Læsetid: 5 min.

Dilettanternes Max Ernst

David Lynch inviterer hjem på øverste etage i et ærligt og nøgent univers
David Lynch inviterer hjem på øverste etage i et ærligt og nøgent univers
30. september 2010

Bedømmelse: 5/6

Når David Lynch er bedst, er han et beskidt og intellektuelt perverst menneske uden nogen forfængelighed, der udtrykker sig fuldstændig frit af sig selv og resten af verdens dogmer. Når han er bedst, er han dilettanternes svar på Max Ernst.

Vi ser det tydeligst i den animerede tegnefilm Dumbland, som han selv har lavet på sin computer ved hjælp af et simpelt program og sin mus. Han har tegnet, instrueret, lagt stemme og lavet musik til de otte episoder, der følger den meget vrede og grimme Randy, som kun har tre tænder i den næsten altid åbne mund - til gengæld prutter han rigeligt og smadrer alt omkring sig. Det varierer fra dårlig slapstick til rå vold og ubehagelige sekvenser, især med onklen Bob, der dyrker en række repetitioner med bræk, slag og prutter, indtil det bliver for meget for Randy.

Fælles for alle otte film er absurditeten. I første afsnit taler Randy med sin nabo om, at han vil have hans hus. Naboen fortæller, at han har en kunstig arm, som han smider på jorden, hvorefter en helikopter hænger over dem. Randy bander og svovler og fortæller naboen, at han har hørt, at han knepper ænder, hvorefter en and kommer ud af huset, og naboen indrømmer at han er en »onearmed duckfucker«.

Pinagtig samfundskritik

I et af de andre afsnit plager sønnike om, at Randy skal fjerne en pind, der har sat sig fast i en mands mund. Randy smadrer ham legemsdel for legemsdel, indtil han får banket pinden ud gennem det ene øje. Manden ender med at bliver kørt over af en lastbil, hvorefter Randy brokker sig over, at han ikke engang sagde tak.

Det eneste virkelig svage punkt hos billedkunstneren Lynch - den løftede pegefinger - sniger sig ind i
Dumblandsom en pinagtig konkret samfundskritik, som om han selv har spillet for meget computer som barn og nu advarer andre mod det.

Det ligger virkelig Lynch på sinde at advare os om, hvordan samfundet smitter af på os, og hvordan det hele hænger sammen. Det er ikke nok for ham at dyrke absurditeten, der skal ind imellem en fed streg under, at mennesker, som opfører sig absurd, gør det fordi, det omgivende samfund er absurd, hvilket han viser med masser af symboler for krig og vold i det kvarter, Randy bor i. Han prøver på gammeldags venstreorienteret facon at fortælle os, at det ikke kun er Randy, der reagerer, det er hele samfundet, der reagerer på sig selv. Hvilket også går igen i mange af malerierne, hvor der bliver sat fokus på mandens dominans over for vold mod kvinden, og når der ikke er en kvinde til stede, er det til gengæld en mand, der bliver skudt foran en bank.

Fjerner fokus

Det andet svage punkt hos Lynch har ikke direkte noget med værkerne at gøre, men får det alligevel, fordi man snart ikke kan læse noget om ham uden at høre om hans transcendentale meditation, der givetvis også er fantastisk, men som helt sikkert også har visse overlap med de glæder, folk, der tager en morfar midt på dagen, føler. (Gl. Strands forhippede insisteren på, at manden skam har en uddannelse som kunstner, virker i øvrigt også en anelse unødvendig hans virke taget i betragtning ...).

Det ærgerlige ved meditationsreklamerne er, at det fjerner fokus fra den egentlige pointe ved værkerne - nemlig at alt stammer fra sindet, alt, der nogensinde er gået godt eller skidt, kan spores tilbage til det inderste af et menneske.

The Air is on Fire er ikke resultatet af Lynch' to daglige svømmeture i transcendental meditation, men af den faktum, at han tillader os direkte adgang til sit følelsesliv. Han har gjort ligesom Randy i Dumbland; han har placeret sig i verdenen med åbne sluser, men i stedet for at slå ihjel stiller han sig selv til rådighed i værkerne hvilket giver os to ting: En abstrakt analyse af samtiden, som vi ikke umiddelbart kan forstå, fordi den næsten kun kommunikerer på et følelsesmæssigt plan, og et indblik i et menneske, der kæmper for at blive fri og ikke bekymrer sig om, hvordan vi opfatter ham, hvilket giver os en fornemmelse af indespærrethed, som om vi er begrænsede og ude af stand til at se klart. Ved mødet med 40 års virke indrammet i lyde kan man ikke andet end føle sig lidt kreativt begrænset.

Original galskab

Det er også her, titlen som dilettanternes svar på Max Ernst kommer ind i billedet, for ligesom den tyske mester har han hacket sig ind i den skabende åre, men hvor Max Ernst var en helt igennem original kunstner, der bevægede sig på tippen af moderniteten, så er Lynch kun original. Han deler galskaben med Max Ernst, men kommer ikke ligesom ham til at præge kunsten i mange år frem. Det er der simpelthen for mange referencer til andre kunstnere til, for eksempel er The Paris Notes ren Keith Haring - og også mestre som Bacon, Barney og Nolde er rigt repræsenteret.

Ærligt og reflekteret

Til gengæld er han vidunderlig i sin omgang med papirlapper og servietter, mange af tegningerne er fænomenale, og hans ringbind på øverste etage er ikke kun guf for fans, men for alle. Tag blot forsiden af manuskriptet til Wild at Heart fra 1981, hvor han med en rød kuglepen har tegnet fire mænd med åbne munde, hvor han over hvert 'b' og under dem har Lynch skrevet: »Begin thinking of 'b's.« Eller nyd hans igen nærmest perverse forhold til materialer og ideer i hans malerier med karakteren Bob, der simpelthen er så banale, lumre, klamme, beskidte, ulækre, ubehagelige, overraskende og smukke på én gang. I serien Distorted Nudes har han levet det helt ud. Gamle sort-hvide fotografier af nøgne kvinder har han på nærmest Wilhelm Freddie'sk vis maltrakteret på sin computer. Og værket Klippe med syv øjne, der består af en sort klippe med syv øjne på en gylden baggrund, er lige så perverteret i sin banalitet som gardinerne på Bob-malerierne og tøjet på nogle af figurerne.

Selv om der kun er foruroligende værker og ingen, hvor øjet kan slappe af i skønne farveharmonier, føler man sig dog opløftet, når man går. At møde et menneske så blottet, ærligt og reflekteret som Lynch, er på trods af hans vanvid et godt bekendtskab. Og hvis man skal tage Lynch' prædikener om transcendentale bevidstheder alvorligt, så er det faktisk os selv, vi har været hjemme hos.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Jeg ved godt man ikke kan skille manden fra værket. Men alligevel - hvad nu hvis disse værker ikke var skabt af David Lynch ( the famous moviedirector)?