Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Koncerten begyndte først med ekstramumrene

Jonas Kaufmann leverede tirsdag aften i Tivoli sikkert spil med arier der sad, hvor de skulle, men er han virkelig en ægte tenor?
Kultur
3. september 2010

Det vilde ved Jonas Kaufmann er alt det, han kan. Det kedelige ved Kaufmann er den selvsagte succes. Ser du godt ud og kan synge, er jobbet som stjernetenor dit. Der er ikke så mange om buddet for tiden. Kaufmann er et kæmpetalent. Hans stemme er enorm, og hans kløgt til at administrere den og overleve den er endnu større. Lige for tiden, som sagerne er, må han siges at være musik- scenens førstetenor.

Tirsdag aften var han solist i Tivoli ved festkoncerten i anledning af afdøde dronning Ingrids 100-års-dag. Man skal stå op, når de kongelige kommer ind, og man skal stå op, når orkesteret saluterer dem med nationalsangen »Kong Kristian stod ved højen mast«. Det er så skik følge eller land fly. Men ærgerligt er det, at man herefter skal høre orkesteret sidde fast i en dansk nationalgarde-musikalitet i en unuanceret, opskruet dynamik med hang til march, fest og henrettelser. Det klædte i hvert fald ikke aftenens første og italienske halvdel af koncerten. Den tyske dirigent Jochen Rieder er heller ikke nogen stor italiener. Der var ingen ømme punkter her, ingen italiensk nattebrise, men mange kalorier og en sikker aflevering. I de mange intermezzi, som tenorens stemme skulle hvile sig i, svandt tankerne ikke til fjernere mål end til at tælle salens lamper eller at prøve at genkalde sig Walt Disneys dansende flodheste til »Timernes Dans«, der ikke leverede mere musik end et stueur lørdag formiddag. Selv tik.

Jordbunden tenor

Kaufmann må i sin egenskab af førstetenor levere de italienske udødelige arier. Det står i førstetenor-kontrakten. Men spørgsmålet er, om det er det, han er bedst til. Han er sympatisk, jordbunden, begavet, disponeret. Alt det en ægte tenor ikke er. Han har fået styr på sin højde, så den ikke klemmer så meget i overgangstonerne mere, han står bomstærkt på gulvet, og man kan i den grad snakke om sikre afleveringer, men man savner det gode gamle tenorvanvid og høje c'er, der kammer over snarere end holdes i snor. Hver eneste arie er en henrettelse. Cavaradossi og Turridu ved, de skal dø, og deres arier har denne død i sig, men Kaufmann overlever hver gang. Der går kun et sekund fra den sidste tone til et lille næsesnif eller et sødt og ærligt smil. Jeg er splittet. Det fås ikke bedre - og alligevel er jeg ikke henført. Imponeret måske.

Efter pausen gik Kaufmann over til det franske og tyske repertoire. Om det så var det glas vin, jeg eller orkestret havde fået i pausen, så spillede de bedre. Bizet var en fest og helt forførende. Kaufmann sang sig også gennem det franske til UG og sløjfe, men døden og naiviteten er ikke følgesvende til det perfekte skoleeksempel. Don José er dum. Og han skal dø.

Klippesej

Lohengrin var det, vi havde ventet på. Mon ikke denne rolle, som Kaufmann er blevet så rost for, sidst og ikke mindst ved festspillene i Bayreuth denne sommer, ville forløse talentet? Og jo, det tror jeg. Jeg tror, Kaufmann kommer hjem her »In fernem Land« som Parsifals skæbnebetyngede søn. Her kommer hans mørke og korrekthed til sin ret. Aftenens Wagner-præstation var klippesej og en fantastisk rosin i pølseenden, men mangler den store sammenhæng til at opleves rigtigt. Det kan man så gøre på DVD.

Kaufmanns overlevelsesinstinkt og mangel på dødsforagt gør ham til en holdbar og sikker førstetenor, men jeg kan ikke helt se, hvad han giver publikum. Måske er han bare både klangligt og af sind en baryton, snarere end en tenor og vil derfor aldrig komme til at lyse disse roller rigtigt op. Eller også sparede han og økonomiserede for hårdt denne aften, forståe- ligt nok. Ekstranumrene lukkede op for glimt af en anden Kaufmann, der satsede sig selv og det sidste af stemmen. For mig at se var det her, koncerten begyndte. Men det kan jeg jo sagtens sige. Jeg skal jo ikke betale et skuffet Tivolipublikum pengene tilbage, hvis jeg har satset for hårdt. Man skal jo være tenor for at være så dum.

Tivolis Koncertsal, tirsdag. Solist: Jonas Kaufmann. Dirigent: Jochen Rieder. Koncertmester: Erik Heide. Tivolis Symfoniorkester. Musik af Giuseppe Verdi, Giacomo Puccini, Pietro Mascagni, Amilcare Ponchielli, Georges Bizet, Jules Massenet, Richard Wagner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her