Læsetid: 5 min.

Den forsvundne bombemand

Gåden om borgerskabets bedste sønner, der gav deres liv til kommunismen, har i Arne Hardis' velskrevne biografi om den danske kommunist Otto Melchior fået tilføjet et næsten glemt kapitel
Find tre fejl. Midterrækken helt til venstre Arne Munch-Petersen, der forsvandt og døde i Stalins fængsler. Yderst til højre Mogens Fog, der blev en højt respekteret skikkelse i modstands-kampen og efterkrigstiden. Ved Fogs side bogens hovedperson Otto Melchior, der først nu får en grundigere belysning. Var deres oprør mod den påtvungne standsbevidsthed så uforståeligt?

Find tre fejl. Midterrækken helt til venstre Arne Munch-Petersen, der forsvandt og døde i Stalins fængsler. Yderst til højre Mogens Fog, der blev en højt respekteret skikkelse i modstands-kampen og efterkrigstiden. Ved Fogs side bogens hovedperson Otto Melchior, der først nu får en grundigere belysning. Var deres oprør mod den påtvungne standsbevidsthed så uforståeligt?

Metropolitanskolens studenterbillede 1919 fra bogen

18. september 2010

Journalisten og forfatteren Arne Hardis kom for nogle år siden tilfældigt i besiddelse af en gammel papkasse med fotos, breve og papirer - materiale med tilknytning til den danske kommunist og aktivist Otto Melchior, der omkom i en af krigens sidste dage under den grusomme evakuering, dødsmarchen, fra koncentrationslejren Stutthof. Her var Melchior havnet ved dansk politis velvillige samarbejde med tyskerne efter interneringen af de danske kommunister.

Otto Melchior, en af besættelsestidens tragiske skikkelser, er næppe én, mange går og husker. På mange måder en anonym person; også i den forstand at den stalinistiske kommunisme, periodens monopol for bevægelsen, fordrede fodslag og underkastelse. Melchior selv var imidlertid og trods sin partihengivenhed ikke en fuldendt tilpasningsduelig revolutionær og blev hele to gange til egen sorg og smerte ekskluderet af Danmarks Kommunistiske Parti, DKP. Alligevel forblev Melchior trofast over for de kommunistiske ideer - og Stalin. Hvorfor?

Arne Hardis har som en slags bidrag til det store efterkoldkrigsopgør om de danske kommunister og den daværende venstrefløjs rolle i fortidens gerninger - ikke mindst de mørke - taget historien om denne glemte og gemte Melchior op og behandlet sin hovedpersons sørgelige skæbne i en veldokumenteret og velskrevet biografisk fremstilling. Det er vigtigt at få undersøgt disse fortidsaktører, hvis historie ofte har været en lukket bog. Ved et tilfælde som her åbner en god og engageret skribent imidlertid historien, skaffer sig indblik og knytter løse ender, som i sidste ende prisværdigt bidrager til et broget billedes nuancering. Til en vis grad.

Den falske gud

Arne Hardis' hovedspørgsmål, som gennemstrømmer bogen om den danske revolutionære, bombekastende cand.polit., embedsmand i noget så fredsommeligt som Invalideforsikringsretten og formand for HK's meget lidt revolutionære offentligt ansatte, besvares ikke overvældende tilfredsstillende - om overhovedet: Hvorfor gik han - og andre højt begavede og veluddannede unge mænd af særdeles gode, oftest akademiske familier - frivilligt ind i DKP. Og hvad fik dem til at forblive i partiet, trods sindelagskonktrol, hyppige trusler om udrensning og tyrannisk nidkær fordømmelse af den mindste afvigelse?

Ja, hvorfor?

Et gruppebillede har en central placering i Arne Hardis' spørgende fremstilling: Klassebilledet af de nyslåede studenter fra Metropolitanskolen i sommeren 1922. 15 unge mænd i kjole og hvidt og med studenterhuerne i hænderne. Blandt de 15 finder man tre markante skikkelser: kommunisten Arne Munch-Petersen, som senere omkom i et af Stalins fængsler, kommunisten Mogens Fog, senere overlæge og professor, senere fremtrædende medlem af Danmarks Frihedsråd, senere minister, senere medstifter af SF, senere rektor for Københavns Universitet - og endelig altså Otto Melchior, hvor resten, bortset fra papkassen, efter hans frygtelige død af udmattelse og elendighed i 1945 stort set er tavshed.

Helt uforståeligt?

Hardis lægger i sit forsøg på at besvare den store gåde, hvortil han gør det kommunistiske engagement, vægten på den religiøse side af kommunismen og medlemmernes trang til at dyrke denne (falske) gud. Det er nok også relevant. Men er det forklaring nok, og er det den eneste relevante? Det hævder Hardis vel heller ikke. Men er det kildekritisk helt rimeligt at tolke religiøsitet ind i en bevægelse, der afsvor lige netop det overjordiske og henviste til en ganske anden orden af viden, videnskab og oplysning som grundlag for en ny verden? Det kan man jo grine af i dag, og man kan sagtens blive enig om et lille århundrede senere, når alle er døde og borte, at kalde kommunismen for den rene religiøsitet. Der er vitterligt mange træk, der peger mod en art katolicisme i overall og krigstanks og med billedet af Stalin i ballon over masserne. Men forklarer man en gåde og den gåde, at de unge danske overklassemænd gik den vej, ved et større mysterium?

Betragtes studenterbilledet, bliver næppe nogen gået for nær ved påvisningen af, at man også for sine øjne beskuer, hvad borgerskabet henført kaldte: blomsten af Danmarks ungdom. Med andre ord borgerskabets eget uovertrufne afkom. Disse unge mænds klare, uafviselige opgave var at overtage det bestående og føre samfundet videre i et urokkeligt uforanderligt systems billede. At en Mogens Fog, en Munch-Petersen og en Otto Melchior, alle ekstraordinært begavede og energiske unge mænd, gjorde oprør mod denne orden næsten korporligt indstøbt i den lille forsamlings bagoverbøjede slet skjulte hovne standsbevidsthed, er vel egentlig, også alderen taget i betragtning, 18-19 år var de dengang - vel egentlig ikke så rystende.

Især ikke fordi borgerlighedens dystreste konsekvens, fascismen, begyndte at vise tænder, hvilket godt kan udløse et senere oprørsk gemyts forsigtige forståelse for den kommunistiske mulighed. Året er som sagt 1922 med verdenskrigens rædsler i frisk erindring. Utallige jævnaldrende var dræbt eller lemlæstede. Nu gjaldt det: aldrig mere krig og et internationale, der holdt vand. Et sted skulle man begynde. Godt 10 år senere havde de samme aktører, forfærdede over nazismens sejrsgang, i endnu højere grad fundet sig til rette i deres ståsted hos kommunisterne, mere eller mindre den mest magtfulde bastion mod det nærmeste og synligste barbari.

En dybere tone

Så kommer bagefter alle forbeholdene og fordømmelserne: at de dog ikke i tide gennemskuede Stalin og al hans væsen osv. Alt det svælger en ahistorisk eftertid gerne i og varmer sig med tilbagevirkende kraft ved den brede enighed om det andet barbari.

I 1945 var det som sagt forbi for Arne Hardis' hovedperson.

Og hvorfor blev de tre kommunister, spørger Hardis så igen.

Måske skal man gå lidt uden for hyppigt betrådte stier i denne debat og henvise til litteraturen. I Roger Martin du Gards mesterlige roman Les Thibault, som netop påbegyndtes det år, Mogens Fog, Munch-Petersen og Melchior blev studenter, ligger en nøgle til forståelsen af generationens inklination for kommunismen. Jacques Thibault kunne næsten være en anden Otto Melchior. Melchiors skæbne er parallel om end forskudt. Også han må gå til grunde konkret, hvor du Gard ofrer Jacques symbolsk i menneskehedens store sammenbrud i første runde af det 20. århundredes tragedie. Otto Melchior døde med den drøm, der var kommunismens, men som blev et mareridt. Du Gard ofrer undergangsskikkelsen Jacques i erkendelse af drømmens håbløshed. Otto Melchiors liv er først og fremmest billede på den tragedie, som historien - og litteraturen - trods alt kan give en dybere tone af forståelse, end Arne Hardis antyder i sit forståelige, men ubesvarede spørgsmål.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Interessant læsning om et borgerligt moralsk dilemma, og politisk gåde. Hvorfor støttede unge danske overklasse drenge op om kommunist partiet? En pudsig gåde forresten – for vi proletarer har altid anskuet sagen fra en anden vinkel. Nærmest som et moralsk imperativ, og derfor ikke som en gåde men som en retfærdig anklage: ”Hvorfor var der ikke flere unge borgerlige der støttede, kommunisternes retfærdige kamp imod hensynsløs udbytning, og åndelig så vel som materiel undertrykkelse (og mishandling) af den danske arbejderklasse”?
Tingene behøver ikke at være så gådefulde – en ung mand som Otto Melchor kunne bare tage sin cykel, og cykle ud på Vesterbro, for ved selvsyn at bese arbejderklassens levevilkår. Herude døde en hel arbejder familie af sult så sendt som i 30´verne. For et forstandigt og moralsk individ, der indefra har kendt udbytter klassens levevis, må en sådan konfrontation have virket som et gevaldigt wake up call! Når man dertil lægger den dialektiske materialismes, og marxismens intellektuelle overlegenhed, så er sagen vel klar. Vi få jo at vide at Otto Melchior var velbegavet – hvorfor skulle han lade sig nøjes med, det næstbedste som intellektuel stimuli?
PS: hvis Otto fortog en sådan cykeltur (og det tror jeg han gjorde), så kunne han derude på Vesterbro have mødt en lille pige, som voksede op og blev min mor. Hun var uægte barn (som det hed i borgerlig terminologi) af en enlig mor. Hun levede dagligt med fattigdommen, forfølgelsen, fordømmelsen og udbytningen. Behøver jeg at sige, at min mor voksede op og blev kommunist – og sovjet tro. Husk på at vi proletarer som Marx skriver, ikke havde noget fædreland. Med fremkomsten af Sovjetunionen fik vi et fædreland – arbejdernes fædreland!

