Læsetid: 2 min.

Frihed er lykke

I dokumentarfilmen ’Last Train Home’, en fortælling om en familie af migrantarbejdere i Kina, er form og indhold i top
9. september 2010

I de senere år har asiatiske (og ikke mindst kinesiske) dokumentarfilm fyldt stadig mere på de internationale festivaler. Ofte er der tale om kuriøse film, hvor indholdet og adgangen til hidtil usete universer vejere tungere end traditionelle kunstneriske kvalitetskriterier. Men i tilfældet Last Train Home - en fortælling om en familie af migrantarbejdere i Kina, der er månedens dokumentarfilm i Cinemateket i København - er både form og indhold i top.

Om det hænger sammen med, at instruktøren, den kinesiskfødte Lixin Fan, i de senere år har været bosat i Canada, er uvist. Men under alle omstændigheder er Last Train Home - vinderen af hovedprisen på den vigtige IDFA-festival i Amsterdam i 2009 - fortalt med et effektivt drive og en høj grad af empati i forhold til hovedkaraktererne, samtidig med at den både er insisterende og ind imellem også smukt fotograferet, hvilket hæver den markant over gennemsnittet.

Temaet for filmen er den økonomiske udvikling i Kina, som har afstedkommet den største migration i verdenshistorien. En meget stor del af befolkningen fra Kinas landdistrikter arbejder i dag på fabrikker i storbyerne, de fleste af dem for at sikre deres børns uddannelse, og det anslås, at omkring 130 millioner kinesere hvert år foretager den strabadserende rejse mellem deres arbejdssted og den landsby, hvor de har efterladt børn og bedsteforældre.

Det er netop de klaustrofobiske tilstande omkring banegårde og i de overfyldte tog i starten og slutningen af nytårsferien, som udgør de symbolske nøglescener i Lixin Fans skildring af et ægtepar og deres to halvvoksne børn i det moderne Kina.

Ægteparret har i 16 år knoklet som fabriksarbejdere og kender knap nok deres nu 10-årige søn og 17-årige datter. Og i de tre år, hvor filmen følger familien, bliver spændingerne mellem de to generationer stadig stærkere, indtil de kulminerer i et opgør mellem far og datter. Et opgør, som i voldsomhed og bitterhed afspejler den smerte og frustration, der kan hobe sig op under overfladen hos mennesker, som stort set udelukkende lever for håbet om, at tilværelsen må blive bedre for næste generation.

Formmæssigt er Last Train Home tilrettelagt som en blanding af ægte observerende dokumentarisme og mere eller mindre manipulerede scener, hvilket betyder, at man som publikum kommer forbløffende tæt på hovedpersonerne.

Selv om man kan komme i tvivl om, hvorvidt den ufiltrerede skildring af familiens interne konflikter overskrider en etisk grænse eller blot er udtryk for en anderledes kultur, står det lysende klart, at Last Train Home med sine veldisponerede scener og sine mange ordløse passager er mesterligt skruet sammen og giver en indsigt i den kinesiske kultur og psyke, som siger mere end adskillige tykke afhandlinger tilsammen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu