Læsetid: 3 min.

Hvis dit liv var et Goya-maleri

En af filmhistoriens mest karismatiske skurke, Gordon Gekko, vender tilbage i Oliver Stones overlæssede, men ellers helt hæderlige 'Wall Street 2: Money Never Sleeps'
Efterfølger. Oliver Stone er som sædvanlig lang i spyttet. Men takket være blandt andre Michael Douglas er der stadig tale om en værdig efterfølger til den første 'Wall Street'-film, der kom for 23 år siden.

Efterfølger. Oliver Stone er som sædvanlig lang i spyttet. Men takket være blandt andre Michael Douglas er der stadig tale om en værdig efterfølger til den første 'Wall Street'-film, der kom for 23 år siden.

SF Film

30. september 2010

Under sloganet »Greed is good« talte Gordon Gekko sig for 23 år siden ind i mangen et yuppiehjerte (skønt disse to ord formentlig ifølge nogle er gensidigt udelukkende) i Oliver Stones finansdrama Wall Street. Men i efteråret 2008 fik vi som bekendt en brutal global lektion i grådighedens faldgruber, og den grånende Gekko, vi møder i Wall Street 2: Money Never Sleeps er blevet så meget blødere i sin selvransagende filt, at hans nyudkomne bog bærer titlen Is Greed Good?

Fra limo til subway

Gekko, som heldigvis stadig spilles af Michael Douglas, har siddet otte år i spjældet for de finansforbrydelser, han begik tilbage i Reagan- og American Psycho-æraen. Og da han vender tilbage til sit naturlige habitat, har en ny generation af socialdarwinistisk sindede luksusjakkesæt naturligvis indtaget toppen af Wall Streets fødekæde.

Gekko må begynde forfra og oven i købet lide den tort af benytte sig af offentlig transport. Talegaverne er de samme, men årene synes at have svækket Gekkos dræberinstinkt, og han udviser endda noget, som på afstand og i halvmørke næsten kunne forveksles med samvittighed. Således ønsker han at klinke skårene med sin datter (spillet af Carey Mulligan), en venstreorienteret idealist, som lever i parforhold med den unge fremadstormende finansmand Jacob, der dog tydeligvis ikke er typen, der per instinkt går efter struben.

Da finanskrisen rammer, gør en fartgal finansfyrste fuldt så følelseskold som den gamle Gekko ved navn Bretton James (Josh Brolin) kort proces med Jacobs gamle mentor. Nu vil den unge mand have hævn. Mon svigerfar kan hjælpe ham med det?

Skurkenes film

Jacob spilles af 24-årige Shia LaBeouf, som i lighed med sin figur har gjort kometkarriere. Men denne gang får han kam til sin krøltop af veteranerne. Michael Douglas' med alderen stadigt mere karakterfulde ansigt stjæler scener med samme selvfølgelighed som en slagterhund stjæler skinker, og Brolin - hvis øjne her synes at henlægge i permanent skygge - er en mester i at udstråle lavintensiv menace. Det er derfor kun passende, at filmens bedste replik er denne fra Gekko til James: »I'll make you a deal: If you stop telling lies about me, I'll stop telling the truth about you.«

Brolin er helt rigtig i rollen som James - også fordi man endnu har ham i frisk erindring som George Bush i Stones W, og fordi plottet involverer den olieindustri, den tidligere præsident havde en fortid inden for. Som et (noget overflødigt, kunne man sige) symbol på sin amoralske habitus har James et mørkt og makabert Goya-maleri hængende på sit kontor. I lighed med Gekko er det magtspillets dyriske brutalitet, der tænder ham, snarere end rigmandstilværelsens mange materielle goder.

Ældet med ynde

Også Stone selv er i udmærket form. Væk er det hovedløse effektjageri fra eksempelvis Any Given Sunday, og tilbage står en erfaren filmmands sans for at fortælle via mediets virkemidler.

Som i den oprindelige film bruger han Manhattans skyskrabere til at digte med på historien, uløseligt forbundne som de er med hierarki og statusjagt.

Han foretager flere svimlende smukke kamerakørsler, hvoraf en af de første elegant formidler Jacobs følelse af at være Master of the Universe, som hovedpersonen i Tom Wolfes Forfængelighedens bål kalder sig selv og den øvrige børshandler-elite.

Som altid er Stone lang i spyttet (133 minutter). Det komplekse plot kunne med fordel være trimmet lidt, og til slut går der sentimentalitet i den på bekostning af troværdigheden. Men ikke mindst takket være Douglas og Brolins diabolske duo er der stadig tale om en værdig to'er.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu