Læsetid: 1 min.

Saalbach med nye briller

'Rødt og grønt' fortolkes radikalt anderledes på Århus Teater
17. september 2010

Da Astrid Saalbachs u-landshjælpsstykke Rødt og grønt havde premiere på Det Kgl. Teater i april, havde scenografen Birgitte Mellentin skabt et stiliseret overklasseunivers for Benedikte Hansen og Olaf Johannessens avancerede toppar. Til den nye opsætning på Århus Teater har Palle Steen Christensen klædt Anne-Vibeke Mogensen og Anders Baggesen på, som var de gennemsnitsdanskere i T-shirt. Iscenesættelserne fastholder denne forskel: På Det Kgl. Teater tolkede instruktøren Søren Iversen u-landschefens magtmanipulation ved at vise hans uhæmmede sexmagt, mens iscenesætteren Anders Lundorph spiller på chefens psykopatiske selvoptagethed på Århus Teater

Det er aldeles forfriskende, sådan at få en ny teatertekst gennemlyst af to forskellige opsætninger. I tilfældet med Saalbach viser det, at teksten er ret robust. Rødt og grønt er ikke kun en vårflue i dansk dramatik; stykkets belysning af vores u-landshjælp er kompleks og interessant. Og som dramatisk fortælling har manuskriptet en stærk fremdrift i sig selv, scenerækkefølgerod eller ej.

I Århus forløser Anders Lundorph stykket som danskersatire. Lundorph får skuespillerne til at ose af den tidstypiske ligegyldighed, man efterhånden møder overalt på offentlige kontorer. Forråelsen ætser, netop fordi skuespillerne er sat til at spille så uhyggeligt almindeligt og anonymt. Anne-Vibeke Mogensen går husmoderagtigt omkring, mens Anders Baggesen ynker sig selv som panikaldermand, og Andreas Jebro har ikke mange skrupler, inden han vælger at please chefen. Jovist, Dorthe Hansen Carlsen taler om sine idealer, men mest som souvenirs fra en svunden tid. At Kristine Nørgaard så formår at lyse op med sin smittende energi og sine lynhurtige stemningsskift som den håbefulde u-landsmedarbejder, der faktisk udretter noget for de små analfabetbørn - ikke mindst den henrivende Caroline Åbo Kondrup - det er den lykkelige undtagelse. Men stykket svier stadig.

'Rødt og Grønt'. Tekst: Astrid Saalbach. Iscenesættelse: Anders Lundorph. Scenografi: Palle Steen Christensen. Lys: Peder Jacobsen. Lyd: Jeppe Larris. Århus Teater, Scala, til 9. okt. www.aarhusteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu