Læsetid 4 min.

To pensionister og en punkarv

Et klassisk rockalbum blev genopført af to ophavsmand på over 70. Den ene blæste ny støj i gespenstet, den anden var nærmest et genfærd i sine egne sange
De første punkere i Suicide er blevert ældre - i variende omfang, viste fredagens koncert på Statens Museum for Kunst.

De første punkere i Suicide er blevert ældre - i variende omfang, viste fredagens koncert på Statens Museum for Kunst.

30. august 2010

Forventningens glæde kan være den største. Og på Statens Museum for Kunst er den en kompleks og fragmenteret størrelse fredag aften, hvor Suicide skal mane deres 33 år gamle debutalbum af samme navn til live. Martin Rev og Alan Vega er begge over 70 år, og denne aften står de over for flere generationer af forventninger og investerede aktier.

Der er punk/post-punk/ industrial-segmentet, det grånende guld, som må påskønne at se Suicide blive indviet i finkulturelle, museale rammer, der understreger newyorker-duoens klassikerstatus. Der er en mere avantgardistisk anlagt gruppering, der vil høre værket vakt til live igen - med den oprindelige intensitet intakt - og ikke er voldsomt begejstrede for, at det foregår inden for en så rodfæstet og imposant institutions rammer. Der er de unge hipstere i skovternet stof og rock'n'rollere under sortbejdset frisure, der vil have en fest under påvirkning af bedsteforældrene af elektronisk punk og cool. Og så er der kustoderne, der bare håber på god ro og orden.

Et nyt uvejr

Jeg vil personligt gerne have det hele (fraregnet sidstnævnte), og de forskellige, klaner slås også indbyrdes i mit hoved. Ikke mindst under selve koncerten. Det er med andre ord en blandet fornøjelse at høre Suicide opføre deres debutalbum fra '77. Eller rettere: Det er en blandet fornøjelse at høre Suicide forsøge at opføre deres debutalbum.

Den kværnende, grovkornede lyd af Martin Revs synthesizere lukker sig om os som en læderbeklædt næve fra det øjeblik, der bliver gasset op for de analoge bæster - hvorfra de primitivt klingende beats også dunker. Og om det så er med mindelser om totaktsmotorer, rock'n'roll, proto-electro, suppe-steg-og-is, så rummer den automatiserede rytmik sin egen stærkt forcerende og hypnotiserende logik, som insisterer på et-to-kombinatorisk gennemtævning af småborgerskab og ædruelighed. Dén del af showet fungerer upåklageligt. Ja, den magre Rev iført sort tøj og retro-robot-solbriller med blinkende lys, tilføjer endda formidable støjende overbygninger til det oprindeligt langt mere primitivt og spinkelt klingende album. Med veteranens ophøjede ro og fra klassikerens historiske udsigtspost blæser han hul ud til Suicides støjende efterkommere. Et nyt uvejr brager over numrene, og giver dem fornyet krop og nærvær.

Frit svævende Vega

Anderledes med Alan Vega. De syv årtier er gået noget hårdere henover ham. Hans krop er blevet krøllet under alderens krogede logik, og han bevæger sig forsigtigt rundt på scenen, iklædt hue og sorte solbriller. Og han betjener sig af et stativ med teksterne til sangene - som han så alligevel gerne og ofte forlader på sine nye, uregerlige ekskursioner gennem - og væk fra - sangene. Den oprindelige stramt cool og samtidig teatralsk desperate sangstil er væk, og i stedet overværer vi en mand, der synes at drive rundt som en astronaut om sin rumfærge, kun af og til i kontakt, meget af tiden frit svævende i det tomme rum.

Det giver af og til interessante perspektiver på sangene, når Vegas stærkt ekkoende stemme vækker mindelser om dub-musikkens genfærd. Men den gentagne mangel på præcision - hvis ikke decideret komiske fabulering - får også intensiteten til at bløde fra showet. Vegas legendariske konfrontatoriske stil lever dog stadig, og han vandrer gerne og ofte rundt og synger de nærmeste tilskuere durk i ansigterne. Men her til aften, i det her årti, har det langt mere karakter af kærligt sakramente end af punket udfordring. Og det er sært og en kende trist at overvære en affældig Vega kalde på en roadie, som hjælper ham til at finde det næste tekstark - som findes ved at flytte det øverste papir i bunken... Alt i mens aftenens åbenbaring, Martin Rev, brager over sine synthesizere. Spiller solo med knyttede næver, hvis ikke begge underarme gnubbet over eller klasket i tangenterne. Stadig punk i al sin selvvalgt ubehjælpelige brillans.

Punknerve

Tilbage i '70 var Suicide angiveligt de første til at bruge ordet 'punk music' - på en koncertplakat. Og hvis man skal begynde at opremse de bands, der skylder Suicide, så bliver det en lang dag på kontoret. Men i hvert fald står synthpop, electro, industrial, neopsychedelia, electroclash, støjrock, post-punk og alle mulige andre former for cool, rå, punkede, repetitive, hypnotiske udtryk og indtryk i gæld til de to pensionister og deres punk-arv. Men den punkede vildskab er også - til dele af publikums fortrydelse - delvist pensioneret. Denne fredag aften regner det således ikke med flasker, som det gjorde i Suicides tidlige, vilde dage på scenen. Tværtimod bader Alan Vega i en mild brise af begejstring og high fives fra de nærmeste tilskuere, som til sidst står samlet i en mangefarvet, aldersspredt kødrand om scenen.

Vi har alle hver vores forestilling om de bands, vi elsker. Og de er alle sammen forkerte eller i hvert fald ved siden af virkeligheden. Men de er også personligt sande. Så på en måde udelukker to markante og modsatrettede udråb denne aften ikke hinanden. »I love you,« lyder det fra Alan Vega, hvilket på en måde er sandheden om Suicide i dag: Et band der er lykkelige for endelig at nyde anerkendelse. Men inden koncerten griber en fan mikrofonen og råber »Fuuuuck you!,« så skulpturerne misser med øjnene... Punk-nerven dunker stadig - men måske mere i Suicides fans og efterkommere, end i bandet, som vi skylder så meget.

Suicide - Statens Museum for Kunst, Kbh., fredag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu