Læsetid: 3 min.

Hvad farve har en hæmoride?

Der er tryk på, når Carsten Thau starter tidsmaskinen og speeder op i en idéhistorisk arkitek-tour de force, hvor han gennemgår arkitekturen som tidsmaskine
Der er tryk på, når Carsten Thau starter tidsmaskinen og speeder op i en idéhistorisk arkitek-tour de force, hvor han gennemgår arkitekturen som tidsmaskine
7. september 2010

På sin vis er titlen misvisende: Arkitekturen som Tidsmaskine. For på den ene side fremhæver Carsten Thau monumentale bygninger som »kronotoper«, altså tidssteder, ubevægelige fastholdere af universet og tidens gang.

På den anden side kan genoplevelse og genanvendelighed af monumenter, stilarter, rum og bygningsidealer netop sætte fortiden og erindringen i bevægelse og dermed udgøre en roterende tidsmaskine. Eller rettere sagt: Det er arkitekturstudiet og refleksionerne, der sætter maskineriet i gang, frem og bak. Ikke bygningerne - de står bomstille, mens folk og fæ løber rundt i rummene, både uden om og inden i.

Byens lys

Bogens 23 kapitler kan som essays læses springende og hver for sig. men hvis man tager turen fra side et til side 550 i tur og orden, melder der sig en række gennemgående emner og spørgsmål. Eksempelvis om tid kan synke sammen som rum? Eller om det anelsesfulde lys i Piranesis fængselsvisioner komprimeres i de parisiske boulevarders skakter, og bredes ud i malernes skildringer af gadekrydsenes widescreens for at implodere i farvepartikler på lærrederne. Carsten Thau skriver at 'rum' som selvstændig arkitektonisk eller snarere arkitekturteoretisk kategori kan tidsfæstes til samme periode, sidste del af 1800-tallet. Malere som Caillebotte og Pissarro, Munch eller Boccionoi er opmærksomme på livligheden og spleenen i de nye byrum.

Sidstnævnte ser som futurist ligefrem byen rejse sig i selvstændig bevægelse. Filmene Metropolis og Blade Runner trækker som tidsmaskiner i hver sin ende af 1900-tallet på samme drivkraft, og på den labyrintiske følelse, som Thau også sætter i sving.

Jacques Tatis blik ned over kontorlabyrinterne i filmen Playtime hører til i den humoristiske ende af bogens fængende illustrationer, ligesom western-darlingen Dolly Partons hårpragt nævnes som eksempel på det sublimes karakter af uanbringelig overbygning på æstetikkens normale dimensioner.

Tidsrum

Et eksempel på sublim indholdstømning er efter Carsten Thaus mening Mies van der Rohes Neue Nationalgalerie i Berlin. Thau sætter til overmål Mies på en piedestal som plateauet under søjlerne og tagets stålgrid. Den store glaskasse er tømt for almindelig snusfornuft, men har masser af historisk mening eller betydning.

Et kapitel om androider og menneskelignende urmagerautomater tilbage i 1700-tallet og på Bauhaus-scenen holder sig stadig inden for det vildtvoksende tidsmaskine-tema.

Men derefter vokser stoffet i mindst 100 sider for meget - om amerikansk postmodernisme, neofunkis, Tchumis røde pavilloner (såkaldte folies) i Parc de la Vilette i Paris, og Olafur Eliassons arkitekturfilosofiske omgang med naturens fænomener.

Især det sidste virker mærkeligt, når nu Jørn Utzon kun nævnes en passant i bogen, og da slet ikke som naturkonstruktør.

Bogen skrider altså mod slutningen ud i konventionel moderne stilhistorie for dog - brillant - at samle hovedemnet op igen i kapitlet om et museumshus bygget rundt om og over det antikke romerske monument Ara Pacis - kejser Augustus' fredsalter. Først designet af Morpurgos under Mussolini i 1938. Siden - til Berlusconis store ærgrelse - erstattet af Richard Meiers neo-modernistiske ramme. Og i en sådan betydningsmæssig arkitektur-palimpsest, med det klassiske monument som kerne, er Carsten Thau uovertruffen i sin vidende tekstlige sammenvævning.

Så bogen slutter med et mønstereksempel på, hvordan hans idéhistoriske og arkitektoniske maskine i store bevægelser (og gennem det meste af bogen) kan bevæge sig frit på slagmarken mellem rum og tid.

Tryk på

Der er noget Per Højholts Auricula over Carsten Thaus projekt. Højholts tilgang til modernismens tidsbrud er, med ørene som fortrop - litterær og anekdotisk.

Hvorimod Thaus er analytisk og teoretisk. Men den animerende (og animerede) underholdningsværdi er af samme valør i de to tykke bøger.

Lag og genstande i samlinger og stuer ses i Tidsmaskinen som aflejringer og kropsudvidelser. Og i en opremsning af tidsbundne farvetoner citerer Thau en engelsk horrorskribent for en række foretrukne kulører i den gotiske genre - bengul, arsenikgrøn og hæmoriderød!

Nu er det, selv under anvendelse af maskinelle tidsforskydninger, nemmere at klø sig i øret end at se sig i de ædlere bagudrettede dele, efter at have siddet med ballerne intenst strammet under læsningen.

Så det eksistentielle og åbent stående spørgsmål er fortsat: Hvilke rødlige farvenuancer har egentlig en hæmoride?

Carsten Thau: Arkitekturen som tidsmaskine. Kunstakademiets Arkitektskoles Forlag. 550 s. ill. kr. 270.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu