Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Hallers forunderlige fortællelaboratorium

Der er bogstavelig talt uendelig højt til loftet i Hallers nye roman, som er en imponerende og fascinerende rejse totalt på tværs af tid og rum
Kultur
3. september 2010

Efter en årrække med ikke altid lige vellykkede eksperimenter især inden for kortprosaen er Bent Haller med Ham der søger Døden i dén grad tilbage på banen med en stor, bredt anlagt episk fortælling, der i sin visuelle og tematiske gestaltning samler mange tråde fra tidligere faser i forfatterskabet. Hos Haller handler det altid i en eller anden form om at afsøge forholdet mellem normalitet og galskab såvel i det enkelte individ som i diverse kultur- og civilisationsformer. Altid kompromisløst, uortodokst, genre- og grænsesøgende og uden smålig skelen til god smag og hvad der ellers lige måtte være oppe i tiden.

Ham der søger Døden er 12-årige Lau, som i det Herrens år 2008 sammen med sin mor kører galt på motorvejen. Kort før det sker, har Lau stået og ventet på, at moderen skulle hente ham efter et besøg hos vennen Marcus. Han kigger på de 7 stjerner, der udgør stjernebilledet Karlsvognen. Under lygtepælen fornemmer Lau at en skygge med englevinger følger efter ham. Han får en deja-vu-agtig fornemmelse af, at han har oplevet det hele før og derfor ved, at noget snart vil gå galt.

Da Lau igen vågner op, befinder han sig sammen med moderen i en slags venteværelse med døre uden håndtag. Drømmer han, sover han eller er han død? I en avis læser han, at mor og søn blev dræbt på stedet ved ulykken, men rent faktisk sidder de jo nu sammen og føler sig ikke 'døde'. En mandlig engel dukker op og fortæller, at han skal forene mor og søn med deres slægt. »Findes Gud?« spørger Lau. »Det evige liv findes,« svarer englen.

Gennem labyrinten

Og herfra går der så ellers spirallerende luftgalop og tidsophævende tanketurbo i fortællingen. Lau skal nemlig ud på en større rejse for at kunne dø en fredfyldt død.

Han skal gennem såvel Labyrinten som Portalen og krydse samtlige syv huse med tilhørende planeter. I det syvende og sidste hus holdes Døden fanget. Som en særlig udvalgt skal Lau (som egentlig hedder Lauritz -afledt af det latinske helgennavn Laurentius) befri Døden fra hr. Bukkefods (Satans) favntag. Undervejs på rejsen får han følgeskab af den uægte bispedatter Bea-trice fra Middelalderen, en filosofisk vejviser fra Antikken samt ærkeenglen Michael.

Når denne rejse gennem tid, epoker, bevidstheder og tilstande mellem liv og død ikke udarter sig til tom tidsmaskinetamtam, skyldes det både Hallers formidable evne til ubesværet at koble jordnær djærv humor med religionsfilosofiske overvejelser og hans næsten skulpturelle evne til at udtænke universer og rigt orkestrerede scenarier.

Lau gennemgår mange transformationer undervejs på sin rejse gennem de syv huse, der som skarpt adskilte systemer indeholder nye planeter, andre livsformer, kunstige mennesker og de hedenske guder. Undervejs vender Haller hele tiden tilbage til begivenheder og faser i Laus korte jordiske liv. Besøgene hos den venlige, kvindelige skolepsykolog og den distræte forfatterfars lidt hemmelige arbejde med en roman om et særligt skrift fra et spansk kloster er sammen med den tilbagevendende kredsen om, hvad der egentlig skete under og lige efter ulykken lagt ind i romanen, så det hele opleves som samtidige, kontinuerlige, hinanden forudsættende hændelser filtreret af en sjæl på rejse

Mødet med Bukkefod.

Mod slutningen af rejsen bevæger Lau, Beatrice og ærkeenglen sig gennem et islandskab over himmelstigen og ind i Guds hus, hvor de både møder en gammel kone, julemanden, Jesus og selveste Gud. Lau fremsætter over for Gud det ønske, at han og Beatrice må finde vejen til det syvende hus. »Hør her menneskebørn,« svarer Gud, »I skal ikke tro på de historier I har fået fortalt om Gud og Døden, om Lucifer, og Djævelen og hr. Bukkefod, de er alle sammen menneskehistorier, i bedste fald kun kvarte sandheder, i værste fald løgn. Intet er som I tror.«

Lau fastholder, at han alligevel gerne vil gå hele vejen og efter turbulente møder med Lucifer og hr. Bukkefod tager Lau de sidste skridt og rammes i et svimlende øjeblik af en lysmur: »For første gang mærkede Lau endelig hvor dejligt det var at kunne give slip, og falde i søvn, med en sikker forvisning om, at denne gang ville han ikke vågne igen«. Dér slutter rejsen -og romanen.

Der er i disse år i børne- og ungdomslitteraturen en stor optagethed af døden som figur. I forbindelse med udgivelsen af Ham der søger Døden, har Bent Haller udtalt:

»Hvis ikke døden er interessant, er livet det heller ikke. Vi kender lidt til livet, absolut intet til døden. Derfor bruger vi det, vi har erfaret til at forholde os til det, vi absolut intet ved om. Derfor er døden, indtil den er en realitet, ikke andet end et eventyr.«

Den variant af det eventyr, Haller her udfolder, holder hele vejen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her