Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Popstjerne i lumsk laguneland

Men Lisa Nilsson manøvrerede overbevisende på brasiliansk uden Ivans Lins
Kultur
24. september 2010
Den svenske sangerinde Lisa Nilsson giver den som brasiliansk jazzdiva i Montmartre under én af sine i alt fem udsolgte koncerter.

Den svenske sangerinde Lisa Nilsson giver den som brasiliansk jazzdiva i Montmartre under én af sine i alt fem udsolgte koncerter.

Torben Christensen

Det vakte forbløffende ringe røre, både i præsentationen på scenen og hos publikum, at den brasilianske komponist og pianist, Ivan Lins, på grund af en dårlig ryg ikke kunne slutte sig til den svenske jazz/pop-diva Lisa Nilsson ved tirsdagens koncert i jazzhus Montmartre. Så ringe, at man måtte tro, at en stor del af publikum nok alligevel helst var ham foruden.

Lisa Nilsson fyldte nu også let aftenen ud alene sammen med sine umådeligt nænsomme og virtuose, brasilianske følgesvende, guitaristen João Castilho og percussionisten Sebastian Notini. Hendes repertoire viste sig for specielt til, at man - som man havde gjort, hvis det havde været en egentlig jazzbegivenhed - kunne have tilført en hastig erstatning for Lins, her f.eks. en Brasilienkyndig dansk pianist som Thomas Clausen eller Steen Rasmussen. I stedet sad Montmartre-chef Nils Lan Doky kort ind i et par numre, men han holdt sig klogeligt fra det brasilianske.

Ingen letkøbt kækhed

Faktisk var det også svært at forestille sig, hvordan selv Lins skulle have undgået at komme i vejen for den overmåde velspillende Castilho, der leverede solistledsagelse på et niveau, der ikke er hørt i Dronningens by i mange år. Mygt og lydhørt, som det sømmer sig i Gilberto/Jobim-territoriet, dog, ikke ydmygt men fuldt af liv, rigt på små, lynhurtigt afviklede aforistiske indfald, forebyggende faldgruber, rytmisk skiftevis ledende og tilbageholden og med en udsøgt delikatesse i instrumentbehandlingen.

Med sådan en musiker ved sin side kunne aftenens hovedperson både føle sig tryg og udfordret. Vi fik den dosis af hendes poptemaer, som en del af publikum næppe ville have været foruden, men heldigvis var der vægt på det brasilianske. Heri kunne Nilsson demonstrere, at hun er i stand til give sig helt hen til endda meget krævende melodiske forløb uden nogensinde at miste det narrative af syne. >

Hendes studier af strukturerne i den brasilianske tradition er meget omfattende, og hun bevæger sig også rytmisk fuldstændig sikkert i det lumske laguneland. Hendes portugisiske er meget flot, men hun har også selv lavet poetisk begavede svenske tekster til visse dele af repertoiret, og hun gav desuden et par af Gene Lees' engelske Jobim-kvad til bedste. Der var smæld i det udadvendte - f.eks. Caymmis »O samba da minha terra« og João Donatos »Sambou sambou« - der var yndefuldt artisteri og poesi i Jobims »Chovendo na roseira« og Djavans »Serrado«, og der var fortvivlelse i Jobims »Modinha«.

Lisa Nilsson er ikke, som Elis Regina, et hjælpeløst offer for forladthed og selvdestruktion, men at hun har nægtet kun at være popsanger, og at hun på det private plan også har nogle dyrekøbte erfaringer, er nu hørbart i hendes fine vibratoløse stemmes stadigt voksende udtryksfuldhed og i hendes foredrags modenhed. Ingen letkøbt kækhed her, men heller ingen falsk patos.

Hun synger godt, og hun er til at tro på. I det brasilianske, i hvert fald.

Jazzhus Montmartre, tirsdag: Lisa Nilsson Trio

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her