Læsetid: 3 min.

En stejlt stigende kurve

Amalie Smiths debut er klart bedst, når hun sætter strøm til et jordnært og håbløst begær, når hendes korte sætninger er fyldt af en kejtet, intim og trodsig stemme
20. august 2010

Man kan beskrive De næste 5000 dage, Amalie Smiths korte, genreskiftende debut på flere måder. Den består af seks suiter, fire af dem skrevet i kort, ordknap prosa, en enkelt som digte og en enkelt prosablok af citater. Den første og sidste handler på en måde om stabilitet, de fire i midten om et ungt, kvindeligt jeg, der kredser om et (ungt, mandligt) du.

Det lyder måske abstrakt, men det føles ret konkret og jordnært. For på et andet niveau er De næste 5000 dage en slags noter om livet i 20erne, skrevet med og her skal den 10 år ældre, mandlige anmelder træde varsomt en meget feminin og nutidig blanding af sårbarhed og trodsig styrke. Det kan godt være, at det med drengene er noget rod, men man kan tage det på sig, gøre det til sit rod. Mens man går rundt i København i dag: i brokvarterne, ved Søerne, gennem Vesterbro til Valby bakke.

At bruge en sommer

Man kan også sige sådan her. Kvalitetsmæssigt tegner De næste 5000 dage en stejlt stigende kurve. De tre første stykker i De næste 5000 dage er sprogligt sikre, men energiforladte, og det uanset om det handler om barndommens sommerhus eller samtaler på en tagterrasse, over telefonen med en eller flere knægte. Det hjælper ikke, når teksterne skrider ud og overvejer ting som erindringens natur og lysets hastighed.

Men så skifter teksten gear. I »Stalkerprotokol« er der på venstresiderne grynede, sort-hvid-billeder af forfatteren, som spiser en buket påskeliljer. Under dem er der korte notater om akavede, hurtige møder med et du i offentlige rum: til fester, til koncert, i boghandlen.

På højresiderne er der notater fra en sommer. Man er ikke helt sikker på, om den kæntrer eller ej:

»Jeg tæller mine penge på toilettets gulv. Vasken sejler. Køen vokser. Jeg bliver forfulgt! Modtager beskeder fra fyren i juni. Sender dem videre til ham i august. Tiden er porøs: Jeg folder den sammen og kan se igennem den. Kaster op og vasker hænder igen. Jeg kan undvære. Jeg har alt. Halvandet kilo i overskud og noget at bruge en sommer på. Jeg vil gerne være stærk. Smuk bliver jeg ikke.«

Der en sjælden energi i de her korte sætninger, og en vilje til at bruge dem som stilistisk greb. De giver mulighed for pludselige skift i retning, lynhurtige zoom-bevægelser ind og ud. Her bliver en stemme nærværende for læseren: fanget i rodet, på en måde alligevel ovenpå.

I digtene i »Alle døre åbne«, bogens femte suite, er nogle ord og linjer streget over. Det giver en sjov usikkerhed i læsningen, som om man læser to digte eller to forskellige veje fremad i digtet på en gang. Det er vel en art vrede kærlighedsdigte, henvendt til en »dukkedreng«. De blander intimitet og kynisk afstand på en måde, der synes stærkt inspireret af Lars Skinnebach, også selv om de ikke når hans sproglige tæthed.

Katte og fasaner

Helt uden for nummer er så afslutningen, den morsomme »Beretninger om et jordskælv«. Amalie Smith har sakset sætninger fra nettet. Danskere fortæller om deres oplevelser med det lille jordskælv i december 2008, fokus ligger på kæledyr:

»Jeg lå i min seng halvvågen, katten traskede rundt i sengen, hoppede ned, og så begyndte sengen at ryste. Jeg troede først, det var katten, der kløede sig under sengen, men fandt hurtigt ud af, at det var det for voldsomt til Fasanhanen ude i min have begyndte at gale. Det gør den altid, når marinen har skydeøvelse, eller når der er tordenvejr på vej over havet.«

Sådan lander man altså, til sine næste 5000 dage, efter en tryg barndom og intens ungdom i storbyen. Ellers er reglen, at jo tættere teksternes jeg er på det du, hun nu kredser om, jo mere intenst og håbløst hendes begær er, jo bedre er De næste 5000 dage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu