Læsetid: 3 min.

Forbryder, erkend din udåd

DR2 er ude med det store stempel i programserien Jagten på de røde lejesvende.Det er svært for de angrebne at gøre andet end at erkende. Og det svære for seeren er at vide om det er meningen at man skal nikke anerkendende, grine eller græde. Ved DR2 mon selv det?
27. september 2010

Luk et menneske ind i et forhørslokale, sæt ubehagelig belysning på, læn dig frem over bordet og spørg: »Jeg har gennemgået én af dine boner fra Føtex dateret 25. august 1998: Heraf fremgår det, at du ikke købte økologisk mælk, men almindelig mælk.« (Og her er det vigtigt, at forhørslederen ikke stiller et spørgsmål, men bare lader konstateringen svæve i luften). Personen på anklagebænken vil helt givet falde over ordene, rykke nervøst rundt på stolen og ligne en stor undskyldning for sig selv. I stedet for at spørge: »Hvad er der egentlig galt i at købe almindelig mælk?« Eller endnu sværere: »Hvem har besluttet, at alt andet end økologisk er uacceptabelt?« Eller allermest vanskeligt: Indskyde perspektiv og kontekst: »I 1998 var der endnu ikke konsensus om, at man køber økologisk, hvis man er et ordentligt menneske. Det var en anden tid.«

Når et menneske er under angreb, så går det i forsvarsposition, og det kommer der sjældent noget interessant ud af. Helt grundlæggende er det, hvad der går galt i DR2s programserie: Jagten på de røde lejesvende.

Illusion om objektiviten

Værten Jakob Rosenkrads har som ansat i DR lyttet til beskyldninger om, at DR skulle have politisk slagside og har nu valgt »at tage anklagen alvorligt«. Det skal jeg lige love for. I udgangspunktet er det enormt interessant at se på, hvordan DRs journalistik har udviklet sig gennem tiden og også at høre historierne fortalt af de journalister, der eksempelvis arbejdede under Den Kolde Krig. Forestillingen om den neutrale og fuldkomment objektive journalistik er en illusion. Også i dag. Man kan som journalist stræbe efter at bevare neutraliteten, når man fortæller historien, men alene i valget mellem at fortælle den ene historie frem for den anden ligger der subjektivitet. Journalister, der forestiller sig andet, lyver ikke kun for sig selv, men også for seerne og læserne. Hvis man nu havde bedt Kjeld Koplev og Jens Nauntofte om at fortælle helt åbent om hvad de lavede dengang og hvordan de vinklede historierne, så ville selverkendelsen højst sandsynligt komme helt af sig selv. Det ville sikkert ikke tilfredsstille afsenderne af de anklager, som Jakob Rosenkrands nu har valgt at tage alvorligt. Men seerne ville få mere ud af det. Og havde man behov for at afstive sin egen moral og retfærdiggøre sit eget politiske ståsted, så ville man også have mulighed for at gøre det. Men forhørssituationen indebærer, at forhørslederen allerede ved, at vi har med en forbryder at gøre. Han skal bare have forbryderen til at erkende sin udåd. Intet står åbent for fortolkning.

Kunne være sjovt

DRs selvransagelse kunne ikke alene være interessant. Det kunne også være sjovt. Politiske ekstremer har stor underholdningsværdi i et evigt konsensussøgende og ideologisk udtømt samfund. Og man har da også Jakob Rosenkrands mistænkt for, at iscenesættelsen er til for at udstille det urkomiske i den evige fløjkrig mellem meningsdannere, der udspiller sig henover hovedet på de seere, der helst vil se Vild med Dans i fred. Men Jakob Rosenkrands er bare ikke sjov. Faktisk overhovedet ikke. Programmets sammensætning får ham bare til at ligne en repræsentant for den historieløse generation, der er blevet sendt i byen af de, der var så heldige at være på vinderholdet i kampen mellem ekstremerne. Bent Jensen, Bent Blüdnikow, Per Stig Møller, Leif Davidsen m.fl. er hevet ind for at give eksempler på forfølgelsen og grine overbærende af de anklagedes famlende bortforklaringer. Deres synspunkter be-tvivles ikke, og det kombineret med programmets alvorstunge tone indikerer, at vi her taler om at den angivelige politiske slagside i DR havde vidtrækkende konsekvenser og er noget som vi aldrig bør glemme. Og det er desværre det greb, der gør, at programserien ikke bliver interessant som billede på en tid, hvor alt var politisk, men i stedet virker en anelse overdimensioneret og alt for let at afvise som en klapjagt på kolleger. Måske var nogle af Danmarks Radios journalister lige lovligt begejstrede for DDR, men nu er det jo ikke sådan, at vi i dag lever i en kommunistisk bananrepu-blik, og set i det perspektiv er det så helt irrelevant at indskyde: Og hvad så? Per Stig Møller følte sig modarbejdet og nærmest mobbet, da han var ansat i DR, men lad os lige holde fast i proportionerne og konstatere, at han i dag er chefen for det hele.

Jagten på de røde lejesvende DR2 søndag 21.50

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Egentlig er det jo urkomisk, at magthaverne i DR i dag bl.a. Arne Notkin samt deres meningsfæller Blydnikow og Bent Jensen har følt sig meget trådt over deres ideologiske tæer at de er nødt til at lave sådan en tv-serie i et forsøg på at få hævn.

Og her optræder Rosenkrands så som nyttig historieløs idiot.

Der er ikke noget nyt under solen, nu er det politiske fortegn bare et andet end for 40 år siden.

Grine, naturligvis...men situationen dengang og i dag kan ikke udtrykkes med modsat fortegn. Situationerne er i dag kun anderledes i kraft af internettet. Det etablerede propagandaapparat er den gang som nu i hænderne på magthaverne.

Jeg må indrømme, at jeg føler mig godt underholdt, omend måske ikke så oplyst, for der er jo tale om gamle anklager, der luftes på ny.
Bent Jensens kommentarer taler for sig selv, synes jeg også, og sagen er jo den, at hvis man ikke føler en venstreorienteret indstilling til tilværelsen er kontroversiel, er der heller ikke at forarges over i det, der fremlægges. Store dele af indholdet kunne dog have fyldt meget mere, f.eks. Bodil Graaes kærlighed til Kina - men det kunne måske være mere interessant at lade hende debattere med f.eks. Mette Holm.

»I 1998 var der endnu ikke konsensus om, at man køber økologisk, hvis man er et ordentligt menneske. Det var en anden tid.«

Nu man så bare super naiv, i stedet for et uanstændigt menneske?

Smid fjernsynet ud af vinduet, de sender intet man ikke kan undvære. Har ikke selv set fjernsyn i snart et år, og jo længere det glider i baggrunden, jo mere undrer jeg mig over at jeg engang nærmest slugte det råt. Det er en usund cocktail, nu vi snakker økologi, så burde økologisk journalistik være et tilbud. :P

Det er nu fjernsyn generelt, jeg henviser til.

Venstreorienterede journalister? Ja, selvfølgelig findes der venstreorienterede journalister og nogle af dem er naturligvis også ansatte i landsdækkende medier.

"Og hva' så?" som Poul Schmidt sagde i Deadline i går aftes.
Journalisters vinkling af historier er naturligvis farvet af deres grundlæggende viden om og holdning til stoffet.

Alt andet er da tomhjernet mikrofonholderi eller slet og ret tavshed om sprængfarlige emner. Hvilket nyhedsdækningen da også bærer præg af for tiden.
Kritisk journalistik er tilsyneladende blevet lige så suspekt som Romaers tilstedeværelse på Amager Fælled.

Sjovt nok er det ofte fortalere for "ytringsfriheden" i andre sammenhænge, der har mest travlt med at lukke munden på kritikere af de pt siddende magthavere.

