Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Når de skæve eksistenser gøgler

Jean-Pierre Jeunets nye film, 'Micmacs', er som at se Olsen-banden på kup i et parisisk cirkus med Chaplin og Storm P., gøglere og cigarmænd i manegen
Jean-Pierre Jeunets nye film, 'Micmacs', er som at se Olsen-banden på kup i et parisisk cirkus med Chaplin og Storm P., gøglere og cigarmænd i manegen
Kultur
9. september 2010

I Jean-Pierre Jeunets filmuniverser kæmper uskyldsrene, ofte cirkusartistiske og i hvert fald flyvske og finurlige karakterer mod kyniske skurke fra den sure voksenverden.

I den fremtidsdystopiske kannibalismefarce Delicatessen (1991) var det eks-cirkusklovnens kamp mod de menneskeædende landsbyfolk. I den mesterligt surreelle De fortabte børns by (1995) forsvarede børnene sig mod en sjælløs galning, der ville stjæle deres drømme. Heltinden i Jeunets verdensgennembrud, Den Fabelagtige Amélie fra Montmartre (2001), drev kæk gæk med de gnavpotter, der havde brug for lidt stjernestøv i hverdagen.

Med sin nyeste film, Micmacs, spænder Jeunet og Amélie-skrivemakkeren Guillaume Laurant legetøjsbuen mod noget så voksenalvorligt som våbenindustrien. Undervejs affyrer den franske instruktør et arsenal af endeløst underfundige påfund. Det er som at se Olsen-banden på kup i et parisisk cirkus med Chaplin og Storm P., gøglere og cigarmænd i manegen.

Filmforestillingen er herligt naivt gakket og sprudlende, men den er også mere underfundig end dybsindig og med flere små idérige optrædener, end den store idé og overordnede historie måske helt kan bære.

Grib livets øjeblikke

Bazil (Dany Boon) bliver en dag ramt af et vådeskud, der placerer en kugle lige midt i hovedet på ham. Den stakkels mand overlever, men kuglen bliver siddende derinde som en konstant dirrende trussel mod hans liv. Da han kommer ud fra hospitalet, har han mistet sit job som filmnørdsekspedient i en videobiks, og hjemme er naboerne gået på rov i hans ejendele.

Paris er hårdere og mere nådesløs end Amélies turistbrochureunivers, og Bazil er rørende som melankolsk vagabond a la Chaplin. Med risiko for at krepere hvert minut lever han fra hånden til munden som mimekunstner, og i sin dødstruede tilstand er han hensat til en her og nu-logik, der også bliver filmens: Man må favne livets øjeblikke, og vil man kæmpe mod det onde i verden, så er det med at komme i gang.

Naiv lirekassepatos

Det gør Bazil. Han beslutter sig for at tage hævn på to konkurrerende, lige korrupte og griske våbenfabrikanter. Den ene producerede den kugle, der nu dirrer inde i hans hoved som en tikkende bombe. Den anden producerede den landmine, der i sin tid bombede Bazils far i småstykker.

Evigt fantasifulde og visuelt voluminøse Jeunet placerer sig et sted mellem mesterligt opfindsomme, skævt poetiske iagttagelser af tilværelsen og så en lidt for ufarlig og naiv lirekassepatos. Grænsen er lige så tynd som sukkerskallen på den crème brûlée, som Audrey Tautou i Amélie prikkede hul på med den spidse ende af skeen.

Alle blev dengang i 2001 smittet med akut frankofili af det småtingsforelskede, hypersanselige filter, som Jeunet gennem særlingen Amélie lagde over Paris. Samtidig lå risikoen for decideret finurligheds-forstoppelse og lurede under overfladen. Smut sten i Canal Saint-Martin, og verden smiler skævt til dig. Er verden virkelig så pussenusset, Jean-Pierre?

Skæve eksistenser

Det spørger man også sig selv om i Micmacs. Bazil vil med en Egon Olsen-agtig-plan spille våbenskurkene ud mod hinanden. Til det får han hjælp af en gruppe særlinge, der under en skraldeplads bygger genbrugsgods og krimskrams om til finurlige kuriositeter - såsom en stol, der kan gå.

Alle har de en egenskab (stærk mand, slangekvinde, kanonkonge), som kan udnyttes i Bazils benspænd for våbenfabrikanterne, men ikke alle led i den lange og idérige plan er lige sjove, og karaktererne bliver næsten for skematisk endimensionale med deres fjolleevner. Desuden er det rigeligt Nissebanden-idyllisk, når Madmor (Yolande Moreau) serverer varme vafler ved rundbordet.

»Så længe vi 'skæve eksistenser' står sammen og værdsætter livets underfundighed,« synes filmen at sige, »så kan det onde bekæmpes«. Gruppens kreative gesjæft som 'skraldemænd' er på den anden side måske et fint billede på filmens ambition: De omformer voksenverdenens affald til noget nyt og inspirerende og gør som sådan verden lidt rarere at være i. Om man så synes, at det er lidt for naivt, må være op til ens, som frankofile kalder det, gout.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her