Læsetid: 4 min.

I Danmark er alle stakler smukke

I sin debutspillefilm, 'Smukke mennesker', oversætter Mikkel Munch-Fals Todd Solondz' perverterede multiplotfilm til sort dansk komedie tilsat Helle Helles replikfornemmelse, bingovitsen, juletræsdansen og andre krampagtigt danske pinligheder - og med et stort empatisk bamsekram fra instruktøren
Originalt. 'Smukke menneskers' fortælleskabelon er mildest talt skampulet: Fire triste eksistenser kæmper for selvværd og nærvær i en svær verden, hvor deres veje på uforudsigelig og skæbne-svanger vis krydses. Vi har set det før, og intet er rystende originalt - men meget er præcist pinligt og skævt spjættende.

Originalt. 'Smukke menneskers' fortælleskabelon er mildest talt skampulet: Fire triste eksistenser kæmper for selvværd og nærvær i en svær verden, hvor deres veje på uforudsigelig og skæbne-svanger vis krydses. Vi har set det før, og intet er rystende originalt - men meget er præcist pinligt og skævt spjættende.

Christian Geisnæs

23. september 2010

»Gode skuespilpræstationer og et plot, der overrasker hen mod slutningen.«

Av, av, sådan parodierede instruktør Mikkel Munch-Fals den danske filmkritikerstabs uopfindsomme og upersonlige anmelderstil, da han stadig var DR2's rappe og stilede filmanmelder 007 i DR2 Premiere med licens til uforudsigelig omgang med sine idiosynkrasiske filmdomme.

Kan man anmelde en film af det mest kendte anmelderfjæs siden Ole Michelsen uden at blive spastisk selvbevidst? I Munch-Fals' ånd vil jeg rede oliehåret om bag ørerne, stirre selvsikkert ind i skærmen og med så store fagter på tastaturet som muligt prøve.

Perverteret ensomhed

Smukke mennesker - »Mikkel Munch-Fals' første film,« som slaglinjen selvironisk selvpromoverende lyder - begynder med en prolog: En mand vrøvler tudbrølende til en luder, der sidder på hug ved sengekanten og kigger empatisk op på ham. Så knapper han hendes svulmende korset op og siger hårdt, at nu må han snart til at komme hjem med julegaverne, »så nu skal jeg vist have set på dem her ...«

Gramse, gramse og af med bukserne.

Scenen viser den pervertering af ensomhed, som alle karakterer i Smukke mennesker gennemlever. Her arbejder man sin knugende tristhed væk fra hjertet og ud gennem kønsdelene, for er andre menneskers smil ikke bare et sæt tænder, der sidder fast på skelettet, sådan som den socialforstyrrede blotter Anders (Henrik Prip) ser det?

Det synes filmen naturligvis ikke. Næsten alle mennesker er, sentimentalt sagt, 'smukke mennesker' bag deres grimme eller krampagtige opførsel.

Filmens fortælleskabelon er mildest talt skampulet: Fire triste eksistenser - her en far og en søn og en mor og en datter - kæmper for selvværd og nærvær i en svær verden, hvor deres veje på uforudsigelig og skæbnesvanger vis krydses. Det har vi set før.

Det er der en hel amerikansk 1990'er-genre, multiplotfilmen, der har vænnet os til: Tænk på Short Cuts (1993), Pulp Fiction (1994), Playing By Heart (1998), Magnolia (1999) og Crash (2004). Hvor uforudsigeligt er det at forvente uforudsigelige skæbnemøder? Og har man set Todd Solondz' sorte gennembrudsfilm med fuckfingertitlen Happiness (1998) eller opfølgeren Life During Wartime (2009), orker man næsten ikke endnu en mørk en af slagsen. Næsten.

Ball gag-romance

Inden for den kendte plotramme fylder Mikkel Munch-Fals heldigvis på med grove løjer og forventningsbrud: Thaikvinden, der æggende hvisker »kom nu, 1.000 kroner ...« ind i øret på Jonas (smukt spillet af smukke Sebastian Jessen), viser sig at være den elskovssyge kunde, ikke den prostituerede.

Og da purunge Jonas senere rykker sin barstol hen ved siden af den skrøbelige, aldrende enkekone Ingeborg (sitrende sårbare Bodil Jørgensen) er man næppe fra tidligere filmerfaring forberedt på synet af det begærlige tungekys, de to tilbage i Ingeborgs dagligstue giver hinanden.

Man kan ikke sådan vide med folk, siger filmen. Den minder om, at manden på bænken i parken, der pludseligt trækker sin pik ud af bukserne, sikkert afskyr sig selv mere end den unge kvinde, han blotter sig for. Kvinden, Anna (Mille Hoffmeyer Lehfeldt) har mistet sit ene bryst og hungrer desperat efter mandlig anerkendelse og kropslig selvrespekt.

Også her bryder filmen demonstrativt med forventningen om en tragisk deroute-historie, for hvem ved? Måske møder man dit livs kærlighed, når man bliver røvpulet med en ball gag i munden under optagelsen af en amatørpornofilm for handicapfetichister?

Helle Helle værdig

Det er ikke alt i filmen, der tager røven på os. Den spiddende skildring af Ingeborgs bornholmerurs-tristesse og humoren i bingohallen (»Nr. 6 - nul sex«) tenderer den typiske lune parodi på danske stakler, som vi kender lidt for godt fra Italiensk for begyndere (2000), Små ulykker (2002), sågar Triers køligere kontorkomedie Direktøren for det hele (2006).

Det løftes dog af manuskriptets sikre greb om pinagtigt genkendelige akavede replikker, f.eks. når Mia Lyhne siger »jeg er ikke så fiks til det her« om printeren på Anders' arbejde. Munch-Fals copy-paster virkelighedens sproglige kvababbelser som, når det underspilles bedst, er hverdagssprogmesteren Helle Helle værdig. Flosklerne gør ondt helt ned i tæerne, og filmens pinlige pauser og akavede og decideret ubehagelige øjeblikke strækkes åndeløst langt.

Lummerbuks

»Gode skuespilpræstationer og et plot, der overrasker hen mod slutningen«?

Filmen kan få flueben ved skuespillet - på nær ved Nicolas Bro, der som kræftlæge lyder som en børne-tv-vært, der læser op fra en bog om medicin. Selv spiller Munch-Fals en mand på Træfpunkt, der lige skal høre samtalesyge Ingeborg, om hun »har fået den i røven?«

At instruktøren giver den som lummerbuks lægger til filmens pointe om, at vi alle er lidt klamme. Men modsat hvad Todd Solondz tør hævde, så er der håb for os. Filmen overrasker ikke »hen mod slutningen«.

I stedet eskalerer multiplottets komiske situationstragik til et næsten genreparodisk overdrev, og en krampagtig juletræsdans ender som filmens akavede bamsekram til sine stakkels, smukke mennesker.

Pinagtigt og perfektioneret patos. Intet er rystende originalt, men meget er præcist pinligt og skævt spjættende, og Munch-Fals bør fortsætte med det, han er så fiks til. Så bøvler de resterende anmeldere videre med deres.

Smukke mennesker. Instruktion og manuskript: Mikkel Munch-Fals. Dansk (Dagmar, Empire, Falkoner og Grand i København og en halv snes biografer i resten af landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer