Læsetid: 4 min.

Bogen der ikke kan anmeldes

Ansvar. Det er en pligt for enhver, som tager del i den europæiske kulturarv, at læse Chil Rajchmans vidnesbyrd fra Treblinka. Anmeldes kan den ikke. At mobilisere sin anmelderforfængelighed til at skrive så meget som én formfuldendt sætning om bogen ville føles uanstændigt
Vidnesbyrd. Den polske jøde Chil Rajchman blev sammen med mange andre jøder ført til tilintetgørelseslejren Treblinka i 1942. Han overlevede, og nu er det muligt at læse hans historie.

Vidnesbyrd. Den polske jøde Chil Rajchman blev sammen med mange andre jøder ført til tilintetgørelseslejren Treblinka i 1942. Han overlevede, og nu er det muligt at læse hans historie.

Mémorial de la Shoay

3. september 2010

Den polske jøde Chil Rajchman blev født i 1914 og burde efter al statistisk sandsynlighed være død i 1942, hvor han blev ført til tilintetgørelseslejren Treblinka sammen med sin 19-årige søster. Hun blev straks gasset, han overlevede og fik siden et langt efterliv som tekstilfabrikant i Uruguay. Først i 2004 døde han og efterlod sig det vidnesbyrd, han skrev på flugt fra lejren. Det kan nu læses i dansk oversættelse med et stærkt forord af Herbert Pundik.

Det ikke bare kan læses, det skal læses. Til gengæld kan det ikke anmeldes. At mobilisere sin anmelderforfængelighed til at skrive så meget som én formfuldendt sætning om bogen ville føles uanstændigt.

Dødsindustri

Rajchman selv skriver nøgternt. Det mest affektladede, genkommende ord, er »morderne«, hvormed han konsekvent betegner sine tyske fangevogtere. Det, han gør, er at beskrive sit arbejde i denne virksomhed, hvis råstof er menneskekroppe, der først forarbejdes til lig, siden til aske. Det er lejren som dødsindustri, den perfekte legering af rationalitet og barbari. Illustreret med forbudte fotografier af lejrens flotte gravemaskine taget af den stolte SS-kommandant.

Først arbejder Rajchman som 'barber', klipper håret af nøgne kvinder, inden de gasses. Så arbejder han som ligbærer. Så arbejder han som 'tandlæge', piller guld ud af munden på ligene. Så arbejder han på et effektivt planlagt og gennemført projekt, der handler om at udslette ethvert spor af ligene: grave dem op af massegravene og brænde dem til den fineste aske. I hver af de største massegrave ligger en kvart million jøder. Sådanne sætninger kan man skrive uden at forstå dem. Når man læser Rajchman, forstår man. Så Rajchman skal man læse, ikke læse om. Rajchman skal man oversætte (tak til Jan Katlev), ikke brodere over. Rajchman skal man ikke anmelde, Rajchman skal man citere.

Arbejdet i Treblinka

Om arbejdet som kludesamler og barber:

»Jeg får det samme arbejde med at sortere tøj. Mens jeg sorterer, støder jeg på den kjole, min søster havde på. Jeg falder i staver, tager fat i kjolen, holder den et par minutter og ser på den fra alle sider.«

»Foran mig sidder en ældre kvinde. Jeg klipper hendes hår, og hun beder mig opfylde et sidste ønske, før hun dør: Jeg skal klippe hende lidt langsommere, for efter hende står hendes unge datter hos min ven, og hun vil gå i døden sammen med hende.«

»Det varer ikke længe, før der kommer nogle mordere, som befaler os at synge en sang. Men en smuk sang.«

Om arbejdet som ligbærer:

»En bærer, der kommer løbende, skriger til mig, at jeg skal stille båren fra mig og vende liget rundt og sørge for, at hovedet ligger oven på et bræt, for hvis det ligger mellem stigens trin, bliver det siddende, når man kaster liget af. Jeg stiller båren og vender rundt på offeret, og så løber vi.«

»Lugerne ind til gaskamrene bliver åbnet, og en maler frisker farven op på væggene. Alt skal være rent, så man kan modtage nye grupper i cellerne.«

»Sammenpresningen skyldtes delvis, at når man jagede mennesker ind i gaskamrene, terroriserede dem og stuvede dem sammen, så holdt hver og en af dem vejret for at kunne komme ind og finde en smule plads. Under dødskampen og kvælningen svulmede kroppen op, og på den måde blev de døde kroppe til en stor masse.«

Om arbejdet som tandlæge:

»Ligene i de store gaskamre, hvor døden tog længere tid, blev forandret på en forfærdelig måde, de var helt sorte i ansigtet, helt forbrændte, kroppene opsvulmede og blå. Deres tænder var så sammenbidte, at det var helt umuligt at åbne deres munde, og for at få fat i guldkronerne måtte man trække nogle af de naturlige tænder ud, ellers kunne man ikke åbne mundene.«

»Det er værd at bemærke, at det om vinteren blev meget sværere at trække tænder ud. Enten blev ligene helt stive, når man åbnede for lugerne, eller også blev folk stive af at fryse i frostvejret, allerede inden de kom ind i gaskamrene - vi skulle åbne de munde, som var blevet krampagtigt tillukkede i døden.«

De smukke bulgarske jøder

»Jeg ser på de gassede; de ser helt anderledes ud end os. Som om de var særligt udvalgte, smukke unge mennesker. Sjældent har jeg blandt vores egne jøder set så sunde, smukke kroppe. De ser ud, som om de efter gasningen levede videre, men blot var faldet i søvn.«

Om arbejdet som askemager:

»Den aske, som var definitivt 'færdig', skulle være renset for selv det mindste stykke knogle og lige så fin som cigaretaske.«

»Gravemaskinen begyndte at grave lig op, især deres hænder, fødder og hoveder. 'Artisten' beordrer som specialkyndig, at gravemaskinen skal tømme sit indhold nogle gange rundt i en cirkel, og bærerne med deres bårer (der er nu nogle andre bårer, der ser ud som kasser, så indholdet ikke kan falde ud af dem) skal hurtigt komme løbende og gribe ligdelene, kaste dem ind i bårekasserne og straks bære dem hen til ovnen.«

»Det viser sig, at de lig, der hives op af massegravene, brænder endnu bedre end de friske lig, der lige er blevet gasset.«

»De sidste dage i juni er pladsen med de 11 grave, hvor der har ligget millioner af mennesker, helt ryddet. Jorden er blevet jævnet, og man har sået lupiner.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu