Læsetid: 8 min.

Hr. Høegs fornemmelse for Hollywood

'Vi bør være meget forsigtige med at nedvurdere Hollywood og de amerikanske spændingsforfattere,' siger forfatteren Peter Høeg, som i sin egen nye spændingsroman, Elefantpassernes børn, viser en lysere og mere humoristisk side frem
'Vi bør være meget forsigtige med at nedvurdere Hollywood og de amerikanske spændingsforfattere,' siger forfatteren Peter Høeg, som i sin egen nye spændingsroman, Elefantpassernes børn, viser en lysere og mere humoristisk side frem
3. september 2010

Jeg har to bøger med i tasken, da jeg tirsdag træder ind på det lille mødekontor oppe under tagspærene på forlaget Rosinante i København. Peter Høeg sidder allerede i sofaen og venter, iført grønne hjemmesyede bukser med elastik og hvid skjorte uden flipper. Håret er en høstak. Det ligner, han lige er kravlet ud af sengen på sit hotelværelse i Nyhavn og spadseret over Krinsen, hen ad Strøget, op til Købmagergade 62, men sandheden er, at den danske verdensforfatter har alt for travlt til at ligge og blunde. På bare syv dage skal han mødes med 21 medier fra tre forskellige lande for at tale om sin nye bog, Elefantpassernes børn, der udkommer den 10. september i både Danmark, Sverige og Tyskland.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frank Robert Pedersen

Når det regner på degnen, drypper det på præsten?

Så skete det forudsigelige igen. Ingen mirakler her, virkelig ikke!

Min ven Peter Høeg i tæt parløb med min ven Jes Bertelsen udgiver dette efterår nye, samtunede bøger om verdensreligionernes elendighed og (underforstået) deres egen spiritualitets fortræffelighed. Der scores billige point på religiøs fundamentalisme og tages afsæt i dagens ateistiske forargelse, måske i håb om at sælge flere billetter til næste års sommerstævne på retreatstedet ved Limfjorden, hvor man kan komme og nyde stupaen (en religiøs atavisme og et kultisk levn fra den tibetanske buddhisme, man åbenbart ikke har givet afkald på i Jes Bertelsen-bevægelsen, jævnfør Vækstcenterets kursusprogram).

Hvad går deres egen religionsvariant ud på?

Artikel 1: ”Det, børnene opdager, er, at der findes en tilstand uden for sproget, som giver mulighed for at nå højere niveauer af bevågenhed.”

Kommentar: Dette er kernen i Jes Bertelsens bevidstheds- og hjerteteori. Begge dele skal overlades til overpersonlige og kollektive kræfter, vi ikke selv styrer. En slags BIG MIND. Og så dyrker man en regressiv drøm om igen at leve i barnets sammenflydende tilstand uden adskillelse.

Hvis Peter Høeg sagde ”bevågenhed”, er det en ”freudian slip”, for standardfrasen i denne new age-lingo er ”vågenhed”. Bevågenhed er noget man søger hos nogen! Hvem søger Høeg mon bevågenhed fra?

Artikel 2: … så er det en generel skepsis over for at tro,« siger han (Høeg). Du tror ikke selv? »Nej, jeg er praktiserende. Jeg træner.«

Kommentar: Også dette er et helt centralt tema hos Jes Bertelsen. Hans religionsvariant er formåls- og nytteorienteret, en slags spirituel bodybuilding. Hjertet og bevidstheden er et laboratorium. Man kan opnå stadig bedre resultater, mere effekt, bedre tuning. Og det skal helst kunne måles og vejes. Som om man kan blive cand. empat. med speciale i udvidet bevidsthed og være et bedre menneske end andre af den grund.

Men hvad er egentlig forskellen mellem at være trosfikseret og træningsfikseret? Ved Peter Høeg faktisk, hvad han træner til, eller tror han bare, at han ved, hvad han træner til? Jes Bertelsen er hans personlige træner, så han må jo have svaret, hvis han altså ikke selv er i samme situation? Så Peter Høeg må tro på Jes Bertelsen og på, at han ved det og kan stå inde for træningens resultat. Han kan i hvert fald ikke overskue det, for han kan ikke gennemtænke det (det sker jo i en sammenflydende og førsproglig tilstand) – og så er han midt i al sin træning virkelig helt ude i den yderste naive godtroenhed. Derfor er han også afhængig, og hvad er det for en slags frihed?

