Læsetid: 8 min.

Hr. Høegs fornemmelse for Hollywood

'Vi bør være meget forsigtige med at nedvurdere Hollywood og de amerikanske spændingsforfattere,' siger forfatteren Peter Høeg, som i sin egen nye spændingsroman, Elefantpassernes børn, viser en lysere og mere humoristisk side frem
'Vi bør være meget forsigtige med at nedvurdere Hollywood og de amerikanske spændingsforfattere,' siger forfatteren Peter Høeg, som i sin egen nye spændingsroman, Elefantpassernes børn, viser en lysere og mere humoristisk side frem
3. september 2010

Jeg har to bøger med i tasken, da jeg tirsdag træder ind på det lille mødekontor oppe under tagspærene på forlaget Rosinante i København. Peter Høeg sidder allerede i sofaen og venter, iført grønne hjemmesyede bukser med elastik og hvid skjorte uden flipper. Håret er en høstak. Det ligner, han lige er kravlet ud af sengen på sit hotelværelse i Nyhavn og spadseret over Krinsen, hen ad Strøget, op til Købmagergade 62, men sandheden er, at den danske verdensforfatter har alt for travlt til at ligge og blunde. På bare syv dage skal han mødes med 21 medier fra tre forskellige lande for at tale om sin nye bog, Elefantpassernes børn, der udkommer den 10. september i både Danmark, Sverige og Tyskland.

Så jeg går direkte til sagen og lægger mine to medbragte bøger frem på bordet. Den ene er forfatterens egen, den anden er Gyldendals Store Verdensatlas, et illustreret pragtværk over den fysiske virkelighed, som vi kender den, komplet med geografiske oplysninger om terrænformer og højdeintervaller, klimaforhold, vegetation og befolkningsfordeling. Jeg slår op på danmarkskortet på side 55 og rækker bogen over bordet til Peter Høeg. Det ville ikke være forkert at beskrive hans ansigtsudtryk som skeptisk afventende.

»Jeg tænkte ...,« siger jeg og slipper bogen, »at du kunne starte med at vise mig, hvor Finø ligger?«

Til almindelig oplysning skal nævnes, at Finø ikke findes andre steder end i den magiske virkelighed, der udgør Peter Høegs nye roman.

»Den ligger vel heroppe et sted,« siger han overraskende og placerer en finger midt i det nordligste Kattegat, blot et mandigt stenkast fra Anholt og ikke så skrækkeligt langt fra Sveriges kyst. Så kigger han op og smiler på en drenget måde, så det store mellemrum mellem hans fortænder kommer til syne:

»I hvert fald i sådan en drømmeagtig geografi.«

Nu med humor

Efter fire års litterær tavshed er 53-årige Peter Høeg tilbage med en ny fabulerende fortælling. I Elefantpassernes børn møder vi børnene Peter og Tilte, der bor sammen med deres forældre på præstegården på Finø. Men en dag, under et besøg hos deres storebror Hans i København, opdager de, at deres forældre er forsvundet. Det er ikke første gang, præsteparret forvinder. De har tidligere været på flugt fra myndighederne efter at have »svindlet med mirakler«. I jagten på deres forældre føres Peter og Tilte gennem både adelige, kriminelle og religiøse miljøer, mens de konfronteres med nogle af livets store spørgsmål og styrkes i troen på, at der et eller andet sted findes »en dør ud i friheden«.

»Det er altid svært at sammenligne sine egne bøger,« siger Peter Høeg, da vi har skænket vand i glassene og lagt atlasset til side, »men mens jeg skrev den her bog, har jeg hele tiden haft en følelse af at give fantasien frit spil. Som var det en hest, der bare fik lov til at løbe.«

Ingen leflen

I Elefantpassernes børn er de lange, informative afsnit om sne, musik eller lignende fænomener, som tidligere har været et kendemærke for Peter Høegs forfatterskab, så godt som elimineret og i stedet erstattet af en langt mere enkel fortælleform. Samtidig er der ryddet plads til mere humor og fabulerende vildskab, hvilket blandt andet kommer til udtryk i romanens farverige persongalleri, der byder på navne som Alexander Finkeblod, Anaflabia Borderrud, Trampeskælver og ikke mindst Thorkild Thorlacius-Drøbert.

»Jeg har altid været optaget af navne, fordi jeg synes, de er sjove at finde på. Men denne gang har jeg virkelig givet los. I det hele taget har jeg givet dele af den fabulerende måde at skrive på mere plads, end jeg husker at have gjort nogensinde før,« siger Peter Høeg og fortsætter:

»Lige nu føler jeg faktisk en stor glæde ved bogen.«

Før udgivelsen af Den Stille Pige for fire år siden havde Peter Høeg også en god mavefornemmelse. Han havde ikke ladet høre fra sig i over ti år, og forventningerne var skyhøje. Men da bogen endelig kom, kastede kritikerne sig over den genfødte forfatter som et frådende hundekobbel. De værste kaldte bogen for »salvelsesfuld« og »selvoptaget«, mens Berlingske Tidendes Jens Andersen gik skridtet videre og mente, at Høeg med Den Stille Pige helt havde afskrevet sig selv som kunstner. Kritikken ramte forfatteren hårdt.

