Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Jensen på Bjerget

Holberg trives både på Det Kgl. Teater og Odense Teater med skørter i sus og vandpytter - og med beskrivelsen af magtmisbruget som hotteste Holberg-tolkning
Bodil Jørgensens Nille råber til Henning Jensens Jeppe, der dingler i galgen. Han er smidt fra paradis til mødding, men har ikke mistet sin hæderlighed i Det Kgl. Teaters storladne magtfortolkning af Jeppe på Bjerget.   presse

Bodil Jørgensens Nille råber til Henning Jensens Jeppe, der dingler i galgen. Han er smidt fra paradis til mødding, men har ikke mistet sin hæderlighed i Det Kgl. Teaters storladne magtfortolkning af Jeppe på Bjerget. presse

Christian Friedländer

Kultur
13. september 2010

Hvilken Jeppe er Henning Jensen så? Han er ingen Taber-Jeppe - han er en Tænker-Jeppe. En Jeppe, der ser alle samfundets ydmygende mekanismer med stor klarhed. Og en Følelses-Jeppe, der aldrig helt er kommet sig over kanonchoket under krigen, og som hellere elsker Nille for den kærlighed, hun engang gav ham, end for den isnende kulde, hun indpisker ham nu.

I Jeppe på Bjerget har iscenesætteren Christoffer Berdal har lagt omdrejningspunktet i den herskende klasses dekadence - Baronens luksusliv og psykopatiske ledelsesstil er stiliseret med sådan æstetisk overdådighed, at enhver moderne kommunikationsvirksomhed må føle sig genkendt. Den menneskelige skruppelløshed er et givet vilkår; i dag er erhvervsundskyldningen bare tallet på bundlinjen, hvor den før var magthaverens kedsomhed ...

Christian Friedländer tumler endnu en gang Skue-spilhusets Store Scene, så publikum også overrumples visuelt. I Hamlet var det muren, der gled, og i Stuk var det lysthuset, der åbnede sig. Men i Jeppe er det malerierne på den store kasse, der er sat på drejescenen. For sidder man ikke lige og tror, at man bare skal se på fire forstørrede akvarelmalerier af landskab med hest? Og skubbes verden så ikke fra hinanden i vinkler, som man ikke kunne have drømt om?

Dermed bliver Jeppes undren i Baronens seng også til tilskuerens undren. Også når Jeppe skal tilbage fra Baronens himmerige til møddingen igen - og til Nille.

Bodil Jørgensens Nille har kraft både i de missende øjne og de veltrænede arme. Hun skal nok piske sin mand impotent. Men desværre har instruktionen ikke givet hende én eneste chance for også at udvise lidt varme for den mand, som trods alt er far til de fleste af hendes børn. Selv da Jeppe hænger i galgen, er hun bare bestyrtet over at se ham som død, ikke ked af det.

Jacob Skomager er heller ikke nogen gammel ven, der lidt lurvet sætter klingende mønt over venskab. Han er en dybt beregnende businessman, der foragter sin bedste kunde - i hvert fald i Steen Stig Lommers tvære tolkning.

Rystehænder

Henning Jensens Jeppe lyser derimod med sin varme og sin hæderlighed i sit arbejderagtige, sorte bondetøj. Når han er halvsnalret, kan han alt. Så ranker han sig og tager hænderne bag på ryggen og fortæller historier. Så klinger hans stemme, og hans ansigt lyser rødmosset. Når han er døddrukken, falder han bare i søvn - indtil han igen vågner op med rystehænder.

Baronen og hans hof har Berdal og Friedländer kreeret næsten som en gøglertrup - tilsat Summerhills drilske lyddesign af lirekasseminimalisme og sødmecello. Alt er karikeret, fra hjertemalede læber til silkestrømper og cykelstyrsskæg; Christian Tafdrup ligner sågar en revyversion af den norske kronprins med smalskæg og intellektuelle miner, blot tilsat turkis glimmerøjenskygge. Tafdrup spiller på rollens utålmodige kynisme. Niels Anders Thorn stirrer med sine tvivlende øjne, mens Henrik Prip bare taler de andre efter munden, og Martin Fredberg stiller sit glatte ansigt til disposition for ydmygelseseksperimentet. Morten Staugaard lægger sin basstemme ind som dæmper for volden og udstråler en velgørende bekymring, da han redder den splejsede Katrine Murholt Rosenthal fra næsten-voldtægten.

