Læsetid: 5 min.

Natascha Kampuschs ’3.096 dage i kælderrummet’

Østrigske Natascha Kampusch, der for fire år siden slap ud af otte og et halvts års indespærring i en underjordisk kælder, har skrevet en glimrende, læseværdig og naturligvis frem for alt rystende bog om sit lange fangenskab
21. september 2010

Da 10-årige Natascha Kampusch har været fanget i et halvt år i efteråret 1998, beslutter hendes bortfører at kvikke lidt op på fangehullet på knap fem kvadratmeter. Han har bortført hende i sin hvide varevogn, mens hun er på vej til skole. Hun får selv lov at vælge, at det skal være sartrosa savsmuldstapet. Som på hendes værelse derhjemme. Hver aften de næste mange år lukker hun øjnene, når hun er kommet i seng, strækker hånden ud og lægger den på tapetet. Hun ser møblerne i sit eget værelse, sine tøjdyr, dukker og gardinerne for sig. Hun sporer sit værelses lugt i sine næsebor. Og hvis hun gør det intenst nok, tænker hun, at hun en dag vil falde i søvn med hånden på væggen i sit fængsel og vågne op næste morgen i sit værelse hos sin mor.

Natascha Kampusch befrier sig selv efter otte og et halvt års fangenskab. Da hun første gang besøger sin mor igen, går hun ind i sit gamle værelse, hvor alting står, som da hun forlod det den 2. marts 1998. Hun lægger sig på sengen, lukker øjnene, strækker hånden ud og berører væggen. »Her er jeg igen,« hvisker hun. »Kan du se, det virkede.«

Historien med tapetet er en af de episoder, der giver én en klump i halsen, mens man læser Natascha Kampusch' bog 3096 Tage, der netop er udkommet. Fire år efter at hun slap fri, har hun sammen med Heike Gronemeier og Corinna Milborn skrevet om de mere end 3.000 dage, hun befandt sig i sin bortfører Wolfgang Priklopils magt. Det er i fællesskab lykkedes de tre kvinder at fortælle Nataschas historie, så man hele vejen igennem hører hendes egen stemme. Teksten bygger på hendes dagbøger. Materialet er i sig selv så højspændt dramatisk, at man ikke behøver gøre nogen krumspring for at få læseren til at placere sig i stolen. Og blive siddende. At det også er lykkedes at få en velskrevet og nuanceret bog, der på intet tidspunkt forfalder til billig følelsesporno, ud af det, var dog ikke givet på forhånd.

Bogen er et portræt af et lille forsvarsløst menneske, der udviser en psykisk styrke så enorm, en vilje til ikke at lade sig knække så forbavsende, at man vender det sidste blad med følelsen af at være Natascha Kampusch' næsegruse beundrer. Den er et portræt af en kvinde- hadende, sadistisk undermåler med moderbindinger, der beundrer Hitler og Jörg Haider, og som for at hæve sig bare lidt over sin egen taberstatus har brug for at have fuldkommen magt over et andet menneske. Men den er også en beskrivelse af et klumset politiapparat med rystende mangler. Politiet kunne have befriet Natascha efter 45 dage, hvis en udførlig henvendelse om Priklopils afvigende adfærd, oven i købet fra en af politiets egne hundeførere, var blevet gået efter i sømmene. Og om et statsapparat, der efter hendes befrielse forsøger at give hundeføreren mundkurv på, fordi Østrig var midt i en ophidset valgkamp. En skandale er det, indenrigsministeren har mindst brug for.

Med far på værtshus

Nataschas mor er skrædder, mens faderen er en doven bager, der bruger det meste af sin fritid på at ture rundt og drikke sig fuld. Da forældrene bliver skilt, tager han som regel Natascha med til Wiens forskellige beverdinger, når han har hende i weekenden. Natascha nævner selv den mulighed, at Wolfgang Priklopil, der kom nogle af de samme steder, eventuelt er blevet opmærksom på hende på en af faderens utallige drukturnéer. Hun er en usportslig tyk sengevæder med stærke mindreværdskomplekser. Ikke noget, hendes mor gør meget for at afhjælpe. Med den langtfra privilegerede baggrund er den psykiske styrke og selvdisciplin, hun udviser i sit fangenskab, så meget mere bemærkelsesværdig.

De basale fakta er følgende: Kælderrummet uden vinduer, hvor Priklopil holder hende indespærret, er 2,70 meter langt, 1,80 meter bredt og 2,40 meter højt. Det er godt gemt bag en gigantisk betondør. Var der hændt ham noget, var hun blevet levende begravet. Det første halve år kommer hun overhovedet ikke ud derfra. Lyset tænder og slukker han, som det passer ham, ofte bliver det slukket i længere perioder som straf for dårlig opførsel. Længe lader han hende tro, at han står i ledtog med 'nogle andre', så hun lever i angst for at blive udleveret til en ring af pædofile.

Han lader hende sulte, så det skærer gennem marv og ben og undergraver hendes tro på hendes familie ved at forsøge at bilde hende ind, at han har kontaktet dem, men at de ikke elsker hende og ikke vil have hende tilbage. Han forbyder hende at tale om sin familie, sågar at hedde Natascha. Han barberer i årevis alt hendes hår af, så hun ikke efterlader dna-spor, når hun bliver hevet op i huset for at gøre rent eller hjælpe ham med ombygningen af huset. Han forlanger indimellem, at hun skal sove med ham i hans seng, bundet til hans håndled med ledninger. At der har været mindre seksuelle overgreb, siger hun uden at gå i detaljer. Det ønsker hun at beholde som en sidste rest af en privat- sfære, man i den grad under hende.

Grusom mishandling

Selv om det medfører spark, slag og grusom voldelig mishandling, nægter hun at kalde ham »Maestro« eller »min hersker«, som han forlanger. Hun nægter at knæle for ham, og selv om han bringer hende bøger, videospil, en radio og en computer, så hun kan fortsætte med at lære noget, nægter hun at føle den taknemmelighed, over at han har »reddet hende«, som han siger. Hun minder ham, når hun kan, om, at det er en forbrydelse, han har begået, at han holder hende fanget mod hendes vilje. Og hun slutter som 12-årig en pagt med sit kommende 18-årige jeg om, at hun, når hun har alderen og kræfterne til det, vil befri sig selv.

Bor man i den tysktalende del af verden, kan man godt huske, hvor man var den 23. august 2006. Den dag lykkedes det den 18-årige Natascha Kampusch at stikke af, mens hun støvsugede den hvide varevogn, hun var blevet bortført i otte år forinden. Priklopil var blevet optaget af sin mobiltelefon og lod hende for første gang ude af syne for et kort øjeblik.

Der må gå en tre-fire mennesker rundt i Wiens udkant og skamme sig dybt, for den uvenlighed og afvisning, hun mødte hos de første mennesker, hun bad om hjælp på sin flugt, bidrager ikke til ens tro på det gode.

Gerningsmanden smed sig senere samme dag ud foran et tog.

 

Natascha Kampusch: '3096 Tage', List Verlag 2010, 288 sider, 19,95 euro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lene Timmermann

En virkelig god anmeldelse, fordi den er skrevet så engageret, at den griber læseren - fx undertegnede, (næsten) tysk-ukyndige læser - så meget, at jeg må have fat i den bog og kæmpe mig igennem den, med mindre nogen fortæller mig, at der er planlagt en udgivelse på engelsk/dansk/svensk...