Kammerat med solen

Katrine Marie Guldager har henlagt sin nye roman Ulven til 1940ernes provinsdanmark. Desværre lykkes det ikke trods frække, kokette og humoristiske indslag at overdøve de psykologiske og sproglige klicheer. Visse steder er det som at læse Familiejournalen eller at høre Laura fra Matador
Katrine Marie Guldager skifter mellem to stemmer: klogekone-stemmen med et overb©°rende vid og den forargede mora°©liserende.

Katrine Marie Guldager skifter mellem to stemmer: klogekone-stemmen med et overb©°rende vid og den forargede mora°©liserende.

krstine kiilerich
29. september 2010

For at kunne give sig hen i en antikveret konestemme har Katrine Marie Guldager henlagt sin nye roman til 40ernes provins-Danmark. Desværre har hun samtidig hengivet sig til klicheerne. Katrine Marie Guldagers fortællerstemme har længe været en konestemme.

Når den er klogekone-stemmen med et overbærende vid og en lille kluklatter skjult i drøbelen, holder jeg meget af den. Når den er den forargede kones slet skjulte moraliseren, har jeg store problemer med den.

Der er en tendens til, at den moraliserende kone bor i Guldagers noveller, og hende med kluklatteren i romanerne.

Med novellesamlingen Så er vi her (2009) nåede det moraliserende (over forældre, der lader sig skille) sit problematiske højdepunkt. I romanen En plads i historien (2008) var det til gengæld den overbærende, kokette konestemme, der lyste over beretningen i solens billede og snart skinnede skarpt, snart varmt og mildt over sine personers svigt og kærlighed. Guldagers nye roman Ulven griber umiddelbart fat i fortællerstemmen fra En plads i historien. Igen finder den ophævede fortællerposition sin allegori i solen, der i fortællingens afgørende blikke genner skyerne væk og skinner på én gang omsorgsfuldt og nådesløst ned på sine personer:

Svigtede børn

»For selv om solen var en fornem, adelig dame, der præsiderede over alt dødt og levende på denne jord, så var hun også en fornem adelig dame, der havde sans for detaljen« således hedder det eksempelvis, da solen skinner ned på det forelskede par i romanens start og lader dem se hinandens grimhed.

Men det lykkes ikke stemmen at løfte sig til lige så generøse højder i den nye roman som i den forrige og desværre falder den for ofte i klicheens afgrunde. Helhedsindtrykket bliver en blanding af Lise Nørgaard (Matadors Korsbæk kunne være model for Guldagers krigstids-Køge) og Sigrid Riise hvis man ellers kan huske denne djærve sundhedsplejerske, som for nogle år siden optrådte i medierne med bestemte og håndfaste råd om, hvordan børn skal behandles. Det handler nemlig (igen) meget om, hvordan man behandler børn: Vi hører om tre generationer af jævne folk i Køge omkring Anden Verdenskrig; centralt står yngste generation, søskendeparret Henry og Leonora, der hader hinanden med hele søskenderivalitetens morderiske raseri muligvis fordi deres mor har svigtet dem med sit identitetsprojekt, der gør hende til keramikkunstner:

»I tiden der kom blev Leonoras mor én der samlede identitet, som andre under krigen samlede brænde i skoven«.

Både denne hovedhistorie og romanens mange bihistorier handler på den ene eller anden måde om børn der bliver svigtet, med fatale konsekvenser for de liv, som den alvidende fortæller kan finde på at male lakonisk op med få, proleptiske penselstrøg:

»Den dreng, der forlod Køge, fandt aldrig kærligheden, og i resten af sit i alkoholnedsænkede liv indtog han aldrig andet end sandkage og c-vitaminer«.

Allegori

Det hele er meget allegorisk. Gennem Køge-familien og folk omkring den fortælles historier om, hvordan lys og mørke må kunne rummes i samme sjæl, hvordan moderlig afvisning kan være som solformørkelse, hvordan man må gå ind i smerten og sorgen for at kunne leve videre og hvordan indestængt længsel kan vokse sig til en stor, farlig ulv i familiens skød.

Titeldyret, ulven, er én af romanens mange vaskeægte allegorier: i takt med at moderens længsel vokser, vokser en ulv frem, som hun må spærre inde i et bur på loftet. Lyset og mørket er også så tykt allegoriserede, at de inkarneres som romanpersoner: børnenes tvillingfastre Frk. Lys og Frk. Mørke.

Allegoriens greb: at fremstille det abstrakte som noget konkret, gerne i personifikationens form, er Guldagers yndlingstrope: Løgnen »kiler sig hjemmevant« ind mellem personer; sandheden »er en særdeles usikker ven«, det »lille, stædige hjerte« har sit eget liv, livskraften er som en »buldrende kakkelovn«, hemmelighederne under værtshusets borde »putter sig ind til hinanden«, ensomheden »flytter ind«, moderens sygdom lever i sønnen »som en fremmed gæst, der kun ganske sjældent tør banke på hoveddøren«. Det allegoriske greb som sådan er der ikke noget galt med det har sin egen humor og er sådan set med til at gøre klogekone-stemmen klukkende frem for harcelerende. Men som det måske kan anes, bevæger vi os hele tiden på kanten til klicheen.

Familiejournal

Flere steder i romanen falder vi plump ud over klicheens kant, så fortællerkonen taler lige ud af Familiejournalen. Som her, hvor byens menneskefjendske forfatter tager den lille følelsesmæssigt forfrosne Henry-dreng på sit skød: »Den verden af is, drengen boede i, skulle smelte, små floder af smeltevand skulle bekræfte, at drengen havde lært den menneskelige varme at kende«.

Det er da mærkeligt at skulle læse noget så tåkrummende hos en forfatter, der i samme bog kan skrive virtuost om øjne, der sidder i samme ansigt og stoler blindt på hinanden.

Der er noget frækt ved den alvidende fortællerkones ophøjede og kokette solposition med dens anakronistiske 40er-stemme, dens skamløse allegorier og mange foregribelser til tiden efter romanens slutning (»Hendes bekymringer kom aldrig til at slippe hende helt. Ikke før hun i 1980 begyndte at dyrke yoga«.).

Det er ikke den anakronistiske tone, der er noget galt med den klæder faktisk Guldager (om end enkelte svipsere forekommer; således tror jeg ikke, man »havde sex« i 40erne).

Det er heller ikke allegorierne og den kokette iscenesættelse af en alvidenhed, for begge dele giver humoren plads. Men desværre lykkes det ikke det frække, det kokette og det humoristiske at overdøve de psykologiske og sproglige klicheer, så alt i alt sidder denne læser skuffet tilbage med en stemme i hovedet, der lyder som en blanding af sundhedsplejerskens brevkasse og kokkepigen Laura fra Matador.

Katrine Marie Guldager: Ulven, 288 sider, 299 kr. Gyldendal

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu