Læsetid: 4 min.

Mellem skærsild og det ydre rum

Robert Plant fortsætter med succes sin fusion af diverse urformer, hvor en Neil Young i mødet med produceren Daniel Lanois har skabt et stofligt og spacet hovedværk
Danmark kan glæde sig, hvis Robert Plant skulle lægge vejen forbi Danmark, som han gjorde det i 2003 til Skanderborg Festivalen (billedet). For selv om der produceres hyldemeter af ligegyldig såkaldt 'roots'-musik, kan en personlighed som Robert Plant & co. med deres nye album tilføre det både nye nuancer og ditto betydninger. Arkiv

Danmark kan glæde sig, hvis Robert Plant skulle lægge vejen forbi Danmark, som han gjorde det i 2003 til Skanderborg Festivalen (billedet). For selv om der produceres hyldemeter af ligegyldig såkaldt 'roots'-musik, kan en personlighed som Robert Plant & co. med deres nye album tilføre det både nye nuancer og ditto betydninger. Arkiv

Brian Rasmussen

25. september 2010

De færreste vil vel ligefrem påstå, at den tidligere Led Zeppelin-sanger, Robert Plant, oprindelig gik fra den ene kunstneriske sejr efter den anden, da hans sagnomspundne orkester smed håndklædet i ringen i 1980, hvor gruppens trommeslager John Bonham bød verden ret farvel. Faktisk kan man uden at overdrive påstå, at han i både 80'erne og 90'erne ikke rigtig formåede at brænde igennem på de seks-syv soloalbum, det nu blev til. Først da han i '94 endnu engang smed pjalterne sammen med Zep-guitarist Jimmy Page på albummet No Quarterog de i tidens unplugged ånd gav en stribe af deres egne klassikere et los i den bare i selskab med bl.a. en flok marokkanske musikere, gik det op for én, hvilken fantastisk sanger han stadig var, selv om det høje register ikke var helt så sprødt som tilforn. Til gengæld havde han lært sig økonomi, fået noget drøjde og hans overvældende power blev kun mere effektiv af at komne under administration.

Fjern analog fortid

Og i 00'erne har han så foldet sig helt ud - med Dreamlandi 2002 formåede han for alvor at forene de elementer, han altid har følt sig draget af: Amerikansk Delta-blues, engelsk folk, psychedelia og mellemøstlig tonalitet, samtidig med at han som sanger formåede at uddrage essensen af såvel levet som professionelt liv. I '05 udsendte han med bandet Strange Sensations det eminente Mighty Rearranger, hvor elektroniske elementer iblandedes ørkenrock og nordafrikanske klange på et fornemt luftigt udspil. Og så var der ellers jackpot med Raising Sand, et godt nok arkaisk, men også pragtfuldt duo-udspil med bluegrass-dronningen Alison Krauss, som i 2007 havnede på kritikernes årslister og også gav parret en Grammy. Succesen skyldtes i høj grad producer T-Bone Burnett, hvis varme, runde lyd giver associationer til alt det bedste fra en fjern analog fortid.

Vedkommende

Og uden Burnett, men i samklang med Buddy Miller gør Plant det igen på sit seneste album, Band Of Joy- i øvrigt også navnet på det orkester, han sang i, da Page headhuntede ham til Zeppelin. Altså forvandler diverse ikke umiddelbart samspillende genrer til et homogent og vedkommende udtryk, gammeldags som bare pokker og stolt af det, tilmed. Men også rørende og vedkommende, eftersom det i sidste ende grundlæggende vel bare handler om musik. Og selv om der sandt for dyden produceres hyldemeter af ligegyldig såkaldt roots-musik, hvor den ene eller den anden afprøver alle klicheerne inden for amerikanske ur-genrer som blues, country og soul for gud ved hvilken gang, kan en personlighed som Robert Plant & co. altså tilføre det både nye nuancer og ditto betydninger.

Højspændt elektrisk

Nuvel, hvor Robert Plant som solist arbejder inden for diverse genrer, var han som medlem af Led Zeppelin med til at skabe én. Også hans 65-årige amerikanske kollega Neil Young er på mange måder synonym med en genre, hvis ikke flere. To spor har nemlig konsekvent krydset hinanden i Youngs omfattende produktion - trubadurtraditionen, hvor han alene med akustisk guitar eller klaver har forsøgt at komme til bunds i såvel kærlighedens som livets mysterier og så en højspændt elektrisk, hvor han med sin trofaste Gibson Les Paul og forskellige bands har besunget alt fra den vildeste ekstase til de dybeste afgrunde. Men han har også utallige udgivelser på samvittigheden, hvor han ikke har været mange millimeter fra selvparodien og han har de sidste 30 år ikke kunnet opretholde standarden fra 1970'erne, hvor han igen og igen satte dagsordenen med det ene uomgængelige værk efter det andet. Om end der er langt mellem de deciderede katastrofer.

En sand kraftpræstation

På den anden side - hver gang publikum er ved at løbe tør for tålmodighed, leverer han lige et af de der album, kun han kan præstere: Freedom(1989), Sleeps With Angels(1994) og det meste af Chrome Dreams II(2007). Og lur mig om han ikke også gør det med Le Noise, som produceret af det efterhånden næsten sikre kort Daniel Lanois gennemsyres af den der herlige fornemmelse af, at lokummet brænder, venner, som det er tilfældet med så mange af hans bedste ting. Pladen er fuldstændig solo i den forstand, at de i alt otte numre spilles af Young alene på enten elektrisk eller akustisk guitar. Som så Lanois har kørt gennem et hav af effekter, hvilket giver det en klang af lige dele skærsild og det ydre rum. Alle dage en muskuløs og potent guitarist har hans spil her noget at sætte tænderne i i form af otte (rimeligt selvbiografiske) sange, som viser Young fra hans mest slagkraftige og fængslende side. Og godt efter 34 års ventetid endelig at få en ordentlig og tilmed autoriseret version af »Hitchhiker«! En sand kraftpræstation, der godt nok efterlader lytteren ør og med ringen for ørerne, men også mæt og - nå ja - en smule lykkelig.

Robert Plant: 'Band Of Joy' (Decca/Universal) Er udkommet

Neil Young: 'Le Noise' (Reprise/Warner) Udkommer mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu