Læsetid: 3 min.

Når mor og mor skændes

'The Kids Are All Right', men hvad de voksne angår, er det en noget anden sag i meget velspillet dramakomedie om økomærket menneskelig dårskab
Hverdagsdrama. The Kids Are All Right er ikke et værk, der vil give ekko i evigheden, men den er fuld af gode øjeblikke og gode præstationer af blandt andre en af Hollywoods for tiden mest interessante, Mark Ruffalo (t.h.).

Hverdagsdrama. The Kids Are All Right er ikke et værk, der vil give ekko i evigheden, men den er fuld af gode øjeblikke og gode præstationer af blandt andre en af Hollywoods for tiden mest interessante, Mark Ruffalo (t.h.).

16. september 2010

Med ørkenen lige i nærheden og palmer i gadebilledet har Los Angeles altid været et samspil mellem storby og natur. Dette spiller da også en fremtrædende rolle i The Kids Are All Right, der byder på hele to Los Angelinos, der arbejder som gartnere. Hvilket jo nok skal ses som et symbol på den ikke altid lige lette kunst at få ting - i bred forstand - til at gro. En til lejligheden lettere mandhaftig Anette Bening og den til alle tider og fra alle vinkler svimlende feminine Julianne Moore spiller et midaldrende og noget umage lesbisk par. Nic (Bening) er en fokuseret kirurg, som ikke helt evner at skjule sin irritation over Jules' (Moore) anderledes flyvske natur.

Far er stadig dreng

Da deres to teenagebørn (fornemt spillet af Mia Wasikowska og John Hutcherson) udtrykker ønske om at komme i kontakt med manden, der leverede sæden til deres undfangelse, viser det sig, at han ikke har mange af den klippefaste faderfigurs karakteristika.

Faktisk er Paul, som han hedder, højst en storebror til Joni (en følsom og begavet sjæl, som i øvrigt er opkaldt efter Joni Mitchell) og lillebror Laser rent mentalt: En øko-gartner og restauratør med en afslappet holdning til det at dyrke sex med sine kvindelige medarbejdere og en klar idé om, hvor sej han ser ud, når han kommer kørende på sin motorcykel.

Han er i højere grad Jules' type end Nics, og snart begynder Nic da også at føle sig i undertal og endda kørt ud på et eksistentielt sidespor. Det hele skal blive værre, før det bliver bedre for den usædvanlige familie med de på mange måder ret så sædvanlige problemer.

Cholodenkos tilgang til det lesbiske tema er nærmest antisensationel. Faktisk skal en ikke uvæsentlig del af filmens komik findes i, at børnene finder mor og mor akkurat ligeså pinlige og irriterende som teenagere fra gængse hjem med mellemrum finder mor og far pinlige og irriterende.

Ej heller er der nogen positiv særbehandling at spore, hvad Jules angår. Figuren ville ellers have været let at iscenesætte som en smuk taber, men Cholodenko forsømmer ikke at vise, hvor led underhunden i parforholdet kan være over for andre, når hun føler sig trængt op i en krog af sin egen manglende dømmekraft og utilstrækkeligt artikulerede utilfredshed.

Det bedste til sidst

Paul spilles af Mark Ruffalo, en lidt anakronistisk, Marlon Brandosk mandetype, som i sit eget sindige tempo (han fylder 43 til november) har etableret sig som en af de mest interessante skuespillere, USA har at byde på.

Der er en pudsig dobbelthed over Ruffalos fysiske fremtoning, som kunne lede tanken hen på en skovhugger med en fortid som balletdanser. Han er akkurat lige så god til ligesom bare at hænge i baggrunden - uden at falde i med den, vel at mærke - som han gjorde i Shutter Island, som han er til at fylde lærredet helt ud.

Rollen som Paul kræver, at han skruer op for charme og sexappeal, men Ruffalo formår samtidig at synliggøre sprækkerne i Pauls noget selvfede facade. Da han forsøger at fremstå som en cool dude over for Joni og Laser, får man fornemmelsen af, at han ikke rigtig tror på det selv.

The Kids Are All Right er ikke et værk, der vil give ekko i evigheden, dertil følger den alligevel for velkendt en feel good-formular. Men den er fuld af gode øjeblikke, og det er Mia Wasikowska, der får lov at sætte prikken over i'et (i som i independent) i filmens mest rørende og elegant eksekverede scene, som er enkel, men enormt betydningsmættet og samtidig et eminent eksempel på den klassiske show it, don't tell it-dyd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu