Læsetid: 4 min.

Man gjorde en nation fortræd

Louise N. D. Friedbergs 'Eksperimentet' fortæller en vigtig historie om Danmarks skamfulde kolonifortid, men trods et udgangspunkt i højdramatiske, virkelige begivenheder fungerer den ikke som filmisk fortælling
I 'Eksperimentet' om grønlandske børns tvangsfjernelse er der lagt vægt på dramaturgiske totalbilleder, hvor alting forklares og begrundes, som gør, at man aldrig rigtig kommer så tæt på, at det også kan føles.

I 'Eksperimentet' om grønlandske børns tvangsfjernelse er der lagt vægt på dramaturgiske totalbilleder, hvor alting forklares og begrundes, som gør, at man aldrig rigtig kommer så tæt på, at det også kan føles.

Christian Geisn©°s

9. september 2010

Det er ikke velvilje, man mangler, når man sætter sig til rette i biografsædet for at se Louise N. D. Friedbergs spillefilmdebut, Eksperimentet. Det er en film, som tager fat i et af de mørkere kapitler i Danmarks kolonifortid, og den kommer på et tidspunkt, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen stadig afviser at undskylde på nationens vegne.

Alligevel rammer filmen ikke dér, hvor den burde ramme, nemlig i hjertet.

I 1952 ankommer en båd fra Danmark til Godthåb i Grønland. Om bord er 16 grønlandske børn, drenge og piger, som halvandet år tidligere blev fjernet fra deres forældre i Grønland og sendt til Danmark for at lære at tale dansk og opføre sig som danskere.

Efter Anden Verdenskrig, hvor Grønland var isoleret fra det øvrige Danmark, var landet plaget af armod og sygdom, og den danske regering mente, at det ville være godt for børnene og deres fremtid, ja, hele landets fremtid, at de fik en ordentlig opdragelse i Danmark.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Monggaard skriver:
"Komponisten Ola Kvernbergs voldsomme violiner understreger i sjælden grad dramaet og de store følelser, men gråden når ikke ned i biografsalen."

Kunne det ikke tænkes, at det netop er de voldsomme violiners skyld, at gråden ikke når ned i biografsalen?

Det jeg mener, er at underlægningsmusik stiller sig hindrende i vejen for de følelser, som genereres af scenen selv. Man kan kalde dem de ægte følelser, i modsætning til de af musikken til overflod påduttede følelser. Dette er desværre situationen i alt for mange film.

Christian Monggaard

Jeg er fuldstændig enig, Per, og det var egentlig også blandt andet det, jeg mente. Det er nemlig et stort problem for mange film, at de via musik og andre virkemidler insisterer på store følelser, som så bliver kvalt i stedet.