Læsetid: 5 min.

Kammeraten der blev væk

Historie. Han var ven med Mogens Fog og Arne Munch-Petersen, to kommunister med en dramatisk skæbne. Han var også kommunist og fik en dramatisk skæbne. Men han røg i glemmebogen. Nu afdækker journalisten Arne Hardis i ny bog, hvordan Otto Melchiors troskab mod kommunismen blev Otto Melchiors liv og død
Historie. Han var ven med Mogens Fog og Arne Munch-Petersen, to kommunister med en dramatisk skæbne. Han var også kommunist og fik en dramatisk skæbne. Men han røg i glemmebogen. Nu afdækker journalisten Arne Hardis i ny bog, hvordan Otto Melchiors troskab mod kommunismen blev Otto Melchiors liv og død
3. september 2010

Kig på billedet. Studenterårgang 1922 fra Metropolitanskolen. Det bedre borgerskabs sønner. Alle bestemt til at blive noget i samfundet. Tre af dem blev noget, de andre ikke blev. Nemlig kommunister.

Den ene af de tre kan mange nulevende genkende. Det er ham med det mørke pandehår yderst til højre i midterrækken: Mogens Fog. Senere professor, dr.med., medlem af Frihedsrådet, undveget fra tysk fangenskab i Shell-huset under det britiske bombardement, minister i befrielsesregeringen 1945, medstifter af SF i 1959, Københavns Universitets karismatiske rektor 1966-72.

Drengen med det runde hoved og det lyse hår yderst til venstre i midterrækken er Arne Munch-Petersen. Han blev cand.mag. i tysk og historie, partisekretær i Danmarks Kommunistiske Parti, indvalgt sammen med Aksel Larsen i Folketinget som kommunisternes første to repræsentanter, i 1935 sendt som partiets gesandt til verdenskommunismens koordinationscenter Komintern i Moskva, hvor han i 1937 hemmeligt fængsledes for trotskistisk virksomhed og efter tre års fysisk og psykisk tortur døde af tuberkulose - et forløb, som Aksel Larsen fik besked om, men fortav.

Bombeorganisation

Gymnasieklassens tredje kommunistiske skæbne sidder ved siden af Mogens Fog og har en vilter pandelok. Det er Otto Melchior. Han blev cand.polit., fuldmægtig i centraladministrationen og formand for de statsansatte i HK. Pænt og nydeligt. Hans kolleger roste ham for, at hans politiske anskuelser ikke prægede hans daglige arbejde i Invalideforsikringsretten. Men der var en side af Otto Melchior, som han holdt skjult også for de fleste af sine partifæller: Han var aktiv i en Moskva-styret international bombeorganisation, der i 1930'erne søgte at sænke fascistiske landes civile fartøjer.

Otto Melchiors navn blev en del af verdenshistorien, da Adolf Hitler nævnte ham som et af eksemplerne på et sovjetisk dobbeltspil, der begrundede Hitlers undsigelse af pagten med Stalin og overfald på Sovjet den 22. juni 1941.

Trods Otto Melchiors dramatiske livsforløb har han været glemt af eftertiden. Nu har Weekendavisens journalist Arne Hardis sat sig for at afdække Otto Melchiors skæbne. Det gør Hardis i bogen Klassekammeraten - Otto Melchior - kommunisten, der forsvandt. Bogen udkommer på Gyldendal den 7. september.

De tre metropolitanskolekammerater Mogens, Arne og Otto kom fra solide borgerhjem, der lænede mod Det Radikale Venstre. Mogens' far var dr.phil. i litteratur og redaktionssekretær på Politiken. Arnes far var juraprofessor, Ottos far var dr.med. Drengene kom i hinandens hjem og diskuterede ivrigt med hinanden og forældrene og de mange kulturpersonligheder, der kom på besøg.

Brat venstresving

Halvandet år efter studentereksamen foretog Mogens, Arne og Otto et brat venstresving af deres løbebane. De søgte optagelse i DKP, Danmarks Kommunistiske Parti. Hvorfor? Fordi Første Verdenskrig havde kompromitteret den europæiske samfundsorden; de gamle progressive kræfter kunne anklages for at have svigtet de krav, som en idealistisk ungdom måtte stille til en ny verdensorden efter krigen. Hertil kom i Danmark den råddenskab helt op i nationens top, der blev afsløret af skandalerne omkring Landmandsbankens krak i 1922.

Arne Hardis skriver: »De tre metropolitanere gik ud på den forjættende, men tynde line, som den russiske revolution havde spændt ud over afgrunden mellem verden af i går og morgendagens samfund.«

I kommunistpartiets selvforståelse var det ganske vist arbejderne, der skulle føre an, mens akademikerne ydmygt kunne få lov til at gå dem til hånde. Arne Hardis konstaterer om modsætningen arbejder/akademiker: »Konflikten skulle blive et genkommende tema i hele DKP's historie; måske var det denne konflikt, der så ofte fik revolutionære akademikere til at være mere villige til disciplin og underkastelse end andre?«

Det kommunistparti, som Mogens, Arne og Otto trådte ind i, var en lille sekt med knapt 1.000 medlemmer, kun en halv procents tilslutning ved folketingsvalg og endeløse indre stridigheder. DKP's splidagtighed forklarer Arne Hardis således: »At beskrive de løbende opgør er vanskeligt, for de blev som oftest iklædt drabelige gevandter med påstande om de modstående kammeraters parti- likvidatoriske hensigter, deres højreafvigelse, deres fascistiske præg, deres trotskisme eller slet og ret deres manglende samklang med Kremls klokker. De dybere brudlinjer handlede hyppigt om slet og ret at vinde den altafgørende opbakning og støtte - også den livsvigtige økonomiske understøttelse - hos de åndelige fædre i Moskva; skældsordene kunne man så drapere magtkampene med efter behag og hensigt.«

