Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

Paladsintriger

Kultur
10. september 2010

Der er masser af dramatik i den romerske kejser Neros liv. Hans mor giftede sig med kejser Claudius mere eller mindre med det formål at få ham til at adoptere sin søn og udpege ham til sin efterfølger foran sine egne børn. Planen lykkedes, og ved kejserens død blev Nero som 17-årig enehersker over det romerske imperium. Han var godt opdraget ved allerede fra barnsben at have filosoffen Seneca som huslærer, men det var så som så med humanismen, når han skaffede sig af med sine konkurrenter til tronen. I første omgang Britannicus, den afdøde kejsers forbigåede søn. Senere gjorde han flere forsøg på også at giftmyrde sin intrigante mor, hvad der også endelig lykkedes i år 59 f.v.t. Og derefter begyndte Neros virkelige rædselsregime med nedbrænding af Rom, forfølgelse af de kristne og ubeskrivelige udskejelser.Der er masser af stof at tage fat i, når man som Dufaux og Delaby med serien Murena sætter sig for at skildre Neros opstigning og storhedstid i en tegneserie. Det kaldes let nedladende for 'sværd og sandal'-genren, og den har fået en voldsom opblomstring i de senere år med film og tv-serier som Gladiator og Rome efter at have haft sin storhedstid sidst i 1950'erne og begyndelsen af 60'erne.

Murena er habilt håndværk, der med episk slagkraft og sans for de historiske detaljer fortæller historien inden for en velafprøvet europæisk albumtradition med storladne optrin og douce farvelægning. Men det er også et stift kostumedrama komplet med fodnoter - »denne anekdote er sandfærdig« - til at dokumentere autenticiteten. Den virkelige historie kan ikke bruges som krykkestok, og Murena har alt for tit svært ved at levere meget andet end et illustreret leksikonopslag eller med at overskride de mest almindelige klicheer om periodens flamboyante dekadence og kynisme.

Dufaux & Delaby: 'Murena 1-4'. Oversat af Ole Steen Hansen. Faraos Cigarer. 51 sider, pr. stk. 148 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her