Intet menneske er en ø

Peter Høeg har endnu en gang sat sit store fortælletalent i En God Sags tjeneste
Peter Høeg har endnu en gang sat sit store fortælletalent i En God Sags tjeneste
10. september 2010

Yndere af de for tiden så populære hjemstavnsromaner vil kigge forgæves på kortet efter den ø i Kattegat, hvortil Peter Høeg har henlagt store dele af handlingen i sin nye, på én gang gakkede og dybt alvorlige bog. Thi for at få passende plads til dennes overdådigt fortænkte plot har han konstrueret en fantasiø, udstyret den med »horder af storkepar« og befolket den med søgende særlinge. Særest blandt disse er nok præsten og hans hustru, organisten, som har fiflet med religiøse mirakler og, idet historien begynder, tilsyneladende er forsvundet sporløst.

Tilbage i suppedasen, parat til en underholdende krimi, står deres tre børn: den 14-årige Peter, storesøster Tilte og storebroren Hans, som sammen med foxterrieren Basker III bliver forfatterens svar på Enid Blytungs Fabulous Five.

Fordybelse og fodbold

Vi har nemlig at gøre med en børnebog for voksne. Men tillige, helt som man kunne vente af Høeg, med et stykke budskabistisk postmodernisme, der under flittig anvendelse af underholdningsromanens formgreb skal belære læseren om fortræffeligheden af spirituel fordybelse.

Så langt ligner Elefantpassernes børn sin forgænger, Den stille pige. Men hvor denne slæbte sig klodset af sted, til stadighed bremset af præk, cykler den nye roman nok så frit og lystigt derudad, båret som den er af en sikker komposition og en letflydende stil med friskfyragtige 'wisecracks', sådan som de kendes fra blandt andre Raymond Chandler.

Fortællingen er lagt i munden på teenageren Peter, hvem forfatteren ædelt har forsynet med en leksikalsk, historisk, religiøs og esoterisk-mystisk viden på størrelse sådan cirka med Jes Bertelsens hjerne. Ydermere skal fyren forestille at være stjerne på Finøs fodboldhold, vel sagtens for at kompensere en smule for hans mange tankers tyngde. Dog, lige meget hjælper det, Peter kan naturligvis ikke dy sig for at gøre legen med bolden til sin særlige afart af spirituel praksis!

Hemmelige koder

Ved sin side har Peter det meste af vejen sin søster i kroppen og ånden. Deres bevidsthed er nærmest den samme, de ved straks, hvad den anden tænker, for de har begge længe trænet sig spirituelt. Tilsammen er de lige så modige og snarrådige som Odysseus, lige så deduktivt detektivisk smarte som Sherlock Holmes. At så oplyste individer kan være vokset op under Finøs skingrende skøre præstepar, ligner et mirakel. Med så uberegnelige forældre havde de fem, undskyld de tre, været bedre tjent med at stå som forældreløse.

Hvorfor forældrene er forsvundet, afsløres hen ad vejen. Det er noget med elektronik og hemmelige koder og international terrorisme og en global religiøs synode, der angiveligt skal hitte ud af, om der et sted »bag de forskellige religiøse erfaringer« findes et fælles grundlag. Føj hertil en pengegrisk skibsreder, en leder i PET, der æder to 10 kilos madpakker ad gangen, og som ser ud derefter, samt et mytologisk luksusbordel i Københavns historiske centrum, som garanteret vil kunne få Andersine Fønsby til at ligne en grøn frø af misundelse, så har De en vis idé om dette ret så spøjse rodsammen af Halløj i Operaen, Da Vinci Mysteriet, Malteserfalken og Bulderby.

Anmassende

Tidsmæssigt opererer bogen simultant på fire niveauer. Der er for det første fortællingens nu, hvor 'Peter' (med en indsmigrende anmasselse, som bare virker decideret klam) henvender sig det læsende du. Der er for det andet handlingens nutid, hvor vi følger børnene fra Blågårds Plads hjem til Finø, over Kattegat og til København, samt til slut tilbage til øen, som efter alt det, der er sket, ikke mere kan kaldes »hjemme«. Der er for det tredje diverse flashback, der dels fungerer som cliffhangere, dels som baggrundsforklaringer. Og der er endelig for det fjerde en 'præsens-altid', hvor bugtalerdukken Peter, betjent af sin forfatter, oplyser os om, hvad »de store spirituelle personligheder« og »de spirituelle klassikere« og »alle de store spirituelle traditioner« og »de store mystikere« og »alle de store lærerskikkelser« og »de spirituelle sværvægtere« har at sige om dette »at lytte ind mod det, der ikke har nogen lyd«, at »mærke ind mod sig selv«, at »lytte indad mod ens kerne«, ind mod dér »hvor de store idéer kommer fra« (for nu bare at tage nogle pluk, listen kunne sagtens fortsættes længe).

