Her i 2010 virker Svanesøen først og fremmest som en undskyldning for at vise upåklagelig korpsperfektion i stærk indstudering hos Den Kgl. Ballet. Peter Martins og Per Kirkebys fortolkning er i hvert fald ikke blevet mere spændende her 14 år efter premieren. Men kompagniets nye dirigent, den estiske Vello Pähn, har en overbevisende nøgle til Tjajkovskijs drømmeunivers. Mandsdanserne er mere præcise end længe. Og de kvindelige dansere er mere indædte. Og så længe Gudrun Bojesen og Alban Lendorf kan boltre sig i Petipas gamle trin ude på Operaen, så er alt godt: De bagoverbøjede balancer og de 32 piskepiruetter ...
Hun kan flirte
Den 33-årige Gudrun Bojesen er på et vildt punkt i sin karriere. Hun har en råstyrke, der kan holde hendes ben oppe i højderne i evigheder. Og hun har en dramatisk indlevelsesevne, der emmer af både erotik og sorg. Ikke sært, at hitkoreografen Sidi Larbi Charkaoui har villet lege med Gudrun Bojesen de sidste sæsoner, hvor hun i perioder har holdt orlov fra Den Kgl. Ballet. Som svaneprinsessen magter hun ikke bare den hvide svanes renhed. Som den sorte svane råflirter hun og strækker ben, så prinsen bliver totalt magnetiseret.
Den 21-årige Alban Lendorf er kompagniets komet. Hans dans er musikalsk med naturfænomenets selvfølgelighed. Hans krop er ikke nogen typisk balletkrop i dimensionerne. Til gengæld har han en blødhed i sine afsæt og en hurtighed, som de langbenede gisper efter. Når Alban Lendorf sejler gennem luften i de store spring, grand jetés, har han ikke travlt med at komme ned på jorden igen: Alban svæver bare. Og om lidt følger hans mimik sikkert med. Lige nu er han solist, men balletmester Nikolaj Hübbe må hellere se at få ham udnævnt til solodanser i en fart. Inden også han smutter udenlands.
Der er fire hold dansere på Svanesøen. Både den nyudnævnte solodanser Susanne Grinder med Marcin Kupinski, Amy Watson med Ulrik Birkkjær, Hilary Gusweiler med Gregory Dean samt gæsten Jurgita Dronina med Thomas Lund. Mere om disse en anden dag. Lige nu gælder det Bojesen og Lendorf.
Vi kan længes
Selv om Svanesøen er en bravurballet, var det nemlig den simple omfavnelse mellem svaneprinsessen og prinsen, der gjorde stærkest indtryk. For hvad gjorde Gudrun Bojesen? Hun løb hen mod sin prins og pressede sin ryg ind mod hans bryst og fik ham til at holde hænderne fast om hende. Hun VILLE ind i hans arme.
Med vingerne mod hans hjerte var hun beskyttet mod ondskaben. Derfor var den korte smertelykke i denne omfavnelse næsten ikke til at bære. Da hun senere stivnede og måtte udleve trolddommens forbandelse, gled hun bare stille ud af hans favntag uden at vende sig. Og så trippede hun baglæns væk fra ham, med så hurtige tåspidser, at man knap kunne se den ene for den anden. Og så gled hun væk med ubeskyttede vinger.
Her kom Tjajkovskijs poesi og Petipas tekniske mystik op under den svanehimmel, hvor denne klassiker hører hjemme. Som ophøjet længsel.
Svanesøen. Koreografi: Peter Martins efter Petipa, Ivanov og Balanchine. Musik: Tjajkovskij. Scenografi: Per Kirkeby. Kostumer: Per Kirkeby og Kirsten Lund Nielsen. Lys: Jørn Melin. Iscenesættelse: Petrusjka Broholm med Eva Draw, Ann Kolvig, Thomas Lund, Jean-Lucien Massot, Anne Holm-Jensen Peyk, Heidi Ryom og Silja Schandorff. Dirigent: Vello Pähn. Det Kgl. Kapel og Den Kgl. Ballet på Operaen. Danses også i aften (Gusweiler og Dean). Bojesen og Lendorf danser også 5. okt. og 30. okt. Til 6. nov. www.kglteater.dk
