Læsetid: 5 min.

Olof Palme - den dårlige samvittighed

Mordet på statsministeren er Sveriges traume. Mens Palme levede, søgte han at gøre sig til verdens dårlige samvittighed - med opdrift fra Sveriges skamfølelse over landets nazivenlige rolle under Anden Verdenskrig. Ny bog belyser Palmes rolle - og hans dobbeltspil med USA
Mordet på statsministeren er Sveriges traume. Mens Palme levede, søgte han at gøre sig til verdens dårlige samvittighed - med opdrift fra Sveriges skamfølelse over landets nazivenlige rolle under Anden Verdenskrig. Ny bog belyser Palmes rolle - og hans dobbeltspil med USA
18. september 2010

Statsminister Olof Palmes bratte død i februar 1986 er stadig et nationalt traume. For den svenske retsstat er det en gru, at snigmordet blev begået, og at det aldrig er opklaret.

Bag den forkludrede og til tider farceagtige efterforskning gemmer sig yderligere pine: Var morderen et produkt af en forfejlet svensk socialpolitik, der lod forhutlede stofmisbrugere drive rundt på gaderne sådan som Christer Pettersson? Ham, der to et halvt år efter mordet blev anholdt, tiltalt og dømt på grundlag af Palmes enkes genkendelse af ham i en opstilling på en række med unge ranke politimænd - hvorpå Pettersson i landsretten blev frifundet under henvisning til udpegningens upålidelighed, og at Petterson var vanskelig at sætte i forbindelse med motiv, mordvåben og tilstedeværelse på gerningsstedet.

De øvrige vidner til drabet har beskrevet morderen som høj, mørkklædt, yngre, adræt mand, hvad der slet ikke passer på bumsen Pettersson.

Og hvis morderen ikke var Pettersson, hvem var da den høje, mørkklædte, yngre, adrætte mand? Og sendt af hvem?

Ubehagelige spor

Nogle spor har peget i retning af apartheidregimet i Sydafrika, bistået af højtstående højreorienterede kredse i svensk politi. Andre spor har ført mod de lyssky mellemmænd, der formidlede Sveriges regeringssponsorerede salg af våben - til tider til krigsførende lande i konflikter, hvor Palme optrådte som international fredsformidler.

I denne logik er mordet en dødelig konsekvens af et dobbeltspil så snedigt som John le Carré kunne have udtænkt det.

En ny bog om Palme tager som udgangspunkt, at mordet på Palme er kommet til at skygge for hans liv. Bogen vælger derfor at lade mordet ligge og sætte fokus på, hvem Palme var, og hvad han udrettede, mens han var i live. Levnedskildringen er skrevet af Henrik Berggren, der er historiker og ansat i lederredaktionen på Stockholm-avisen Dagens Nyheter. Teksten er fortrinligt fordansket af Hans Larsen.

Palmes familie var adelig, højreorienteret, tyskvenlig, forsvarsbegejstret og anti-socialdemokratisk. Helt op til slutningen af Olofs teenage-tid var der ikke tegn på, at han ville bryde dette mønster. Han meldte sig til dragonerne som 18-årig, optrådte som skribent i højreavisen Svenska Dagbladet og rakkede ned på den evindeligt siddende socialdemokratiske regering.

USA: Vendepunkt

Vendepunktet i Olof Palmes liv indtraf, da han som 20-årig - i 1947 - kom et år på collegeophold i USA. Han blev betaget af den amerikanske efterkrigsgeneration - som han siden skrev - »med hele sin sprudlende vitalitet og med sin blanding af livsbekræftende materialisme og naiv idealisme«.

Palme blev begejstret Roosevelt-demokrat - det som i USA hedder 'liberal', men som betyder noget andet end i Europa, nemlig: frisindet social humanist.

Og det blev Palme ved med at være resten af sit liv, uanset at naiviteten lagde fælder også for ham, og at han blev trukket ud i betonbaner af det Socialdemokrati, som han endte med at skulle holde sammen på.

Ved hjemkomsten skrev Palme en klog avisartikel om USA's politik. Den artikel blev læst af den svenske studenterorganisation SFS, der er søsterforening til Danske Studerendes Fællesråd. Og SFS stod just for at opruste sin deltagelse i internationalt studentersamarbejde. Begrundelsen - som Berggren giver den:

»I slutningen af 1930'erne havde en højrøstet og reaktionær studenteropinion - først og fremmest ved universitetet i Uppsala - krævet, at Sverige skulle lukke sine grænser for jødiske flygtninge fra Nazityskland. Skammen - om ikke skylden - bevirkede, at SFS ikke kunne fortsætte med at hyppe sine provinsielle kartofler, men var tvunget til at tage den bølge af ung internationalisme, som opstod i krigens kølvand, meget alvorligt.«

SFS ansatte den 22-årige Palme som sekretær for det internationale udvalg.

Kommunistisk kup

Allerede i 1946 havde kommunisterne kuppet den internationale studenterorganisation IUS. Da IUS's hovedkvarter lå i Prag, betød kommunistovertagelsen af regeringsmagten i Tjekkoslovakiet i 1948 adgang til uhæmmet kommunistisk udnyttelse af IUS som propagandaplatform.

Palme fik i opdrag af sin svenske organisation at sprænge IUS og stifte en ny verdensorganisation for demokratiske og tredjeverdenslande. Allerede da viser Palme sig som det, bogen kalder »en usædvanligt sammensat blanding af romantisk handlingsmenneske og iskoldt beregnende taktiker«. Han rejser i 1950 til IUS-kongres i Prag, hvor han placerer sig som leder af de vestlige studenterrepræsentanter. Senere samme år får han dem indkaldt til Stockholm, hvor de stifter en ny ikke-kommunistisk organisation. Udgifterne til det nye sekretariat dækkes diskret af CIA pr. mellemmand - et arrangement, som Palme næppe har gennemskuet, men hvis afsløring i en amerikansk tidsskriftsartikel i 1966 voldte ham ubehag.

Igen spøger skammen

Fra sekretær bliver Palme international formand, dernæst formand for alle svenske studerende - og landskendt som en lysende begavelse med retoriske evner.

I sin afskedstale som formand appellerer Palme glødende til svensk internationalt engagement. Igen er det skamfølelsen over Sveriges nazilæning, der spøger. Med Berggrens ord:

»Det, Palme skitserede, var et alternativ til pinefuld selvransagelse og en endeløs debat om skyld - nemlig at genoprette Sveriges moralske ære gennem humanitær bistand, støtte til demokratibevægelser og aktiv flygtningehjælp.«

Med en juridisk eksamen i hus bliver Palme ansat i den svenske militære efterretningstjeneste. Men allerede på tiltrædelsesdagen hidkaldes han af statsminister Tage Erlander, der gør Palme til sin personlige sekretær - det første år kun på halvtid, så han også kan passe efterretningstjenesten.

Palme gør lynkarriere. Han bliver nærmeste rådgiver for Erlander, indsuppleret som rigsdagsmedlem, minister og - ved Erlanders afgang i 1969 - statsminister som 42-årig.

Det program, Palme udstak som studenterleder, gør han til regeringens. Nu endda sådan, at han bruger opdriften fra den svenske skyldfølelse til at løfte sig op i rollen som hele verdens dårlige samvittighed. Navnlig den vestlige verdens. USA's bombninger af Nordvietnam i december 1972 sammenligner han med nazisternes jødeudryddelser, og han marcherer i stockholmsk fakkelprotesttog sammen med Nordvietnams Moskva-ambassadør. USA's Nixon-regering nedfryser i protest forbindelserne til Sverige. Måske var det hele et indforstået spil for galleriet. Berggren noterer om det svensk-amerikanske forhold:

»Alle senere undersøgelser viser, at såvel handel som hemmeligt militært samarbejde fortsatte normalt i hele perioden.«

At Olof Palme - trods al neutralitetsretorikken - holdt Sverige som fordækt medlem af NATO, slørede han ved bl.a. at rejse til Cuba i 1975 og lade sig hylde sammen med Fidel Castro.

Det kunne med god grund give anledning til dårlig svensk samvittighed - både den gang og i dag. Således kan skyldfølelsen stadig spøge i svensk politik. Nu måske snarere over et gennemført dobbeltspil under Den Kolde Krig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu