Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Protest fra en baglandskvinde

Katrine Winkel Holms nye kønspolitiske debatbog kan være svær at sluge - men er ikke mindre interessant af den grund
Kultur
1. oktober 2010

Da dampskibet Titanic sank natten til den 15. april 1912 omkom flere end to tredjedele af de ombordværende. Det var især mænd, der mistede livet. Hjulpet på vej af princippet om 'kvinder og børn først' fik godt og vel 75 procent af de kvindelige passagerer plads i redningsbådene, mens kun 20 procent af mændene overlevede det berømte skibsforlis.

Anderledes fordelte tallene sig, da bilfærgen Estonia gik til bunds i Østersøen en septembernat i 1994. Da var det hver passager for sig selv. Ud af 989 passagerer overlevede 80 mænd og 14 kvinder.

Sådan går det, når rødstrømpe-feministerne får deres vilje. I deres kønsneutrale samfund er alle angiveligt lige. Den civiliserede gentleman, der i anerkendelse af sin maskuline styrke ydmygt påtager sig rollen som de forsvarsløses forsvarer, er blevet udråbt til chauvinist og officielt afskediget. Konsekvenserne er fatale.

Sådan argumenterer Katrine Winkel Holm - teolog, debattør og forfatter til den kønspolitiske debatbog Rend mig i kødgryderne, hvorfra eksemplet er taget. Kønsfordelingen ved Estonias forlis illustrerer ifølge bogen et fald i gentleman-indekset på faktor 15.

»28. september 1994 fik kvinderne lov til at sejle deres egen ligestillede sø, og det overlevede kun få af dem. Så vidt kvindernes fuldstændige uafhængighed af manden.«

Hvem er kvinder?

Så vidt Rend mig i kødgryderne, fristes man til at skrive. Men det vil være synd. For mellem de skibskatastrofale argumenter og påstande som »Lad dog mændene være mænd«, »Kvinden, det svage køn, har brug for en beskytter«, er der vigtige pointer at hente i Winkel Holms 160-sider lange protest- og anklageskrift. For retten står den danske statsfeminisme, der siden slutningen af 60'erne med kvoter og positiv særbehandling har forsøgt at gennemtvinge, hvad forfatteren kalder »ensliggørelse«. Kvinder er blevet påskrevet at gå i mændenes fodspor og prioritere karrieren over familien.

Rend mig i kødgryderne er et forsvar for »det klassiske kvindeliv«. Bogen illustrerer med tydelighed, at 'kvinder' er en diffus størrelse med uendeligt forskellige livserfaringer, lyster, behov og mål, og at enhver feminist, ligestillingsminister eller kvindeorganisation, der påstår at tale 'kvinders' sag, uvægerligt overskrider sit mandat.

Således føler Winkel Holm sig grundigt trådt over tæerne, når hende og andre kvinder, der har fravalgt karriere til fordel for hjem og børn, omtales som »baglandskvinder« og »ressourcespild«, der hænger over »kødgryderne«. Hun kritiserer den danske velfærdsmodel for at fratage ægtefæller muligheden for sambeskatning af deres indkomst og dermed gøre Danmark til det land i Europa, hvor det er sværest at leve for én indtægt. Hun kritiserer pasningstilskudsordninger for at lade pengene følge daginstitutionerne i stedet for børnene, så fuldtidsforældre bliver ramt økonomisk, og danske børn sætter europarekord i flest timer tilbragt uden for hjemmet.

Hun kræver anerkendelse og respekt for den »civilisatoriske kerneopgave, som er blevet negligeret de seneste fire årtier«. Hun nægter at se sig selv som et offer for »patriarkalske konspirationer«. Hun insisterer: »Man bliver ikke mindre ligestillet af ikke at gøre karriere, og man skylder ikke feminismen at ofre sin egen og sin families lykke på denne ideologis alter«.

På andres vegne

Winkel Holm er ikke skolet i feministisk teori. Slet ikke den moderne af slagsen. Hun oppositionerer sig eksplicit mod »koldt sociologsprog« og indrømmer, at den senere tids queer-/post-/tredjebølgefeminisme med dens diskursanalyser og dekonstruktion af biologiske forskelle »kræver en abstraktionsevne, jeg ikke besidder«. I stedet skriver hun med hverdagserfaring fra hjemmet sammen med tre børn. Det er, forstår man, en forunderlig verden. »Tidskrævende, men også meningsfuld.« Men forældre har lidt et kolossalt autoritetstab, mener Winkel Holm og citerer undersøgelser, der viser, at unge mødre skammer sig over at gå hjemme.

»Der ligger en kvindesag,« skriver hun, i at give de »erfaringer og følelser mæle«.

Det er ikke nogen uvæsentlig erkendelse: At der er forskel på gruppers strukturelle placering i det sociale hierarki og de enkelte individers oplevelse af deres livsvalg og hverdag. At man skal være mere end almindelig varsom med at tale på andres vegne, uanset hvor undertrykte de måtte fremstå fra ens eget privilegerede perspektiv.

Man kunne så have håbet, at Winkel Holm ville være i stand til at overføre samme princip i sin omtale af islam. Det kan tænkes, at nogle kvinder med tørklæder om hovedet ikke selv ville beskrive det »som en accept af shariaens juridiske degradering«, og det kan tænkes, at de bryder sig lige så lidt om at blive gjort til genstand for »Den nye kvindekamp for ligestilling«, som en hjemmegående teolog bryder sig om at blive kaldt et offer for patriarkalske konspirationer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det kom der så ud af Søren Krarups insisteren på revselsesretten.

olivier goulin

"Man kunne så have håbet, at Winkel Holm ville være i stand til at overføre samme princip i sin omtale af islam. "

Ja, det ville i hvertfald være en forfriskende ny og fordomsfri attitude overfor invandrerkvinder - og deres mænd.

Det er modigt af KWH at fremstå med et så umoderne standpunkt - men det er et rigtig godt debatoplæg, på mere end en måde.

Der er ingen tvivl om, at kvindefrigørelsen har haft en masse sociologiske slagsider - og også personlige, for kvinderne selv.

/O