Det er på sin vis udmærket indimellem med sådan stærkt entydigt politisk vinklede programmer og mikrofonholderi for nøje udvalgte skarer, der tydeligvis kæmper for egne interesser og private verdenssyn. Den slags ligger da heller ikke milevidt fra dækningen i de politiske mediehuse JP/Politiken eller Berlingske, hvor folk abonnerer for at blive bekræftet i deres holdninger.

Problemet er snarere, at DR nu om dage er langt mere fesent og alt bliver skjult og pakket ind i spin og personfnidder for at undgå kritik eller flere nedskæringer og serveres med kriminalstof, kongehus, krig og fremmede som dessert eller begrænser sig til indkaldelse af velkendte slipsklædte dinosaurer, eksperter og chefredaktører fra de politiske medier, bankøkonomer, et par stykker fra det almen- eller egennyttige Cepos og hvis bølgerne går højt, økonomen fra LO som repræsentant for et segment af middelklassearbejdere, der vil have opvarmede carporte og mere af det samme, men alt i alt ukritiske systembevarende kommentatorer, der betales for at udtale sig og gøre karriere i at beskytte de herskende ideer mod nye tanker.

Der var muligvis langt mere energi, kant og bredere repræsentation i en kort årrække i DR’s historie, men eftersom det i sagens natur må være undtagelsen snarere end reglen under regeringskontrolleret tv, så burde det efter min mening afvikles, privatiseres eller endnu bedre, sendetiden burde overlades til de politiske partier og forskellige organisationer, hvis man da ellers mener noget med demokrati, ytringsmulighed, levende og bred debat.

DR, Notkin, Bent Jensen og Bludnikow har for åben skærm oprettet en femte statsmagt i Danmark:

STAndret for SIndelagskontrol (forkortet STASI)

Revy-forfatterne får det let til sommer. I Cirkus-revyen ser man for sig et stort dunkelt afhøringsrum på scenen, hvor Ulf Pilgård giver den som forhører Rosenkrands.

Overfor ham sidder Claus Ryskjær som Kjeld Koplev. De "diskuterer" en enkelt sætning, som Koplev har skrevet for 37 år siden:

"Solen står op i øst og går ned i vest".

Rosenkrands postulerer, at det er skjult kommunistisk propaganda, idet sætningen kan læses som forherligelse af øst-landene "solen står op i øst", og samtidig en skjult kritik og forudsigelse af vestens forfald "solen går ned i vest".

Man ser frem til en herlig revy, hvis eneste problem er, at virkeligheden overgår fantasien.

Man kan også vende situationen om som f.eks. Zizek
Do not be afraid, join us, come back! You’ve had your anti-communist fun, and you are pardoned for it—time to get serious once again!—Slavoj Žižek

Notkin har jo selv valgt at lade masken falde. Og nu behøver vi så ikke at lytte særlig meget til ham fremover. Det er da forbruger-service...

Med venlig hilsen

Det er måske værd at tage med i sine overvejeser, at Nauntofte m.fl. alle har fortsat deres virke som journalister både i DR og som skribenter i diverse dagblade. Der er ingen der har forsøgt at give dem mundkurv på.

Det havde jo ikke været tilfædet for deres politiske mosdtandere i dag hvis De Rødes Lejesvendes ideologi havde sejret, sådan som det er ganske tydeligt i de lande hvor den fik fodfæste.

Jeg husker selv med al tydelighed, hvordan man betragtede og behandlede mennesker af borgerlig observans i de gode gamle 70'ere.

Der eksisterede desuden en ren fårefloks mentalitet blandt venstrefløjen og dens græsrødder, og når førerfårets klokke lød, sagde man mææhh og fulgte troligt efter. Det kunne der aldrig komme noget godt ud af.

Per Stig Møller følte sig modarbejdet og nærmest mobbet, da han var ansat i DR,...
Det er vist en kronisk følelse han besidder, ligegyldig hvor han er. Og den slags psykologi har det jo med at være selvopfyldende.