Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Gå ud i den fortryllede skov - og kom forandret tilbage

Teaterinstruktøren Katrine Wiedemann og komponisten Bent Sørensen har igen skabt grænsebrydende og intim længselskunst. Men gå ind mellem træstammerne, inden værket regner væk
Teaterinstruktøren Katrine Wiedemann og komponisten Bent Sørensen har igen skabt grænsebrydende og intim længselskunst. Men gå ind mellem træstammerne, inden værket regner væk
Kultur
8. september 2010

Vester Palsgård Skovmuseum må være det mest usynlige museum i Danmark. Som teaterelsker skal man i hvert fald selv vide, at Herning Museums skovridergård lægger skov til et af de mest forunderlige, site-specifikke værker i dansk scenekunst. Man skal også selv have en bil eller tage en lur i en taxa, for Palsgård Skov er ikke tilgængeligt med offentlig transport. Og når man endelig når frem til det idylliske skovhus, skal man også have gode øjne for at få øje på de tre stykker hvidt papir, der viser hen mod Den Hvide Skov. For skovværten er i virkeligheden Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum, der har opfordret 12 kunstnere til at skabe kunst til steder langs Hærvejen. Kunstnere, der nok kan være en hærvejsrejse værd, sådan som teaterinstruktøren Katrine Wiedemann og komponisten Bent Sørensen. Deres idé har været at skabe en hvid skov midt om sommeren - med musik af kirkeklokker fra kirker langs Hærvejen. På forhånd virker det, som om projektet er meget forskelligt fra Wiedemann & Sørensens erotiske transformation af DR Koncerthuset sidste år i teaterkoncerten Sounds Like You ud fra Peter Asmussens tekst.

Men det viser sig faktisk, at dette værk også bæres af en gennemgribende transformationstrang. Både forvandlingen af skoven og forvandlingen af mennesket, der vover sig ind i den ...

Kvindestemmer lokker

Når man omsider står for foden af den lille bakke op mod skoven, får man straks en fornemmelse af noget uundgåeligt. Solen blinker mellem høje, slanke bøgestammer. Først tror fornuften bare, at det er vinden, der suser, men så går det op for ørerne, at det er stemmer, der synger. Kvindestemmer, der lokker og smægter med en sang, der glider direkte ind i rygsøjlen. Og benene begynder at hoppe af sted, over grene og mellem stubbe. Dér ligger den, Den Hvide Skov. Regnen har godt nok gjort sit, så den hvide papirmassefarve er gledet lidt ned ad stammerne og ligger som tilsneet flagedrys på skovbunden. Men lyst er der alligevel. Solen borer sig ned mellem halvvisne fyrretræsgrene og sommertrætte egeblade, og lyden bimler og svimler, så kroppen drejer rundt og rundt under trækronerne.

Kirkeklokker? Jo, det er kirkeklokker! På størrelse med kirkeklokkerne i Århus Domkirke, mindst. Eller er det faktisk dem fra Breaking the Waves?

Øjnene kan næsten ikke se helt op i trækronen dér - og slet ikke i træet derovre - for nakken er sikker på, at den største klokke hænger allerøverst, parat til et sidste ding-dong og så det ultimative fald.

Noget stikker i nakken. Det er øjnene fra en falk. Dens blik viger ikke. Mine øjne blinker febrilsk, indtil de opdager, at fuglen sidder stille herfra og til evigheden. Og på en gren over for er en ugle tilsvarende landet i vrede. Dens vinger blafrer som to tilsneede sejl. En sneugle, naturligvis. En træstub stråler lysegrønt af det friskeste mos.

Sirenesangen forvandler sig til sylfidekroppe, der smutter om bag de hvide træstammer i deres lysende gevandter. Kvindestemmerne synger videre og lokker, så mine fødder begynder at løbe direkte ind i vildnisset af grene - den slags grene, der ridser armene til striber og heltenes brystkasser til blods ... Nå, nej. Det er vist kun i folkeeventyrerne. Mine ærmer er intakte. Men her skal givetvis ikke passere mangen en jomfru i fugleham, så går det galt. Det er vel også derfor, at man aldrig føler sig alene i skoven med sin lykkepuls.

Man ved, at man bliver betragtet af en fugl med kvindenæb.

Sollyset blænder

Nu er stemmerne helt tæt på. Åh, det var sådan, det var, da Odysseus sejlede forbi sirenernes ø, og han måtte putte voks i ørerne på sine mænd og selv lade sig binde til masten for ikke at lade sig lokke. Det var sådan, når sømændene sejlede forbi Lorelei på Rhinen. Og måske var det sådan, når vikingekongerne sejlede ned ad Gudenåen - og når vandringsmændene på Hærvejen troede, at de hørte kvindesang rundt om næste bakke. Fatamorgana for øjnene og vanvid for ørerne.

Eller er sangkvinderne i virkeligheden Katrine Wiedemanns havfruer, der blevet snydt af tidevandet, og som nu rykker i deres smertende halefinner - havfruer spiddet mellem træstammer, der aldrig kommer ud at sejle her på den jyske højderyg?

Hva'? Mandestemmer blander sig med kvindesangen i nogle jazzede brøl. Men før mine ører finder trækronen med den dybeste stemme, så bryder kirkeklokkehelvedet løs med en truende bimlen. Kling! Kling! Kling!

Og monstro om der ikke står en urfugl lige dér på træstubben og breder sine vinger til et knejsende farvel? Kroppen drejer rundt. Nu er det nok. Nu vil den ud! Men selv om Den Hvide Skov nok er Danmarks mindste skov, er den stor nok til at fare vild i.

Men pludselig ophæves fortryllelsen af den virkelige nattergal. Eller i hvert fald af en lille, usynlig fugl, der pipper sit kaldende 'wirrpppp', 'wirrpppp', 'wirrppp'. Så er det om at kaste det sidste blik på de hvide stammer. Fingrene i ørerne. Armene om på ryggens kropsmast. Den ene fod foran den anden. Ud af Den Hvide Skov. Ud i lyset til det, de kalder naturen.

Den Hvide Skov. Hærvejskunst. Iscenesættelse: Katrine Wiedemann. Musik: Bent Sørensen. Performer: Dig selv. 30 x 30 meter naturinstallation i skoven ved Firehøje, tæt på Vester Palsgård Skovmuseum, Palsgårdsvej 9, Hampen. Nær Hærvejen og hovedvej A 13. Togstationer: Horsens, Silkeborg, Herning. Bus: Nørre Snede. Hver dag kl. 9-21. Gratis. Til 1. nov. Herefter kan dele af musikken høres i de otte hærvejskirker og på museet. www.kunst.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her