Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Den store mand

Christian McKay stråler som Orson Welles, og Zac Efron beviser, at han ikke blot er et kønt ansigt, i Richard Linklaters energiske og charmerende periodefilm 'Me and Orson Welles'
Præstation. Det er briten Christian McKay, der er filmen 'Me and Orson Welles' store kup. Han ligner og leverer en troværdig og flamboyant præstation som den store mand, der måske er lidt mere usympatisk, end han efter alt at dømme var i virkeligheden.

Præstation. Det er briten Christian McKay, der er filmen 'Me and Orson Welles' store kup. Han ligner og leverer en troværdig og flamboyant præstation som den store mand, der måske er lidt mere usympatisk, end han efter alt at dømme var i virkeligheden.

Liam Daniel

Kultur
19. august 2010

»This is the night that either makes me or foredoes me quite,« siger Orson Welles med et citat fra Shakespeares Othelloden aften i 1937, hvor han sammen med The Mercury Theatre har premiere i New York på en nyfortolkning af et andet Shakespeare-stykke, Julius Cæsar. Og, skulle det vise sig, opsætningen blev så stor en succes og gjorde den blot 22-årige Welles så berømt, at vejen til Hollywood var banet. Fire år senere filmdebuterede han med Citizen Kane (1941), der i manges øjne stadig er en af verdens bedste film.

I sin seneste film, Me and Orson Welles, fortæller Richard Linklater humørfyldt og medrivende om den hektiske uge op til premieren på Julius Cæsar. Hovedpersonen er en gymnasieelev, Richard (Zac Efron), der drømmer om at blive skuespiller og ved et tilfælde - og lidt frækhed - bliver hyret af Welles selv (Christian McKay) til at spille Lucius i Julius Cæsar.

Det bliver en ilddåb for den noget blåøjede, unge mand, der ikke kender teaterverdenens - eller Welles' - uskrevne regler og villigt lader sig forføre af den karismatiske Welles og The Mercury Theatres øvrige ansatte, et broget ensemble af mere eller mindre krukkede og besværlige personligheder, der blandt andre tæller skuespillerne Joseph Cotton (James Tupper) og Norman Lloyd (Leo Bill) og den smukke produktionsassistent Sonja (Claire Danes).

Genial og dedikeret

Sonja håber selv på at gøre filmkarriere med hjælp fra teatrets administrative leder, John Houseman (Eddie Marsan), og Welles, der kender filmproducenten David O. Selznick. Richard forelsker sig i hende, men hun har også en affære med den dameglade Welles, en genial og dedikeret egocentriker, som ikke tolererer, at man siger ham imod.

Det er som sagt knald eller fald for ham, og hans vision for opsætningen af Julius Cæsar er da også en unik, moderniseret udgave, hvor Brutus og hans håndlangere bærer sorte, fascist-lignende uniformer. Helt indtil tæppefald hersker der en vis forvirring og usikkerhed hos de medvirkende både på og bag scenen, ikke mindst fordi Welles selv pendler frem og tilbage mellem teatret og diverse radiostudier, hvor han tjener penge til opsætningen ved at spille med i det ene kulørte stykke radioteater efter det andet.

Me and Orson Welles er baseret på en roman af Robert Kaplow, som på baggrund af virkelige begivenheder har tilladt sig at digte en hel del, og et stykke ad vejen er filmen en forholdsvis traditionel dannelsesfortælling om den lidt naive knægt, der for første gang oplever livets alvor, får et par slag og lærer noget undervejs.

Troværdig og flamboyant

Men den er også et stykke tænkt filmhistorie og et levende og charmerende portræt af en gal og genial kunstner, som insisterer på at gøre tingene på sin egen måde, hvilket resulterer i hans storhed - men siden også i hans fald.

High School Musical-stjernen Zac Efron er glimrende i rollen som Richard, der er hurtig og begavet, men også uvidende og naiv, når det kommer til nogle af livets mere alvorlige sider.

Det er dog briten Christian McKay, der er filmens store kup. Han ligner og leverer en troværdig og flamboyant præstation som den store mand, der måske er lidt mere usympatisk, end han efter alt at dømme var i virkeligheden, men som også får lov til at have sine stille stunder - blandt andet sammen med Richard - hvor han blandt andet fortæller om sin drøm om at filmatisere Booth Tarkingtons familiesaga The Magnificent Ambersons (det gjorde han i 1942, men blev frataget filmen af filmselskabet, der klippede den om. Welles' version af filmen er gået tabt).

Richard Linklater har tydeligvis moret sig med at iscenesætte 1930'ernes New York og den livlige teaterverden. Kun nogle få scener er dog optaget i New York, resten i et gammelt teater på Isle of Man i Den Engelske Kanal, og i det hele taget har Me and Orson Welles været forholdsvis billig at producere. Men på intet tidspunkt brydes illusionen, og man lever sig med i den fornøjelige handling, der bevæger sig fremad i et rask tempo, mens man nyder den herlige miljø- og tidsskildring.

 

Me and Orson Welles.
Instruktion: Richard Linklater. Manuskript: Holly Gent Palmo og Vincent Palmo jr. Britisk-amerikansk (Cinemateket i København)

Det skal lige nævnes, at 'Me and Orson Welles' faktisk er udgivet på dansk dvd, men at den naturligvis fortjener at blive set på et stort lærred

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Fed film, den var et frisk pust.

En overset perle af en film. Meget imponerende præstation af Christian McKay, som jeg glæder mig til, at se mere til i fremtiden. Hvilket talent han er.

Christian Monggaard

Man kunne ønske sig, at McKay fik lov til at spille Welles i flere film.