Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Når det perfekte ikke er nok

Hvad er kærlighed? Et kreativt og konstruktivt fællesskab, hvor man bygger en (gerne succesfuld) tilværelse op, med alt hvad dertil hører af familie og karriere og ejendom? Eller en dump og nærmest skamfuld trang til små oaser af sumpet vandplanteliv midt i tilværelsens præstationskrav?
Kultur
24. september 2010
Sump. Det tiltalende ved romanen er skildringen af længslen efter noget andet end det perfekte liv: En anden, vegetativ væren, som hovedpersonen længes efter med skam.

Sump. Det tiltalende ved romanen er skildringen af længslen efter noget andet end det perfekte liv: En anden, vegetativ væren, som hovedpersonen længes efter med skam.

Wikimedia Commons

En ung, mandlig arkitektstuderende sidder i Biergarten med sine kammerater og mærker sig iagttaget af en grim, ung kvinde fra Polen: »Hendes ansigt var opsvulmet, hendes hår sad løst og var hverken for kort eller langt. Sandsynligvis havde hun for længe siden fået lavet en permanent, men frisuren var gået ud af facon, og håret hang ned i ansigtet på hende. Hendes tøj virkede gammeldags og billigt. (...) Lige fra starten virkede Iwona ubehagelig på mig. Jeg havde ondt af hende, og samtidig blev jeg irriteret over hendes lammefromme, tålmodige adfærd«.

Lyder det som starten på en kærlighedshistorie? Det er det. I Peter Stamms roman Syv år (for Lea), som nu kan læses i dansk oversættelse.

Historien fortælles retrospektivt af den midaldrende arkitekt Alexander i et nøgternt sprog og en enkel syntaks: Hovedsætning føjer sig til hovedsætning, og selv om der hele tiden står 'jeg', er det ikke udtryk for en svulmende selvfølelse; det er hverken introspektionens eller selvhævdelsens eller følsomhedens eller for den sags skyld upålidelighedens jeg, men den enkle iagttagelses og simple beretnings jeg.

Vandplante

Alexander bliver ikke gift med den ynkelige Iwona, men med sin overtjekkede arkitektkollega Sonja, som han bygger et firma op sammen med. Hans beretning skal forestille at være henvendt til Sonjas ældre veninde Antje - en konstruktion, der ikke virker nødvendig, og som man derfor også som læser har tendens til at glemme, i bedste fald fordi man føler sig direkte tiltalt af Alexanders fortælling, som ikke synes at have nogen fiktiv tilhører nødig som mellemled.

Det tiltalende er skildringen af længslen efter noget andet end det perfekte liv: mens Alexander bygger hus og ægteskab og firma op med sin perfekte, stilfulde hustru, drages han jævnligt mod den stilløse Iwona. Hos hende finder han en anden, vegetativ væren, som han længes efter med en blanding af skam og nødvendighed:

»Når Iwona og jeg lå i tæt omfavnelse på sengen, blev jeg grebet af stor sløvhed, vores svedige kroppe syntes at vokse sammen til en mangeleddet organisme, der bevægede sig trægt ligesom en vandplante i en usynlig strøm.«

Iwona er indbegrebet af dårlig smag: Hendes værelse flyder med tøjdyr og lægeromaner og indrammede bibelsentenser og plastickrucifikser, men aldrig er Alexander mere ophidset, end når Iwona tager imod med hængepatter, sjasket slåbrok og gerne en nyopereret livmor.

Historien om manden udspændt mellem den perfekte og den smagløse kvinde er naturligvis også en klassehistorie. »I grunden længtes jeg efter min barndoms småborgerlige kår,« reflekterer Alexander. Hvorimod Sonja føler sig hjemme i de højere sociale lag, som her på luksushotel i Garmisch:

»Det var hendes sociale lag, der mødtes her, mennesker, som demonstrativt skjulte deres rigdom og behandlede personalet så jovialt, at det kom til at virke nedladende.«

Skematisk

Alexanders to kvinder repræsenterer hver sin modpol: vegetativ væren over for flittig præstation, kropslig selvforglemmelse over for social identitet, enfoldig hengivelse over for strategisk livsdesign, socialt affald over for socialt topprodukt, kærligheden som dump nødvendighed over for kærligheden som narcissistisk selvbekræftelse. Det er på grænsen (og nogle gange pænt over grænsen) til at være for skematisk. Men Stamm giver sin fortæller en nøgtern, upatetisk stemme, som lader drømmen om en anden og vegetativ væren sive stille og tankevækkende ind i det effektivitets- og præstationsliv, der er den senmoderne middelklasses vilkår.

Den danske oversættelse er desværre skæmmet af lidt klodsede germanismer, først og fremmest i syntaksen, hvor man ofte støder på konstruktioner som: »jeg følte angst derved« eller »jeg spurgte hende derom«. Jeg ved ikke rigtigt, hvad »kartofler med pil er«, men jeg mener, at »manchesterstof« er det, man på dansk plejer at kalde »jernbanefløjl«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her