John Cleese havde ikke ligefrem et hjerteligt forhold til sin mor. Hun var et neurotisk, angstfyldt menneske, som gennemlevede det meste af 1900-tallet uden at lægge mærke til de voldsomme omvæltninger omkring sig. Hun led af alle tænkelige fobier, blandt andet agorafobi, frygt for åbne rum, og klaustrofobi, hvilket var en skidt kombination og gjorde det svært for hende at finde egnede steder at opholde sig.
Kun to ting havde Cleese og hans mor, der døde for 10 år siden, tilfælles, fortæller den efterhånden 70-årige britiske komiker, skuespiller og forfatter tirsdag aften publikum i Odense Koncerthus: »Nr. 1: Vi voksede ikke op blandt ulve. Og nr. 2: Vi havde begge en kulsort sans for humor.«
Ifølge Cleese, der er på en slags stand up-turné i Skandinavien, udviklede telefonsamtaler med hans mor sig altid til, at hun brokkede sig over alting.
»Hver gang sagde hun: Jeg føler mig lidt nedtrykt i denne uge,« siger Cleese, der høj og rank ligner sig selv, som man kender ham fra tv og film, dog er han nu i besiddelse af en ganske fremtrædende topmave og er blevet både mere rynket og gråhåret.
»Det gjorde hun i 50 fucking år!«
En dag besluttede Cleese sig for at gøre noget ved sagen, og da moren som sædvanlig luftede sit deprimerende syn på livet og verden, sagde han til hende:
»Jeg kender en lille mand i Fulham, og hvis du stadig har det skidt i næste uge, kan jeg få ham til at komme og slå dig ihjel.«
Det, forklarer Cleese, fik moren til at bryde sammen af grin, og når hun og sønnen for fremtiden talte i telefon, behøvede Cleese blot at nævne den lille mand i Fulham for at muntre hende op.
Sortskægs afkom
Historien om moren er kun en af mange, som John Cleese deler med et hengivent publikum denne aften i Odense. Turneen, han er på, kalder han selv for sin skilsmisse-turné del 2 eller »feeding the beast« fordi den skyldes et akut behov for penge, efter at han har været igennem en temmelig bekostelig skilsmisse.
»Halvdelen af jer tænker: Lever han stadig?,« siger Cleese.
»Den anden halvdel spekulerer over, hvad denne levende legende dog laver helt heroppe i udkanten af det tyske imperium.«
Og det skyldes altså, at Cleeses ekskone, som han bruger en del tid på at kalde grimme ting blandt andet »piratens Sortskægs åndelige afkom« har fået ca. 100 mio. danske kroner med sig fra ægteskabet, hvorfor Cleese må »tilbringe mit livs efterår med at underholde danske grisefarmere og B&O-chefer«.
For ligesom at sætte skilsmissebeløbets størrelse i relief, fortæller Cleese, at han baseret på deres skilsmisser kunne have giftet sig med Gitte Stallone 3 1/3 gange eller med Pamela Anderson 8,5 gange for de samme penge. Cleese og ekskonen var gift i knap 15 år, i alt 5.486 dage, hvilket vil sige, siger Cleese, at hun tjente 18.250 kroner om dagen; at hun fik 6.000 kroner i kompensation for at sove; og at hun fik 45 kroner pr. kop kaffe, hun lavede.
Morsomt og nostalgisk
Billetterne til John Cleeses show, der varer to timer, koster små 1.000 kroner. Det er meget og sikkert også en væsentlig del af forklaringen på, at Odense Koncerthus, hvor der er plads til 1.200 mennesker, er mindre end halvt fyldt. Jeg lader mig fortælle, at billetterne inden forestillingen nåede at blive sat ned til 500 kroner, men det har tilsyneladende ikke hjulpet på tilstrømningen.