Hm… ligner Peter Høeg ikke til forveksling selv en troende?

@ Frank Robert Pedersen.

Du kan sikkert have ret i meget af det du skriver. Selvom udtrykket "spirituel bodybuilding" selvfølgelig er polemisk og provokerende, så er det nok ikke helt ved siden af ...

Men når du skriver at Høeg måske har et "håb om at sælge flere billetter til næste års sommerstævne på retreatstedet ved Limfjorden" så tager du helt sikkert fejl! Efterspørgslen til kurser med Jes Bertelsen er LANGT større end udbuddet, så de har INGEN problemer med at "sælge billetter" - det vil du også vide, hvis du kender noget til Vækstcentret".

Frank Robert Pedersen

Hej Niels,

Jeg har faktisk ingen fornemmelse af, hvordan forretningen Vækstcenteret klarer sig, men du har nok ret i din pointe – billetterne bliver flået væk. Det er jo trods alt billetter til en stadigt højere bevidsthedsklarhed og kærlighedslykke, der udbydes.

Så måske det for Peter Høeg (også, og mere eller mindre bevidst) handler om at legitimere, popularisere og formidle Jes Bertelsens ideer i den brede offentlighed, for der er et bemærkelsesværdigt sammenfald mellem deres budskaber, og det virker plat umuligt for Peter Høeg som forfatter at komme ud af den ”Vækstcenter-spirituelle skure”, han har kørt sig selv ned i.

Det giver unægtelig litteraturkritiken en helt ny udfordring – at vurdere den kunstneriske lødighed af skønlitterære værker, hvis forfatter har fælles interesser og sammenflydende bevidsthed med en såkaldt ”spirituel vejleder”, der vil bringe landets befolkning ud af dens spirituelle analfabetisme. Og hvordan stiller man sig som læser til denne genre? Er der bare tale om ”røverhistorier” og ”venlige drillerier” af anderledes tænkende og troende – eller er der i virkeligheden tale om en holdningsskabende, skjult indoktrinering af Vækstcenterets opfattelser af religion og spiritualitet?

Selv siger Høeg: ”Det er først problematisk, hvis man - eller jeg - bliver missionerende eller en anden persons ideer overtager det kunstneriske projekt.” Hm, den grænse har han vidst overskredet for længst!

Citat af Peter Høeg i foromtale til DR1 den 2.9.10 – Min tro er i mine bøger:

”Senere på efteråret udsender Vækstcentrets leder Jes Bertelsen et værk med titlen "Essay om frihed", der taler om at genopdage verdensreligionernes fælles kerne af empati og fordybelse. Det er nogle af de samme emner, som Peter Høeg behandler i sin nye roman. Sammenfaldet af de to udgivelser forplumrer ikke vandet, ifølge Høeg, der heller ikke nødvendigvis synes, det er nødvendigt, at der opstilles et skarpt skel mellem sit forfatterskab og sin spiritualitet. ’Spørgsmålet er, hvorfor de to ting nødvendigvis skal skilles ad. Den smukke ting ved kunstnen er netop, at den kan etablere helhed og sammenhæng,’ siger han.”

Citat af Jes Bertelsen på konference i Århus den 16.11.07:

”Min opfattelse er ... det er frygteligt provokerende, det kunne vi jo godt se, ikke også, allerede inden konferencen .. min forestilling er, at verdensreligionerne .. de er på det niveau, som alkymien var i middelalderen. Og det, der er ved at ske, blandt andet gennem neuroscience og alle de undersøgelser omkring, hvad gør meditation, og hvad gør det at arbejde med hjertet, hvor man undersøger, hvad det gør - og man sætter det ind, og man putter mennesker i scannere, og man stiller spørgsmål og bliver ved, og man ender med at finde det. Jeg er helt sikker! Man er allerede ved at finde, at verdensrelgionerne har en kerne af en slags almenmenneskelig, mere videnskabelig forståelse af, hvordan man også kan gøre med bevidstheden, og hvordan man også kan gøre med hjertet, og at det netop er det, der fører ind mod øget mulighed for at udvikle naturlig empati og venlighed og øget forestilling om en samhørighed med andre mennesker.”