Mogens Fog var så heldig at opnå partiledelsens godkendelse af, at han fra slutningen af 1920'erne samlede sig om sin strålende lægekarriere. Derved undgik han at klemmes i partiets indre kampe. Arne Munch-Petersen gik det værre. Stalin var raget uklar med chefen for Kominterns hemmelige kurértjeneste, som fluks blev anklaget for trotskisme og henrettet. Stort set alle i kurertjenesten blev derpå arresteret, heriblandt Munch-Petersen, som til sin grufulde fængselsdød bevarede hengivenheden for Stalin.

Otto Melchior gik det heller ikke godt. Han skrev en pjece om Landmandsbankens krak og et bogbidrag om kommunismen, men i begge tekster kom han for skade at anvende en sprogbrug, som lige på det tidspunkt var partimæssigt uacceptabel, idet Stalin havde beordret, at Socialdemokraterne var den sande klassefjende.

Dansk politi anholder

Otto Melchior blev udstødt af partiet og drev i sin fortvivlelse ind i at gøre sig nyttig for revolutionen ved at bistå den hemmelige ring, der lagde bomber i fascistiske landes civile skibe.

Efter en skriftlig selvkritik, hvor Melchior ydmygede sig og lovede at underkaste sig enhver instruks fra DKP blev han genoptaget i 1934. Men - ukendt for den danske partiledelse - fortsatte han sin bistand til bombefolkene. Midt i alt dette havde han også energi til at lade sig vælge som formand for HK's statsansatte.Efter den tyske besættelse af Danmark gik det danske politi på opfordring fra Berlin i gang med igen at efterforske en sag om bombning af to spanske trawlere i Frederikshavn i 1938. Det førte politiet på sporet af Melchior, der blev anholdt og fængslet i marts 1941. Ganske vist blev han - af mangel på beviser - frifundet i byretten i juli 1941, men da havde nazisterne overfaldet Sovjet og forlangt ledende danske kommunister arresteret. Fra sin frifindelse blev Melchior af dansk politi ført tilbage i fængsel.

Da var han allerede i Hitlers begrundelse for Sovjet-overfaldet stemplet som skyldig i terror, og for at det ikke skulle være løgn blev han kort efter - af DKP's nu underjordiske ledelse, med Aksel Larsen i spidsen - endnu en gang ekskluderet. Begrundelse: Han havde medvirket til at skabe stemning mod partiet.

Melchior blev chikaneret af sine gamle partifæller under kommunistinterneringen. Han førtes sidenhen til KZ-lejren Stutthoff og døde under en beordret rædselsmarch bort fra Stutthof i februar 1945. Hans sidste ord til medfangerne var: »Nu dør jeg. Hils kammeraterne og dem derhjemme.«

Melchior forblev loyal mod partikammeraterne til sit sidste åndedræt. Når han sidenhen blev glemt, skyldes det ifølge Arne Hardis, at hverken det officielle Danmark eller kommunisterne havde nogen interesse i at holde Otto Melchiors minde i hævd. Begge var utilpasse over den skæbne, de havde udsat ham for.

'Klassekammeraten, Otto Melchior - kommunisten, der forsvandt' (Gyldendal) udkommer d. 7. september, og bliver anmeldt samme dag i Information.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvor blev anmeldelsen af Otto Melchior-biografien af? Bagsiden 6.sept.FOLK er for pauvert.

David Rehling har siden universitet og Mogens Fog villet endevende nogle kommunisters færden.

Med en anderledes politiske overbevisning vil Rehling næppe kunne blotlægge Arnes skæbne, og det er åbenbart heller ikke Ole Sohn givet og slet ikke Arne Hardis om Otto, en forudindtaget fortolker af historiske portrætter med anakronismens tilbøjelighed til udelukkelser..

Ifølge Oles ellers fortræffelige bog om Arne, var det ellers Lina (Arnes mor) og siden Elna, der utrættelig og helt personligt formåede at sætte en redegørelse i gang, et arbejde, som Aksel Larsen helt tilbage fra 1938 forsøgte at modarbejde. Det er værd at bemærke at Arne stod anklaget, ikke for sin egen holdning, men for Aksels letsindige omgang ed leninismen, et forhold, der kan føre til forståelse af det samtidige opgør med eller flugt fra DKP og dannelsen af SF, alt sammen under de kompakte beskyldninger mod Sovjet under Den kolde Krig, et angreb som DF og Bent Jensen nu forsætter mod danske kommunister, som de påstår er "landsforrædere", kapitalismens angreb, som i dag er overført på Cuba og Nordkorea med fantasifulde påstande (f.eks. at Castros anklage mod USA's og Israel's atomtrusler udmøntes i et knæfald for USA).

Ole Sohn har foretaget samme politiske konvertering som Aksel Larsen og indgået forståelse med USA (og CIA) og dermed forladt socialismen.

Det er vand på David Rehlings mølle, men hvor bliver anmeldelsen af bogen om Otto Melchior af? Kommunisternes skæbne er uløseligt forbundet med opgøret mellem kommunisme og nazisme under en total bunden opgave, nemlig krigens anderledes vilkår. En senere generation hælder altid gammel vin på unge flasker for selv at kunne forstå fortiden.