»Jeg har stadig en sorg og en undren i mit system her fire år efter. Jeg føler, der var en mulig læseglæde som gik tabt, og at bogen blev til glæde for færre mennesker end nødvendigt,« siger han.

-Du har ikke taget noget af kritikken til dig?

»Jeg retter jo ikke mine bøger ind efter, hvad anmelderne skriver ... Men jeg har faktisk justeret ét sted, og det er første gang, jeg nogensinde har gjort det,« siger han og præciserer:

»Jeg oplevede, at meget af den negative modtagelse i Danmark havde at gøre med, at bogen handlede om spiritualitet, og at det er uvant i Danmark. Og det følte jeg ikke, da jeg skrev den her bog, at jeg ville give køb på. Men på de tilkendegivelser, jeg generelt fik på Den Stille Pige - og ikke kun i Danmark - blev jeg klar over, at bogens kompleksitet og de mange spring i tid og rum nok havde hægtet unødigt mange læsere af. Så denne gang har jeg forsøgt at gøre forløbsstrukturen mere enkel,« siger Peter Høeg, som dog afviser, at det er det samme som at »lefle for læserne«.

»Hvis man taler i en forsamling, hvor man kan mærke, at ikke alle lytter, så begynder man at tale højere, så det, man siger, også kan høres på de bagerste rækker. Det mener jeg ikke er at lefle. Det er tværtimod at have respekt for den kommunikationssituation, en bog også er. Desuden føler jeg ikke, det på nogen måde, har begrænset mig som kunstner. Jeg har brugt mig selv maksimalt også i den her bog.«

Et tematisk hovedspor i Elefantpassernes børn er den underliggende religionskritik, der løber som en tråd gennem handlingen. Men ifølge Peter Høeg er der mere tale om drilleri end egentlig kritik.

»Det er en kærlig drillen af de fire store verdensreligioner - og så er det en generel skepsis over for at tro,« siger han.

-Du tror ikke selv?

»Nej, jeg er praktiserende. Jeg træner.«

Nærmer sig mystikken

I mange år har Peter Høeg boet ved Vækstcenteret i Nørre Snede - et spirituelt 'træningscenter' under ledelse af Jes Bertelsen med undervisning i meditativ praksis og selvudvikling. Og det er netop sådan en form for »dør ud i friheden«, romanens Tilte og Peter kommer på sporet af, mens de jagter deres forældre. »Det, børnene opdager, er, at der findes en tilstand uden for sproget, som giver mulighed for at nå højere niveauer af bevågenhed,« forklarer han og gør en kort pause, før han fortsætter: »Har du set Matrix?«

Mens jeg kæmper med at få billedet af den tilbagetrukne, mystiske forfatter til at stemme overens med den mand, som nu sidder over for mig og hævder, han går i biffen og ser Hollywoodfilm, fortsætter Peter Høeg sin talestrøm.

»Jeg synes, det er interessant, at Hollywood lige fra The Game med Michael Douglas til The Matrix og nu senest med Inception igen og igen har tematiseret ideen om, at den her virkelighed ikke er den egentlige virkelighed, men en delvis illusion, vi kan vågne fra.«

Han læner sig længere frem i sofaen:

»I Danmark har vi et stærkt skel mellem underholdning og finkultur, men det har man ikke i USA. Og vi bør være meget forsigtige med at nedvurdere Hollywood og de amerikanske spændingsforfatter, for nogle af de helt store fortællemæssige skridt tages altså derovre lige nu. Hollywood nærmer sig mystikken og en eller anden forståelse af, at hjertet og bevidstheden rummer langt større muligheder, end vi er vant til at forestille os.«

50.000 elefantpassere

Ordet elefantpasser refererer normalt til en jobmæssig funktion i Zoologisk Have, men i Peter Høegs nye roman har betegnelsen en udvidet betydning. Bogen indleder med et indisk ordsprog, der lyder: Vil du være ven med en elefantpasser? Så forvis dig om, at du har plads til elefanten.

Den usynlige elefant, som i bogen plager det klerikale forældrepar Konstantin og Clara Finø, er den umættelige længsel efter at »vide, hvad Gud virkelig er«. En længsel, som først driver forældrene ud i plattenslageri og mirakelmageri og siden længere ud på kriminalitetens overdrev. Men at være elefantpasser er ikke nødvendigvis noget skidt, forklarer Peter Høeg.

»Jeg er selv så heldig, at jeg igennem mit liv har lært en del elefantpassere at kende, og bogen er også en hyldest til dem, der slæber rundt på indre elefanter.«

-Hvor mange elefantpassere vil du tro, der er i Danmark?

Peter Høeg bliver med ét meget stille. Meget længe. I over et halvt minut sidder han uden at foretage sig andet end at stirre frem for sig, og for hvert sekund, der slæber sig af sted, overbevises jeg mere og mere om, at han ganske enkelt har fundet spørgsmålet så dumt, at han har besluttet sig for ikke at svare. Så bryder han endelig tavsheden.

»Jeg tror, der er én for hvert 100 menneske,« lyder det overraskende præcise svar: »Det er et sjovt spørgsmål, jeg kan godt lide, når det bliver konkret. Jeg kiggede ud over mit netværk og talte direkte op. Så det må vel blive 50.000 elefantpassere i alt.«

-De mirakler, forældrene udøver, og som får folk til at strømme til Finø for at lade sig fuppe ... de fungerer vel kun, fordi der er folk, som gerne vil tro på, at der findes mirakler?

»Det er rigtigt, men som datteren Tilte siger, skal man alligevel passe på med at fuske med det inderste i mennesker, for så går det galt. Men du har ret i, at de falske guruer, både de spirituelle, politiske og økonomiske, har kronede dage, fordi der i Danmark, som i alle andre egne af verden, er en sult efter at høre nogen sige noget meningsfuldt om tilværelsen,« siger Peter Høeg, der selv som verdenskendt forfatter har mærket efterspørgslen på egen krop.

»Som forfatter bliver man konstant appelleret til, som om man var en biskop eller en præst. Der er mange, som ikke kan modstå fristelsen og begynder at fremstå, som om de har svar på alt. Men det eneste, man som forfatter kan - hvis man overhovedet kan det - er at binde en lille smule energi i sproget. Der er ingen visdomsskikkelser i vores kultur, for ingen af vores forbilleder er troværdige. Præsterne har ikke noget svar. Politikerne havner jævnligt i spjældet eller blive taget i at lyve. Popstjernerne bliver stofmisbrugere. Og sportsstjernerne er på doping. Hvis man bare kradser en lille smule i overfladen, kommer der lommeuld frem. Men mennesker leder alligevel. Så snart de står over for selv en skaldet forfatter, begynder de at spørge til meningen med tilværelsen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frank Robert Pedersen

Når det regner på degnen, drypper det på præsten?

Så skete det forudsigelige igen. Ingen mirakler her, virkelig ikke!

Min ven Peter Høeg i tæt parløb med min ven Jes Bertelsen udgiver dette efterår nye, samtunede bøger om verdensreligionernes elendighed og (underforstået) deres egen spiritualitets fortræffelighed. Der scores billige point på religiøs fundamentalisme og tages afsæt i dagens ateistiske forargelse, måske i håb om at sælge flere billetter til næste års sommerstævne på retreatstedet ved Limfjorden, hvor man kan komme og nyde stupaen (en religiøs atavisme og et kultisk levn fra den tibetanske buddhisme, man åbenbart ikke har givet afkald på i Jes Bertelsen-bevægelsen, jævnfør Vækstcenterets kursusprogram).

Hvad går deres egen religionsvariant ud på?

Artikel 1: ”Det, børnene opdager, er, at der findes en tilstand uden for sproget, som giver mulighed for at nå højere niveauer af bevågenhed.”

Kommentar: Dette er kernen i Jes Bertelsens bevidstheds- og hjerteteori. Begge dele skal overlades til overpersonlige og kollektive kræfter, vi ikke selv styrer. En slags BIG MIND. Og så dyrker man en regressiv drøm om igen at leve i barnets sammenflydende tilstand uden adskillelse.

Hvis Peter Høeg sagde ”bevågenhed”, er det en ”freudian slip”, for standardfrasen i denne new age-lingo er ”vågenhed”. Bevågenhed er noget man søger hos nogen! Hvem søger Høeg mon bevågenhed fra?

Artikel 2: … så er det en generel skepsis over for at tro,« siger han (Høeg). Du tror ikke selv? »Nej, jeg er praktiserende. Jeg træner.«

Kommentar: Også dette er et helt centralt tema hos Jes Bertelsen. Hans religionsvariant er formåls- og nytteorienteret, en slags spirituel bodybuilding. Hjertet og bevidstheden er et laboratorium. Man kan opnå stadig bedre resultater, mere effekt, bedre tuning. Og det skal helst kunne måles og vejes. Som om man kan blive cand. empat. med speciale i udvidet bevidsthed og være et bedre menneske end andre af den grund.

Men hvad er egentlig forskellen mellem at være trosfikseret og træningsfikseret? Ved Peter Høeg faktisk, hvad han træner til, eller tror han bare, at han ved, hvad han træner til? Jes Bertelsen er hans personlige træner, så han må jo have svaret, hvis han altså ikke selv er i samme situation? Så Peter Høeg må tro på Jes Bertelsen og på, at han ved det og kan stå inde for træningens resultat. Han kan i hvert fald ikke overskue det, for han kan ikke gennemtænke det (det sker jo i en sammenflydende og førsproglig tilstand) – og så er han midt i al sin træning virkelig helt ude i den yderste naive godtroenhed. Derfor er han også afhængig, og hvad er det for en slags frihed?

Hm… ligner Peter Høeg ikke til forveksling selv en troende?

@ Frank Robert Pedersen.

Du kan sikkert have ret i meget af det du skriver. Selvom udtrykket "spirituel bodybuilding" selvfølgelig er polemisk og provokerende, så er det nok ikke helt ved siden af ...

Men når du skriver at Høeg måske har et "håb om at sælge flere billetter til næste års sommerstævne på retreatstedet ved Limfjorden" så tager du helt sikkert fejl! Efterspørgslen til kurser med Jes Bertelsen er LANGT større end udbuddet, så de har INGEN problemer med at "sælge billetter" - det vil du også vide, hvis du kender noget til Vækstcentret".

Frank Robert Pedersen

Hej Niels,

Jeg har faktisk ingen fornemmelse af, hvordan forretningen Vækstcenteret klarer sig, men du har nok ret i din pointe – billetterne bliver flået væk. Det er jo trods alt billetter til en stadigt højere bevidsthedsklarhed og kærlighedslykke, der udbydes.

Så måske det for Peter Høeg (også, og mere eller mindre bevidst) handler om at legitimere, popularisere og formidle Jes Bertelsens ideer i den brede offentlighed, for der er et bemærkelsesværdigt sammenfald mellem deres budskaber, og det virker plat umuligt for Peter Høeg som forfatter at komme ud af den ”Vækstcenter-spirituelle skure”, han har kørt sig selv ned i.

Det giver unægtelig litteraturkritiken en helt ny udfordring – at vurdere den kunstneriske lødighed af skønlitterære værker, hvis forfatter har fælles interesser og sammenflydende bevidsthed med en såkaldt ”spirituel vejleder”, der vil bringe landets befolkning ud af dens spirituelle analfabetisme. Og hvordan stiller man sig som læser til denne genre? Er der bare tale om ”røverhistorier” og ”venlige drillerier” af anderledes tænkende og troende – eller er der i virkeligheden tale om en holdningsskabende, skjult indoktrinering af Vækstcenterets opfattelser af religion og spiritualitet?

Selv siger Høeg: ”Det er først problematisk, hvis man - eller jeg - bliver missionerende eller en anden persons ideer overtager det kunstneriske projekt.” Hm, den grænse har han vidst overskredet for længst!

Citat af Peter Høeg i foromtale til DR1 den 2.9.10 – Min tro er i mine bøger:

”Senere på efteråret udsender Vækstcentrets leder Jes Bertelsen et værk med titlen "Essay om frihed", der taler om at genopdage verdensreligionernes fælles kerne af empati og fordybelse. Det er nogle af de samme emner, som Peter Høeg behandler i sin nye roman. Sammenfaldet af de to udgivelser forplumrer ikke vandet, ifølge Høeg, der heller ikke nødvendigvis synes, det er nødvendigt, at der opstilles et skarpt skel mellem sit forfatterskab og sin spiritualitet. ’Spørgsmålet er, hvorfor de to ting nødvendigvis skal skilles ad. Den smukke ting ved kunstnen er netop, at den kan etablere helhed og sammenhæng,’ siger han.”

Citat af Jes Bertelsen på konference i Århus den 16.11.07:

”Min opfattelse er ... det er frygteligt provokerende, det kunne vi jo godt se, ikke også, allerede inden konferencen .. min forestilling er, at verdensreligionerne .. de er på det niveau, som alkymien var i middelalderen. Og det, der er ved at ske, blandt andet gennem neuroscience og alle de undersøgelser omkring, hvad gør meditation, og hvad gør det at arbejde med hjertet, hvor man undersøger, hvad det gør - og man sætter det ind, og man putter mennesker i scannere, og man stiller spørgsmål og bliver ved, og man ender med at finde det. Jeg er helt sikker! Man er allerede ved at finde, at verdensrelgionerne har en kerne af en slags almenmenneskelig, mere videnskabelig forståelse af, hvordan man også kan gøre med bevidstheden, og hvordan man også kan gøre med hjertet, og at det netop er det, der fører ind mod øget mulighed for at udvikle naturlig empati og venlighed og øget forestilling om en samhørighed med andre mennesker.”