Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

'Mennesket vil gerne gøre tingene ordentligt'

Da journalisten Florence Aubenas gik undercover som rengøringskone, kom hun ned i en parallelverden, som få kender til, hvor ingen er lige, og rettigheder en saga blot
Kultur
25. september 2010
Ingen fælles drømme. Selv i drømmene er de to klasser uden kontakt. Tidligere drømte den fattige om, at hans søn kunne blive f.eks. læge. I dag er drømmen, at han kan blive fodboldspiller, siger Florence Aubenas.

Ingen fælles drømme. Selv i drømmene er de to klasser uden kontakt. Tidligere drømte den fattige om, at hans søn kunne blive f.eks. læge. I dag er drømmen, at han kan blive fodboldspiller, siger Florence Aubenas.

Olivier Laban Mattei

I et halvt år kæmpede den franske journalist Florence Aubenas sig som løsarbejder på evig jagt efter arbejde gennem et Frankrig, de færreste kender til, men som omfatter hver sjette franskmand. Resultatet blev en en bog, som dels afdækker en fortiet social marginalisering, men også viser, hvordan toppen og bunden i det franske har stadig mindre kontakt med hinanden.

Bogen, Le Quai de Ouistreham, blev en bestseller, »ekstremt indfølt og velskrevet,« hed det om den her i avisen sidst på sommeren. Den har ikke kun sat sig spor i den politiske debat om Udkantsfrankrig, men også i forfatterens syn på sin egen hverdag. Det fremgår allerede, da Information møder Florence Aubenas til et interview en onsdag morgen i receptionen på hendes 'rigtige' arbejdsplads, ugemagasinet Le Nouvel Observateur: Hun tager sig god tid til at hyggesnakke med det administrative personale. Et halvt år som jobsøgende ufaglært rengøringskone har lært hende, at set fra neden kan der være langt op til toppen af hierarkiet i en virksomhed. Først derefter tager vi elevatoren op til hendes kontor på anden sal. En stor plante dominerer det lille lokale, som lige har plads til et skrivebord, et par stole og en fyldt reol.

Aubenas sætter sig og er klar til at svare på spørgsmål om alt det, hun skrev ned på sin mini-notesblok, fra hun i februar sidste år tog til Caen i det nordvestlige Frankrig, farvede sit hår og meldte sig på arbejdsformidlingen, til hun seks måneder senere fik tilbudt en fast kontrakt: rengøring fra kl. 05.30 til 08 hver morgen med en timeløn på 8,94 euro. Så sagde hun stop, fordi hun ikke ville tage et fast job fra nogen.

Så tæt på os

Siden har hun skrevet bogen Le Quai de Ouistreham, der beskriver, hvordan arbejdsløse må tilegne sig en lav arbejdsmoral for at overleve på et arbejdsmarked i opløsning. Her taler man ikke i ansættelser og personale, men i få timers rengøring.

Hvad overraskede Dem mest i løbet af de seks måneder?

»At der så tæt på os lever mennesker med en så anderledes status. Ofte tænker man, at folk i midlertidige ansættelser, arbejdende fattige (dvs. mennesker, der har et job størstedelen af tiden, men som ikke tjener nok til at komme over fattigdomsgrænsen, red.), blot udgør en marginal del af samfundet. Men det kan virkelig være hvem som helst. Det er Dem og mig.«

Et enkelt særkende er der dog: Ud af 10 arbejdende fattige er otte kvinder. Og det faktum gav Aubenas en plausibel forklaring på, hvorfor hun pludselig søgte job som ufaglært i en alder af 48 år. Det er der nemlig mange kvinder, der bliver nødt til, når manden forlader dem:

»På arbejdsformidlingen svarede de bare 'Ligesom alle andre'. Når det var en mand, der hørte historien, spurgte han altid, om min mand havde forladt mig til fordel for en yngre kvinde,« fortæller hun.

Trods deres overtal, er det på ingen måde kvinderne, der får de fede tjanser. På færgen, der lægger til kaj i Ouistreham, hvor Aubenas bl.a. arbejdede, er det per automatik kvinderne, som tager toiletterne.

Nødt til at sjuske

I bogen beskriver Aubenas, hvordan ufaglærte okser rundt på de mest ukristelige tidspunkter af døgnet for blot at arbejde nogle få timer, før de skal videre til næste stop, ofte mindst en times transport i en anden retning. De fleste steder er der heller ikke afsat tid nok til opgaven.

På et tidspunkt deltager De i et kursus for arbejdsløse, hvor underviseren forklarer, at under rengøring af busser kan man kun nå at vaske hveranden rude. Hvilket forhold har Deres tidligere 'kolleger' til deres arbejde?

»Det er vanskeligt. Det menneskelige sind er nærmest indstillet til at gøre tingene ordentligt. Hele vores opdragelse går ud på det. Her kommer De så til en en sektor, hvor man siger til Dem, at De er nødt til at udføre Deres arbejde dårligt,« forklarer hun og fortsætter:

»Du er ansat hos en, der har lovet sin kunde, at de kan få gjort rent på to timer. Men han er godt klar over, at det i virkeligheden tager tre. Men sagde han det, ville det konkurrende firma have fået kontrakten. Så De har valget mellem at arbejde gratis eller at sjuske. Det er meget degraderende for en selv.«

Når Florence Aubenas kom ud til et nyt sted, viste den nærmeste overordnede hende derfor, hvordan hun skulle få det til at se ud, som om der var blevet gjort rent:

»Fyren sagde til mig: De flytter tastaturet, tømmer skraldespanden og retter stolen op lige foran pc'en. Hvis der er mere tid, gør man mere. Ellers ikke.«

På et tidspunkt gik hun og støvsugede i et kontor ved fyraftenstide. Kun en kvindelig ansat sad ved tilbage ved sin pc. Med ét kom en mand ind og udbrød »Endelig alene,« hvorefter de to begyndte at kysse og gøre ved ... Aubenas forsøgte at støje mere, men gav op og forlod hurtigt lokalet.

»Man er som en kopimaskine. Man føler, der er en usynlig mur mellem en selv og de andre. Der er en kaffemaskine i lokalet ovenpå, men man ved, den er ikke til en selv.«

Efter seks måneder undercover som jobsøgende ufaglært vil De så sige, der er mere eller mindre hierarki i dag end tidligere?

»Der er større afstand. I dag har udtrykket 'ansat' ikke længere en klar betydning. Tidligere var der måske en afstand på fire gange lønnen mellem receptionisten og bankdirektøren. Men at være ansat betød automatisk, at man havde nogenlunde den samme status. I dag bliver direktørerne, der tjener milliarder, kaldt for ansatte ligesom rengøringspersonalet, der arbejder to timer ad gangen og ikke har nogen rettigheder.«

Florence Aubenas kommer med en masse bekræftende 'oui'er, mens hun lytter til spørgsmålene og nulrer en limegrøn lille ærtepude-agtig bold i sin ene hånd:

»Det er rigtigt, at i Frankrig er arbejdsmarkedet ret organiseret. Jeg er fra den generation, hvor man har et arbejde fra 20-årsalderen og arbejder otte timer hele sit liv. Så stopper man, får en gave, alle giver hinanden et knus, og så er det slut. Den verden eksisterer ikke længere. Ingen af de våben, man har for at forsvare sig selv imod chefen, fungerer i de midlertidige ansættelser.«

Faktisk var vikarbureauer forbudt i Frankrig så sent som i 1970'erne. I 1980'erne var der omkring syv til otte procent fattige arbejdende. I dag udgør de omtrent 15 procent af de aktive på arbejdsmarkedet. Det skyldes blandt andet, at fagforeningerne er blevet svækket, forklarer Florence Aubenas:

»Man har en chef, man ikke kender, man ved ikke engang altid, hvem det er. Ofte er man ansat i en virksomhed, som sender en ud at arbejde for nogen andre. Hvem strejker jeg så imod?«

Derfor bliver det at få en fast kontrakt vigtigere end noget andet, forklarer Aubenas >:

»Folk søger en fast ansættelse. Uanset hvilket job, der følger med. Internt i virksomheden er der stor forskel på, om man er fastansat eller ej. Det skaber nogle usunde hierarkier.«

'Krisen findes ikke'

Florence Aubenas har ændret navnene på alle dem, hun fortæller om i bogen. Men for folk i Caen er der ingen tvivl om, hvor hun har været ansat og af hvem.

Hvordan har de folk, De beskriver, reageret på bogen?

»De fleste har glædet sig på mine vegne. Men de blev vrede, da jeg efterfølgende i radioen talte om fattige arbejdende, og sagde til mig: 'Du omtaler os, som om vi var hjemløse. Vi er gennemsnits-Frankrig'. De føler sig ikke udelukket. Det, der generer dem, er, at samfundet udvikler sig i to hastigheder. Og det bliver understreget af en offentlig debat, som ignorerer dem.«

At de to verdener for alvor er adskilte, fandt Aubenas tidligt ud af. Fatisk helt i begyndelsen. For hun drog oprindeligt ud for at finde ud af, hvordan den økonomiske krise påvirkede bunden af samfundet. Men det var et forkert udgangspunkt:

»Ni ud af 10 siger, at krisen ikke findes. De mener, det er et system, politikerne har opfundet for at lukke virksomheder.«

Og når Aubenas indvendte, at der var fyret 20.000 industriarbejdere i området, lød svaret: »Folk bliver fyret, men cheferne fortsætter og får deres bonus.«

Den voksende forskel på over- og underklassen betyder ifølge Aubenas, at de to verdener fjerner sig stadig mere fra hinanden. Tidligere var de to i det mindste forbundne via drømme om en bedre fremtid:

»Folk havde et håb om, at det ville gå deres børn bedre, end det var gået dem. At deres søn f.eks. ville blive læge. Men i dag håber mødre, at deres sønner bliver fodboldspillere. Det er meget farligt, at de to verdener ikke længere er forbundne.«

Florence Aubenas

Født 1961, journalist på ugemagasinet Le Nouvel Observateur.

Har blandt andet udgivet bogen 'La Méprise: L'affaire d'Outreau' i 2005 om en række pædofilidomme afsagt på falsk grundlag.

Blev den 5. januar 2005 kidnappet under en reportage i Bagdad, frigivet den 12. juni samme år.

Modtog i maj i år prisen Joseph-Kessel-prisen for 'Le Quai de Ouistreham'. Prisen gives til værker af stor litterær kvalitet.

'Le Quai de Ouistreham' blev anmeldt i Information af Tine Byrckel den 10. juni.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bolette Westerholt

Ja, jeg er også tilstrækkelig humanist til at tro på at mennesker vil det gode, og gør hvad de kan for at få det hele til at hænge sammen på den bedst mulige måde.
Men hvis arbejdsbetingelserne direkte udgør en barriere for at udføre sit job godt nok, så bliver man først STRESSET i sit forsøg på at nå det alligevel, så DEPRIMERET over det meningsløse i at forsøge, og så KYNISK i forsøget på at skærme sig selv fra meningsløsheden.