens æstetiske styrke og et mod til at afsøge anderledes former.

Interview med Shirin Neshat om Kvinder uden mænd kan læses her
Interview med Shirin Neshat om udstillingen på ARoS kan læses her

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu