De nye kvinder er rå og direkte

Der er noget helt uforbeholdent fedt ved den gestus, der ligger bag Antologi 2010, den første udgivelse fra det lille forlag Kronstork. Se her, siger bogen, her er det nye. Her er 14 unge forfattere, I skal holde øje med, hvis I vil være på forkant med det næste tiårs danske litteratur.

Desværre skriver redaktørerne - Lars-Emil Woetmann og Helle Eeg - meget lidt om, hvorfor netop disse 14 er blevet valgt. I et kort forord betoner de, at de alle sammen har en politisk forståelse af sproget, at de er under 30 år og er objektivt gode. Men er de gode på samme måde som Henrik Pontoppidan, Gertrude Stein eller Hanne-Vibeke Holst? Der er også nogen, som synes hun er god, fordi hun er så politisk.

Det svæver noget. Man kan jo håbe, at de er gode på helt nye måder, bidragyderne, i al fald spreder Antologi 2010 sig i mange retninger. Mens Rasmus Halling Nielsen og Sigurd Buch Kristensen på hver deres skramlede måde synes optagede af at udvide, hvad litteratur overhovedet kan være, så skriver Julie Sten-Knudsen i dén grad digt-digte. Her nogle linjer fra 'På badeværelset':

»Du må leve med kroppens/ katastrofer. Se, en bleggul/ rose i oktober. Kroppen som/ udgangspunkt, kroppen som/ endestation. Rådne æbler/ i græsplænen, i alle digtene/ du læser: Græsplæner/ med rådne æbler. Sæbe på brysterne minder/ om sæd. Træerne savner det våde/ græs, din fugtige/ hud savner hænder ...«

Det er godt med den pludselige antydning af pornografiens cum-shot, af noget vulgært midt i de sarte efterårsbilleder. Så lever man med at Julie Sten-Knudsen skamrider enjambementet, det skæve linjeskift, temmelig hårdt.

I det hele taget er det de kvindelige bidragydere, som gør mest væsen af sig i Antologi 2010. De skriver mere råt og direkte end deres mandlige generationsfæller, om trodsige kroppe og trodsigt begær. Asta Olivia Nordenhofs prosastykker rabler af sted om aggressiv, destruktiv, meget oral sex, det handler om at fylde sig med og blive fyldt ud af sin(e) partner(e).

Kvindeligt begær

Det handler også om at give stemme til et kvindeligt begær, der både underlægger sig og sætter mændene på plads:

» ... det er så meget jeg vil jer, at jeg lægger jeg til et hvilket som helst forsøg på at kneppe mine tankesæt i stykker i aften, kneppe mine stemmespor på standby, jeg stiller mig ovre i baren når jeg er færdig med at læse op.«

Olga Ravns bidrag er et uddrag fra Pigesind. Det håber jeg virkelig er en boglang tekst. Jeg håber også, den snart udkommer, for det er virkelig godt. Sproget triller og knopskyder sig frem i ekstremt lange verslinjer, der kredser om pubertet og sex og rød som i rødmen og måske også blod:

»jeg bliver ikke, jeg bliver hundrede procent ikke,/ dag-rød, ha, gråddøgns døgnrød, dagdøgn daggrød, grådrød, av, ranrød, døgnran ranrogn, røddrøms trusserøv i rørblikkets berøring./ rystende rensning af ansigtet, rødmende.«

Kroppen opløser sig, syntaksen opløser sig, men der er stadig en fremdrift i sproget. Vuggende er alt for blødt et ord at bruge her. Man ruskes fremad som læser, linje efter linje. Der er meget andet godt i Antologi 2010. Theis Ørntoft rammer stadig en fantastisk, naivt-flippet tone, ligesom han gjorde i sin debut Yeah-suiten. Men tit slipper hans digte forbindelsen til en slentrende hverdag, og det ved jeg ikke, om klæder dem.

Martin Snoer Raaschau giver behjertet ordet til en flygtning fra Zimbabwe i et bidrag, der ville være mere effektfuldt som kronik.

Morten Chemnitz skriver ekstremt ordknappe, luftige og nærmest henåndende digte, 2-3 verslinjer pr. side.

Mange bidrag skifter lydefrit mellem prosa og digt, mange er optagede af at skrive i en hakkende, skramlet stil. Ingen skriver traditionel, fortællende prosa, ingen falder igennem. 14 stemmer til et nyt årti, men hvis man alligevel skal fremhæve en enkelt, så bliver det Olga Ravn.