Læsetid: 5 min.

Kessler i trængsel

Den grundige, den klassisk journalistiske og den virkeligt vilde skal i den kommende tid konkurrere om læsernes gunst. Tre forlag har fået den samme idé og har på samme tid udsendt bøger om den samme mand, Mikkel Kessler
20. september 2010

Med den hårde konkurrence i forlagsbranchen sker det, at flere forlag planlægger den samme bog på samme tid, men skrevet af forskellige.

Da to forlag for godt en halv snes år siden tilfældigvis på samme tid planlagde nyoversættelser af Cervantes' Don Quixote, var det endnu en sjældenhed.

Det samme, da to forfattere (Karen Syberg og Jens Andersen) på samme tid skrev biografier om Tove Ditlevsen. Det regnes for sort uheld, da bøgerne med stor sandsynlighed stjæler købere fra hinanden. I fremtiden kan man vente meget mere overlapning af den slags. Det sås, da Stein Bagger blev afsløret som storsvindler. Hele syv bøger kappedes derefter om markedet og om at komme først.

Det var Aschehoug, der påbegyndte bølgen, da Stig Andersen sammen med Ole Knudsen og Karsten Blauert fandt ud af, at bøger med kendte menneskers livshistorier som f.eks. Helle Virkners og Uffe Ellemann-Jensens livshistorier røg durk op på toppen af bestsellerlisterne med salg på 100.000 eksemplarer eller mere i det lille Danmark. Så blæste de derudad, andre forlag fulgte trop, og lige siden har mangen et forlagsmenneske med en scanner i hovedet afsøgt landskabet: Hvilke kendisser bærer på en historie, som endnu ikke er fortalt?

Da Karen Thisted skrev en samtalebog med Benny Andersen og Johannes Møllehave, oplevede den et enormt salg to år i træk, og talrige var de journalister, der nu kastede sig over politikere, kunstnere og sportskoryfæer for at score kassen med interviewbøger, samtalebøger, biografibøger. Skønlitteraturen fik kam til sit hår.

Den indre Mailer

I den proces har tre forlag lagt billet ind på bokseren Mikkel Kesslers liv og historie. Alle tre bøger har hans navn med store typer og et foto af hans nøgne, trænede, tatoverede overkrop på forsiden. De var planlagt til at udkomme netop nu, fordi han skulle bokse en international storkamp i den højprofilerede, tv-transmitterede Super Six-turnering med verdens bedste nævekæmpere i supermellemvægt.

Til Kesslers store skuffelse måtte man aflyse, da han har en øjenskade. Bøgerne kommer selvfølgelig alligevel og er en udmærket anledning til at studere sammenlignende litteratur, bokselitteratur. De er skrevet af journalister, hvoraf den ene, Jonas Nyrup, har en bachelorgrad i filosofi, mens en anden, Kurt Thyboe, er tidligere chefredaktør for Ugens Rapport.

Uanset tilgangen har de en ting tilfælles: De er entusiaster. De er ramt af bacillen, den særlige atmosfære i træningslokalerne og ved ringside, auraen om boksemestrene selv, deres promotorer og hjælpere, og af den voldsomme fascinationskraft, som har tiltalt store forfattere og filmskabere før dem, og det er, som om macho-sejheden flytter ind i deres skrivestil, eller med andre ord: De finder deres indre Norman Mailer frem. Anderledes kan det åbenbart ikke være, og alligevel er der forskelle.

Den mest grundigt researchede er skrevet af Jonas Nyrup og Anders Damgaard. De er graverjournalister og modtog sammen en pris som årets sportsjournalister, da de afslørede, at en bokser var sendt i ringen med en svær hjerneskade. De har opsamlet en masse historier fra deres virke som journalister for Ritzau og det Berlingske bladhus. De har researchet i USA, hvor Mikkel Kessler og hans danske promotor, Mogens Palle, skulle 'deale'med de helt tunge drenge, og hvor det handlede lige så meget om penge som sport.

Bogen giver et indblik i den jungle, det er, når en bokser skal føres frem i et ældgammelt system med kampe, som måske ikke er direkte fiksede, men hvor andenrangsboksere skal matches med stjernefrøene på deres vej frem mod titelkampene.

Disse skal jo helst vinde, men modstanderne må heller ikke være for svage. At der også svindles direkte, kom frem, da det viste sig, at nogle af andenrangsbokserne optrådte under falske navne, så de kunne have et cv, hvor deres sejre stod, mens nederlagene stod på en anden liste, groft sagt.

Søster Linses vilde liv

Junglen består også i, at der ikke bare er én verdensmester i en vægtklasse. I 2002 var der 18 verdensforbund med hver sin, og otte vægtklasser var blevet til 17, så der i alt var mere end 300(!) verdensmestre på samme tid. Men nogle af forbundene er mere valide end andre.

Den letteste at læse er skrevet af Jyllands-Postens bokseskribent, Michael Enggaard. Han har en letflydende stil i den klassiske reportagegenre, hvor han opsøger folk tæt på Kessler, og også Kessler selv, og ud over udtalelser fra dem også skildrer dem som personer samt deres fysiske omgivelser med mange detaljer. Enggaard er derfor den, der bedst har fat i mennesket Kesslers opvækst på Islands Brygge i et værtshusmiljø, hvor kriminalitet var udbredt og fængselsdomme ikke et handicap.

Kessler selv giver ikke meget om sig selv fra sig i modsætning til søsteren Linse, der med Danmarks største silikonebryster, voldsdomme, en rap replik og et nært forhold til stripperbranchen mageligt kunne være emne for en selvstændig interviewbog. Det kan jo være, den kommer.

Mikkel holdt sig fri af kriminalitet og druk, men hans hjerte er i kvarteret, vennerne er der, og værtshuset Haraldsborg Bodega er stedet, hvor han altid tager hen efter sine kampe.

Storytelleren

Bogen er halvt en billedbog med foto taget af Ekstra Bladets Thomas Sjørup, der har fulgte bokseren i flere år. Man kan formode, at den falder i god jord hos et boksepublikum, der normalt ikke læser bøger.

Det samme kan man forestille sig om Kurt Thyboes bog, der er den virkeligt vilde af de tre. Den handler ikke kun om Kessler, men også om Kurt Thyboe, der iscenesætter sig selv som en storyteller, der har været med hele vejen, har mødt om ikke alle, så mange af de store verdensmestre og kan alle anekdoterne.

Thyboe er kendt som vidende og hårdtslående boksekommentator på tv og for sin mytologiserende og ligeledes letløbende, ofte staccato skrivestil, kendt som gonzo. Tricket er, at han knalder ud på papiret, hvad han har i sig, og med diverse associationer i en bevidsthedsstrøm a la forfatterne fra the beat generation, stolende på, at det bærer og ikke brister. De tre bøger, der også alle repeterer Mikkel Kesslers væsentligste kampe, bruddet med Mogens Palle til fordel for Kalle Sauerlands tyske boksefirma, skal i den kommende tid konkurrere om læsernes gunst. Kurt Thyboes røg med det samme ind på bestsellerlisten. Den ene er Arnold Buscks. For dem er der nemlig også flere af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu