Læsetid: 4 min.

Man gjorde en nation fortræd

Louise N. D. Friedbergs 'Eksperimentet' fortæller en vigtig historie om Danmarks skamfulde kolonifortid, men trods et udgangspunkt i højdramatiske, virkelige begivenheder fungerer den ikke som filmisk fortælling
I 'Eksperimentet' om grønlandske børns tvangsfjernelse er der lagt vægt på dramaturgiske totalbilleder, hvor alting forklares og begrundes, som gør, at man aldrig rigtig kommer så tæt på, at det også kan føles.

I 'Eksperimentet' om grønlandske børns tvangsfjernelse er der lagt vægt på dramaturgiske totalbilleder, hvor alting forklares og begrundes, som gør, at man aldrig rigtig kommer så tæt på, at det også kan føles.

Christian Geisn©°s

9. september 2010

Det er ikke velvilje, man mangler, når man sætter sig til rette i biografsædet for at se Louise N. D. Friedbergs spillefilmdebut, Eksperimentet. Det er en film, som tager fat i et af de mørkere kapitler i Danmarks kolonifortid, og den kommer på et tidspunkt, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen stadig afviser at undskylde på nationens vegne.

Alligevel rammer filmen ikke dér, hvor den burde ramme, nemlig i hjertet.

I 1952 ankommer en båd fra Danmark til Godthåb i Grønland. Om bord er 16 grønlandske børn, drenge og piger, som halvandet år tidligere blev fjernet fra deres forældre i Grønland og sendt til Danmark for at lære at tale dansk og opføre sig som danskere.

Efter Anden Verdenskrig, hvor Grønland var isoleret fra det øvrige Danmark, var landet plaget af armod og sygdom, og den danske regering mente, at det ville være godt for børnene og deres fremtid, ja, hele landets fremtid, at de fik en ordentlig opdragelse i Danmark.

Forvirrede og ulykkelige

I alt 22 børn blev tvangsfjernet. De seks blev hos deres plejefamilier i Danmark, og i filmen ser vi altså, hvordan resten sendes tilbage til Grønland for at være forbilleder for hele den grønlandske nation under parolen »én nation, ét sprog«. De indkvarteres på et børnehjem under ledelse af frøken Gertsen, Gert (Ellen Hillingsø), og bliver sendt i Godthåbs danske skole, selv om skolens inspektør, Svendsen (Kurt Ravn), protesterer og lufter sine knap så pæne, koloniherretendenser over for Gert: »En grønlænder i et jakkesæt er stadig en grønlænder.«

Pointen er selvfølgelig, at Svendsen på sin vis har ret (det er bare ikke det, han mener): Der kommer aldrig noget godt ud af at forsøge at presse egne sæder og skikke ned over hovedet på andre.

Eksperimentet, som Grønlands øverste myndighed, landshøvding Omann (Morten Grunwald), insisterer på at gennemføre, fremmedgør kun de stakkels børn i forhold til både deres grønlandske rødder og danske opdragelse, og de ender som forvirrede og ulykkelige mennesker.

Skam og vrede

Da de blev sendt til Danmark, blev de frataget deres kultur, sprog og identitet, og da de kommer tilbage til Grønland, kan de ikke længere tale med deres familier, som i øvrigt også kun får lov til at komme på kaffebesøg på børnehjemmet.

I den bedste meninger titlen på den bog af Tine Bryld fra 1998, som Louise N. D. Friedberg og hendes medmanuskriptforfatter, Rikke de Fine Licht, har ladet sig inspirere ganske meget af.

Bogen handler om de grønlandske børn og deres ikke særligt lykkelige liv efter tvangsfjernelsen - og om de gode intentioner, der lå til grund for den danske regerings beslutning om at hente børnene til Danmark. Blot havde man ikke gennemtænkt beslutningen og de alvorlige konsekvenser, den endte med at få. Konsekvenser, som den slags beslutninger har fået mange steder i verden, hvor kolonimagter som Danmark har forsøgt at udradere lokale kulturer og traditioner uden tanke for de indfødte folkeslag selv.

Gråd og tænders gnidsel

Det er med andre ord en forfærdelig og en forfærdelig vigtig historie, Louise N. D. Friedberg fortæller i Eksperimentet, og man sidder filmen igennem og vil så gerne kunne lide den og håber på, at den gør indtryk og efterlader én i en tilstand af vrede og skam over, at Danmark, vi, engang handlede sådan.

Det sker desværre ikke.
Eksperimenteter en såre sympatisk, velment film, men den skærer også sine pointer ud i pap og kommer aldrig til for alvor at leve som filmisk fortælling. Man skal passe på med at gisne om en filmskabers motiver, men det virker, som om Louise N. D. Friedberg og Rikke de Fine Licht har haft berøringsangst over for virkeligheden, da de skulle skrue manuskriptet sammen. Af hensyn til de involverede og den følsomme sag har de ikke turdet lave for meget om eller tilføje materialet deres eget greb.

I stedet for at fortælle en god, dramatisk historie - som det jo også er, hvor meget det såend er ulykkelig virkelighed - benytter de sig så at sige af dramaturgiske totalbilleder, hvor alting forklares og begrundes, men kun i meget begrænset omfang kommer så tæt på, at det også kan føles. Det er pænt og nydeligt - ikke mindst fotografen Magnus Nordenhof Jøncks billeder - men også underligt distanceret og anæmisk, ikke mindst når personerne samtidig og trods generelt solidt skuespil er tegnet med så bred og unuanceret en pensel. De gode er gode og de onde er onde.

Filmens egentlige hovedpersoner er Gert og pigen Karen (Laura Skaarup Jensen), der knytter sig til forstanderinden, men også opsøger sin grønlandske familie og om noget føler sig splittet mellem de to kulturer. Der er gråd og tænders gnidsel på lærredet, når Gert både prøver at gøre, som landshøvdingen siger, og samtidig vil tage sig godt af børnene, ikke mindst Karen. Komponisten Ola Kvernbergs voldsomme violiner understreger i sjælden grad dramaet og de store følelser, men gråden når ikke ned i biografsalen.

Heller ikke selv om publikum opfyldt af den allerstørste velvilje. Heldigvis lader det dog til, at Eksperimentetallerede inden premieren har pustet liv i den politiske debat, der måske kan føre til et anstændigt opgør med fortiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Monggaard skriver:
"Komponisten Ola Kvernbergs voldsomme violiner understreger i sjælden grad dramaet og de store følelser, men gråden når ikke ned i biografsalen."

Kunne det ikke tænkes, at det netop er de voldsomme violiners skyld, at gråden ikke når ned i biografsalen?

Det jeg mener, er at underlægningsmusik stiller sig hindrende i vejen for de følelser, som genereres af scenen selv. Man kan kalde dem de ægte følelser, i modsætning til de af musikken til overflod påduttede følelser. Dette er desværre situationen i alt for mange film.

Christian Monggaard

Jeg er fuldstændig enig, Per, og det var egentlig også blandt andet det, jeg mente. Det er nemlig et stort problem for mange film, at de via musik og andre virkemidler insisterer på store følelser, som så bliver kvalt i stedet.