Er bogen virkelig ved at uddø? Eller kan den bare ikke stå alene længere? Når man ser på forlagenes forsøg på at lave bøger, der kan tiltrække nutidens børn blandt alle de andre medieudbud, kan man komme i tvivl.
Carsten og Gitte er to dukker kendt fra såvel film og tv som bøger. Universet er skabt af Anders Morgenthaler og produktionsselskabet Copenhagen Bombay og blev lanceret i 2008 med de første bøger og filmen Carsten & Gittes filmballade som et forsøg på at skabe en ny slags film til de helt små og første-gangsbiografgængere. Carsten & Gitte lyver så det står ud af ørerne er det nyeste produkt i rækken. Målgruppen er stadig de 3-7-årige. Eller som bemærkes i parentes - »alle andre, der kan grine af slimsovs, svedskjolder og snotperlekæder«. Det er en bog, men betegnelsen »produkt« er ikke tilfældigt, for med et univers, der på denne måde udspiller sig på flere platforme på én gang, får man følelsen af et medieprodukt, mere end en litterær udgivelse. Hvilket vist også er meningen. Men det er en bog, vedlagt en cd med historien indlæst af Morgenthaler. Så spørgsmålet er alligevel om dette produkt fungerer som en bog?
Erling aka dragon-spirit
I Carsten & Gitte lyver så det står ud af ørerne er dukkerne kommet til at spise deres veninde grisen Bobbys fødselsdagskage og prøver at slippe fra det med en gedigen og langt ude løgnehistorie, der byder på et møde med en lagkagestork, muldvarpen Sidsel, kålormen Hans-Henrik Dansemand, halvblodsdragen Dragon-spirit der egentlig hedder Erling, snabeltigeren Troels. Og løgnehistorien fører dem under jorden, til Kina og til Afrikas savanne før Bobby får nok. Undervejs har hun forsøgt at komme med indvendinger mod sandhedsgraden af vennernes forklaring og til sidst løber Gittes hals da også helt tør for løgnehistorier. Bobby er vred og synes at Carsten og Gitte er nogle dårlige venner, ikke bare fordi de har spist hendes kage, men også fordi de ikke indrømmer det og lyver. Hun må dog efterfølgende indrømme, at det var en ret god og rigtig spændende løgnehistorie og Gitte får den idé at lave historien om til en bog og give den til Bobby i fødselsdagsgave.
Bogen, rammefortællingen såvel som løgnehistorien er vild fabuleren, men handler selvfølgelig også om, hvorvidt man må lyve for sine venner. Det er sine steder sjovt, men læsningen efterlader følelsen af, at det ikke er nok at have denne bog i hånden for at blive rigtigt underholdt af Carsten og Gitte. Afslutningens metalag, hvor Carsten og Gitte ender med at lave historien om til en bog og en cd med historien indlæst af en af deres venner er tiltalende, ligesom indirekte reference til Kim Fupz Aakesons Sallys historier, der jo også både er bøger og dernæst små film vist på tv, hvor Fupz slutter sine historier med: »Og heraf kan man lære ...« og henviser til de traditionelle fabler og moralske fortællinger for børn. Carsten siger, at deres løgnehistoriebog skal slutte sådan her: »Hvad kan man lære af det? Hvis man enten lyver, eller hvis man spiser andres fødselsdagskage uden at have fået lov, så kan man faktisk godt gå hen og få ondt i maven.«
Fuld af larm
Teksten er skrevet af Sanne Munk Jensen, der også har udgivet en voksenroman og to ungdomsromaner, den ene den roste En dag skinner solen også på en hunds røv (2007). Og man kan godt inde bag sidernes »larm« se, at hun er en rigtig forfatter. Det er en mundtlig fortælling på skrift med meget direkte tale og gode udtryk som »Så skal I barsens se løgsovs« og »Det var som syv sevans«. Den er skrevet som en højtlæsningsbog, men samtidig er det en billedbog, hvor rammefortællingen, der foregår i Carsten og Gittes vennevilla og hvor vi møder Bobby, Carsten og Gitte og fødselsdagskagen, er foto af dukkerne indsat i et tegnet univers, mens løgnehistorien er ren illustration. Det er ikke en særlig pæn bog, men det er vist heller ikke meningen.
Alt i alt er det en meget larmende bog. Til en vis grad virker Sanne Munk Jensens sproglige omsætning af en mundtlig fortælling, selvom der er for meget tekst til formatet, og vist mest hvis man hører Morgenthalers stemme under læsningen. »Det er dét, der er så supersmart ved bøger - der må man jo godt lyve, så det står ud af ørerne!«, siger Gitte, men med Carsten & Gitte lyver så det står ud af ørerne virker det som om bogen som medium alligevel ikke helt er forstået. »Lyve« kan man jo også i de levende billeder. Bøger egner sig til noget, levende billeder og mundtlig fortælling til noget andet. Det er ikke bøger som denne, der skal redde bogen som medie.
