Programmet var indbydende og direkte pirrende for den nysgerrige koncertgænger. Først Brittens ukendte violinkoncert med den spændende britiske violinist Daniel Hope, og derefter Ravels komplette balletmusik til den græske romance om Daphnis og Chloé, altså ikke en afspisning med en af de gængse koncertsuiter.
Der var således masser af hengemt kvalitetsmusik at opdage ved DR-sæsonens anden Torsdagskoncert, og med Thomas Dausgaard ved roret borgede det for seriøse og gennemarbejdede udførelser. Der burde være løbet storm på billetlugerne, men der var alt for mange tomme pladser ude i auditoriet. Er det københavnske publikum dovent og dvaskt? Eller er DR's markedsføring for slap og usynlig?
Sart filigranspil
Det er jo ejendommeligt, at de fleste af os står på bar bund i forhold til Benjamin Brittens Violinkoncert fra 1939, et storværk af en så betydelig komponist. Den er godt nok blevet opført tilbage i 1980'erne af Sjællands Symfoniorkester med dets eminente koncertmester Anton Kontra som solist, men også i Storbritannien har koncerten faktisk ført et liv i det skjulte. Indtil det seneste årti, hvor der er kommet en række indspilninger, bl.a. med Daniel Hope som koblede den med Alban Bergs violinkoncert fra 1935, som Britten satte meget højt. Godt at det var Hope der kom til Danmark for at vække os, for man kan ikke forestille sig en mere kompetent advokat for Brittens alvorstunge og sært fascinerende koncertværk.
Kommunikationen mellem solist og dirigent var forbilledlig. Dausgaard havde absolut gehør for både den dæmpede patos og den ekspressive modernisme i værket, og han skabte et frit rum omkring Hope, så han kunne meddele sig med det mest sarte filigranspil. Flere er temaerne er angiveligt spanske, og koncerten er da også tænkt som et requiem over de faldne i den spanske borgerkrig, som i den grad optog pacifisten Britten. Den indskudte scherzo à la Prokofjev kunne høres som et ekko af krigstumlen, og den efterfølgende solokadence som en passioneret anklage, mens den langsomme finale, passacagliaen med de mange variationer, skred frem i en næsten uendelig sørgeparade, som sikkert ville have været tjent med en mere beskeden længde.
Daniel Hope førte an med usvigelig intonation og ekstrem følsomhed, og han fulgte smukt op med et ekstranummer, en sats fra en solosonate af Erwin Schulhoff, der døde i tysk koncentrationslejr i 1942.
Manglende sanselighed
Der er også godt at berette om Radiosymfonikernes og Dausgaards vej gennem Ravels mesterlige Daphnis og Chloé. Først og fremmest må man dele roser ud til de mange fine blæsersolister, som partituret så gavmildt giver plads til, og i særlig grad solofløjtenist Ulla Miilmann og hendes tre kolleger fra piccolofløjte ned til altfløjte. Som en uventet virkning blev lyset på et tidspunkt slukket i auditoriet, mens det ordløse VokalEnsemblet back stage illuderede fjerne menneskestemmer i den store stille natur. Sådan prøves alt for sjældent til klassiske koncerter, og her skærpede mørket absolut den lyttendes fantasi.
Men alligevel sad man og savnede noget helt væsentligt, nemlig sanselighed i klang og gestus. Ravel kaldte sin ballet for en koreograferet symfoni, det vil sige at dansen er fuldstændig integreret i musikken, dans forstået som gestus og trin i et kontinuum af bevægelse afløst af pause afløst af bevægelse. Man kan spille musikken som den står, det er dæleme svært nok i sig selv, men det er lige så vigtigt at slippe nodekontrollen, give sig hen til dansens beruselse, føre bevægelserne helt til ende, synke ned i klangen. Det var af gode grunde problemet for det store strygerkorps, hvoraf mange yngre medlemmer sikkert ikke havde spillet musikken før, og derfor blev især de to første dele med de mange fragmenterede forløb slet ikke så forførende og fængslende, som man havde håbet på.