Cleese selv lader sig dog ikke mærke med noget fra scenen, og det tilstedeværende publikum bakker ham trofast op med latter og klapsalver, når han ikke sjældent siger noget sjovt. Han er ikke lige så adræt, som han var engang, men hans timing fejler ikke noget, og det er et sympatisk træk, at han selv ser med og griner sammen med publikum, når han f.eks. viser klip fra sine tv-serier.
For selv om det er underholdende at høre Cleese fortælle om sin ekskone, fylder skilsmissen kun en lille del af showet. Det kunne også være blevet pinligt at høre den aldrende komiker vade rundt i sit eget privatliv i to timer lidt ligesom de ynkelige reklamer for Elgiganten, han medvirker i for tiden.
I stedet tager han publikum med på en morsom, nostalgisk og oplysende tur i sit eget liv og virke med alt fra komedieserier som The Frost Report, Monty Python og Halløj på badehotellet og film som Fisken de kaldte Wanda. Han fortæller om sin kedelige opvækst i badebyen Weston-super-Mare og forklarer, at komikere ofte kommer fra ekstraordinært kedelige byer, og at han selv tidligt udviklede sin komiske tæft:
»Jeg var høj, tynd og socialt handicappet og prøvede at gøre mig mere populær ved at få mine klassekammerater til at grine.«
Angst for fejltagelser
Den unge John Cleese lyttede til radioen, skrev vittigheder ned og analyserede dem i et forsøg på at forstå komikkens væsen, og selv om han siden tog til Cambridge for at studere jura, gik der kun en uge, før han var blevet medlem af en teatertrup. Det var i 1963, og her mødte han blandt andre Graham Chapman, som senere skulle blive hans faste skrivepartner i Monty Python.
Cambridge førte til Broadway, der førte til tv-satireprogrammet The Frost Show, der blev sendt live til 40 millioner mennesker hver uge. Og det førte til Monty Pythons flyvende cirkus, som kun blev til noget, fordi BBC-cheferne dengang »vidste, hvad de lavede og stolede på deres instinkt,« siger Cleese.
»De lyttede ikke til marketingsfolk, og vi fik lov til at tage chancer. Chefer i dag ved ingenting, og de ved ikke, at de ingenting ved. Monty Pythons flyvende cirkus var billigt at producere. I dag er alt så dyrt, at alle er angste for at træde ved siden af.«
Holder af sort humor
Monty Python-gruppen, der også talte Graham Chapman, Terry Jones, Michael Palin, Eric Idle og Terry Gilliam, havde friheden til at lave, hvad de havde lyst til, forklarer Cleese.
»Det bedste ved Python var, at vi kunne være fjollede og frække. Jeg har altid elsket at skubbe til grænserne for det tilladelige. Jeg holder meget af sort humor.«
Han viser den scene fra Monty Python og de skøre riddere, hvor kong Arthur kæmper mod Den Sorte Ridder, som ikke vil give op, selv om han til sidst kun er en krop uden arme og ben.
»Det er den scene, publikum bedst kan lide, og det var den, som producenterne ville klippe ud,« siger han og fortæller, at man under færdiggørelsen af Fisken de kaldte Wanda bad et testpublikum om at nævne de tre sjoveste og de tre mest anstødelige scener i filmen. Det var de samme tre scener, publikum pegede på: Cleese, der hopper nøgen rundt i en lejlighed, da en familie træder ind ad døren; Ken (Michael Palin), der får stukket pommes frites op i næsen; og dyrevennen Ken, der ved et uheld dræber tre små hunde i stedet for deres ejerkvinde.
Cleese mener, at man skal undgå enhver form for politisk korrekthed, og at man, hvis man kan få folk til at grine af tabubelagte emner som sex og død, kan få dem til at grine højere end ellers. Ligesom dengang, han fortalte sin mor om den lille mand fra Fulham.
John Cleese. Odense Koncerthus, tirsdag den 28. september. Cleese optræder i Falkoner Salen i København i morgen og på mandag