Så nej. Berdal har ikke skelet til Nørrebro Teaters Linda P på Bjerget, der var mere Linda P end Jeppe. Og han har heller ikke fulgt Alexa Thers Jeppe på Bjerget på Det Danske Teater, hvor Ole Thestrup hurtigt fik smag for seksuelle overgreb som magtens bedste middel. Berdals synsvinkel er derimod selve magtens nydelse: Tilfredsheden over at kunne få et menneske til at gå i stykker.

Strømpebånd og hævn

Holberg er ikke altid så voldsom i sin samfundskritik. Men forviklingshistorien gemmer sig i flere af hans komedier. Sådan som Odense Teater fortolker Henrik og Pernille, så er der en god del Jeppe i både Henriks og Pernilles figurer. Og en god del Baron. For her snydes netop dem, der tror, at de snyder nogle andre. Men i en ufarlig konstellation, hvor to tjenestefolk forbliver akkurat lige så fattige, som de hele tiden har været.

På Odense Teaters værkstedsscene har scenografen Camilla Bjørnvad været gavmild med grå mørtel og vandpytter. Her splasker den nænsomt foldede chiffon gennem gråbeskidt vand, så Holbergs samfundslogik får våde stænk langt op ad silkestrømperne. Herligt.

Peder Dahlgaard har vitterlig fået skabt en sjov kompakt version af Henrik. Ferm i talen og samtidig tung og for evigt en tjener. Egentlig er der også en skæg pointe i, at han som rund og glad overhovedet ikke matcher Malene Mehlsens knækketynde Pernille. For dette her handler ikke om forelskelse. Det handler om opstigning i samfundet. Om så strømpebåndet sidder på den ene eller den anden, det gør mindre. Malene Mehlsen ligner vitterlig en porcelænsfigur, når hun laver et perfekt 1700-tals-dånen: Bagover i slowmotion og med skørter flyvende efter sig - sådan! Hun får dog kamp til stregen af den nyuddannede skue-spiller Lila Nobel Mehabil, der spiller den rigtige Leonora. Her er en stemme, der kan både kurre og hvæse af teenagehysteri.

Imerco og Sartre

For instruktøren Jens August Wille kan sin komik. Og skuespillerne får lov til at agere som måbende tilskuere til et ægteskabscirkus, der måske ikke er så langt væk fra vores tids Bestil-en-bryllupsgaveliste-hos-Imerco-hysteri.

Michael Grønnemose er en herlig Leander, og Claus Riis Østergaard scorer bifald på sine mørke øjne og flabede overkrop som Arv. Derfor er det synd, at Mette Maria Ahrenkiel aldrig helt får fingre i ham, for hendes Magdelone forstår at spille op til ham i sine tjekkede, sorte liderlighedstyl.

Kurt Dreyer forsøger at tale de unge til fornuft med sin rolige stemme. Og Mogens Rex er en skægt underdreven observatør af de gale mennesker som Notarius. Mikkel Bay Mortensen får dog mest ud af sin lille birolle som Leanders ven. Han er både spændstig og farlig - som kom han direkte fra Sartres Urene hænder sidste sæson. Med samme dilemma mellem logik og hævn.

Måske er det netop dér, at Holberg rammer os mest i dag: I vores overudviklede trang til hævn. Henning Jensens Jeppe ligner én, der forstår mekanismen. Men også én, der aldrig selv vil gribe til vold.

Måske er det moralen, vi skal lære af 'Jensen på Bjerget' lige nu?

Henrik og Pernille. Tekst: Ludvig Holberg (1724), nyskrevet af Bent Holm. Iscenesættelse: Jens August Wille. Scenografi: Camilla Bjørnvad. Lys: Jens Klastrup. Lyd: Kim Malmose. 1 t 45 min. Odense Teater, Værkstedet. Til 9. okt. www.odenseteater.dk

Jeppe på Bjerget. Tekst: Ludvig Holberg (1722), bearbejdet af Christoffer Berdal og Jesper Bergmann. Scenografi: Christian Friedländer. Lys: Jonas Bøgh. Lyd: Summerhill. Skuespilhuset, Store Scene, til 4. dec. www.kglteater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her