Replicerende oplæg.

Roger Martin du Gard er mig ubekendt, men tiden fostrede adskillige forfattere af samme sind og overbevisning, også en stribe tyske, kendest her i landet er kommunisten Bertolt Brecht, alle præget af en radikal fælleseuropæisk kulturepoke af mange slags (f.eks.musik) på baggrund af en verdenskrig, langt fra alle kommunister og nationalister, men kulturpersoner som Sebastian Haffner og Helmuth v.Moltke, sidstnævnte ganske bevidst om både nationens og sin egen dødelige skæbne, da han blev indkaldt til Abwehr i Berlin, således som mange kommunister var overbeviste om marxismen som eneste modstykke for de underprivilligerede over for kapitalismen, Alle handlede sådan, at en senere illusionsløs forbrugsgeneration kan kalde holdningen underkastelse og naivitet over for systemet. Man opfattede ideologiernes storhed og demokratiets svaghed og forstod derfor den enkeltes ubetydelighed i systemet og ens egen beskedne indflydelse på det politiske magtspil. Man tog ikke desto midre stilling og stod til tjeneste!

Også i dag beslutter og handler de politiske ledere, i hvis hænder repræsentationssystemet har lagt magten, hen over hovedet på folket, og hvad værre er, med den enkelte som "brik" for at bevare magten.
De kommunister i Rusland og Finland, der under revolutionen i forbindelse med 1.verdenskrig kæmpede sammen, stod i 1938/39 i den første finske vinterkrig over for hinanden, til trods for at ærkefjenden for begge var nazisterne.
Oplægget kan måske give en svag forståelse af, at værdier får en ny proportionalitet under nye vilkår, som kaos er udtryk for. Betydningen af loyalitet og nationalisme forstærkedes i en grad, så "stalinismen", der måtte mobilisere før Hitler satte et angreb ind, iværksætter en "uforståelig" udrensning i forhold til de europæiske kommunistpartier, en ideologisk kovending af magtbefæstelse.
Det har været til umættelig forargelse for hele efterkrigstidens fordømmende garde, der måske burde feje for egen dør, men her kan få afløb for en dårlig samvittighed (ligesom Arne Hardis' borgerlige fortolkning af Hans Scherfig, Otto Melchior m.fl.?)

En ting er det at forarges over lidelse og uretfærdighed i samfundet og søge efter midler og muligheder for at ændre på det bestående. Noget andet er det at nægte at erkende og handle når det bliver tydeligt at lidelsen og uretfærdigheden ikke bekæmpes for alvor, men blot repatrieres til andre befolkningsgrupper.

@Niklas Monrad. Du tager fulstændig fejl. Der er ikke kun en vej at gå - der er mange. Alt ud fra på hvilken side i klassekampen du stå!

Bombemanden
fra Ørstedsparken er aldeles ikke forsvundet, eftersom han er en af vore bedste venner.

Iscenesættelsen var indstuderet nogle dage forinden. Hver fik udleveret en bombe af samme store spængkraft, en lunte af forskellig længde nøje afmålt i forhold til de andres og fik anvist hver sin plads i Ørstedsparken. Det var svært at undgå aftenspadserendes opmærksomhed, og nogle nysgerrige måtte gennes væk som til en sabotage, mens alle 21 mand ventede på de tolv midnatsslag fra rådhusklokkerne ikke langt derfra og i samme øjeblik antændte lunterne. Da vor ven cyklede forbi den af Wehrmacht godt bevogtede købmandsskole ved Israels plads, begyndte de på hinanden følgende 21 salutskud at drøne ind over byen og måske helt ned i vuggen til Benedikte på Amalienborg, og de to grønklædte vagter sprang ind i sikkerhed.
Han, der var spængningskyndig og slet ikke royalist, men havde stillet sig til rådighed for det i april 44 mandskabsfattige Holger Danske, talte siden med ærgrelse om den store mængde spildt krudt, der var så vanskelig at fremskaffe.