I min barndom, hvoraf den største del udgik fra et rækkehus et par mils vej fra København, fik kvarteret fra tid til anden besøg af en (lidt bralrende) dørsælger i bil, som handlede med frugt og grønt og præsenterede sig som Arthur Kalevala Duncan. Andre gange kom en mand i Opel og iført hvid kittel for at sælge ost. Hvad denne mand hed, fik man aldrig at vide, så vi børn kaldte ham bare for Ostemanden, subsidiært Osteloste.

En mand med en sag

Hov, hov, vil læseren måske sige, hvad har frugtmanden og Osteloste at gøre midt i Elefantpassernes børn - romanen, hvis titel skyldes et gammelt indisk ordsprog, som lyder, at vil du være ven med en elefantpasser, så husk at forvisse dig om, at du også har plads til elefanten? Jo, ligesom vi bar over med de to dørsælgere, fordi det så utvetydigt fremgik, at det, de var ude på, var at få deres varer solgt, sådan ser jeg med sympati på Peter Høegs overordnede projekt, som består i at propagere for spirituel træning. Heri består, i bogens egen emfatisk selvudpegende inderlighedsjargon, »hvad der egentlig er inderst inde i denne her situation«. Det, læseren får af fjottede vitser og filmatiseringsegnede stunts og spektakulære forbrydelsestableauer, er alt sammen at ligne ved madding på en krog.

Om denne krog, forfatterens budskab, må siges, at det er al ære værd. Og har man først vænnet sig til den astronomiske afstand imellem forfatterens mål og hans litterære midler, kan man sådan set roligt give sig hans fortælling i vold. For mit eget vedkommende vil jeg sige, at jeg fik mest ud af i anden gennemlæsning at koncentrere mig om det spor, hvori romanen for mig at se virker mest ærlig og ægte, nemlig hvor den på den ene side gennemskriver en formentlig fællesmenneskelig fantasi om det suveræne, omnipotente barn og på den anden side konfronterer læseren med det ensomme, bange barn, som bor et sted i enhver, men som får det lidt nemmere, hver gang vi forstår, at intet menneske (kun) er en ø. Det sted i mig selv blev jeg mindet eftertrykkeligt om. Det var ikke så ringe endda.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Peter Høeg
Rosinante
382 sider
299 kroner
Udkommer i dag

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Kristensen

Hvilken blændende og veloplagt anmeldelse. Når det er sagt blev jeg en anelse skuffet da læste: "Jo, ligesom vi bar over med de to dørsælgere, fordi det så utvetydigt fremgik, at det, de var ude på, var at få deres varer solgt, ... og ikke: "Jo, ligesom vi bar over med det indlysende faktum at de to dørsælgere var en og samme person, fordi det så tydeligt fremgik, at det de var ude på var at få deres varer solgt. Det kan så være den scene kan bruges i en roman, engang. Hvem ved?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Nåh, det er da blevet mere positivt siden den dumme fordømmelse af et af den moderne samrtidslitteraturs mesterværker, "De Måske Egnede".
Jeg løber an på, at Peter Høeg er Peter Høeg, ligesom det på trods af anmeldelserne var tilfældet med "Den stille pige" - en på mange måder suveræn roman.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole Falstoft

Peter Hansen:
Nej den er ikke lige min kop te
Bortset fra de irriterende afbrydelser i handlingen hvor forfatteren vil belærer læseren om
verdens tilstand o. a., så er der f.eks. hovedpersonen – hvem tror at en sådan person eksisterer i virkeligheden?
Det kunne så være OK hvis der blot var tale om en spændingsroman men den vil jo at være meget mere og så synes jeg slutningen skuffer fælt

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ilia Farniev

Good news!

Men den er skrevet på Dansk, I suppose .... :-)

Khm.

Jeg har altid haft det på fornemelsen at Peter burde prøve sig i noget mindre perfektionaleseret sprog system. Men lade os ser bogen.

anbefalede denne kommentar