Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Med saven i brystkassen

Susanne Stauns nye roman har en ny detektiv i hovedrollen, retsmedicineren Maria Krause. 'Døderummet' er så spændende og originalt, at det hviner i tænderne, når Maria svinger saven over uskyldige og skyldige
Kultur
3. september 2010

Susanne Staun er én af dansk litteraturs mest produktive forfattere - og mest originale stemmer. Hun skriver detektivromaner og spændingslitteratur med et sprogligt overskud og en nysgerrighed over for den menneskelige psyke, som gør hende unik.

Døderummet hedder Stauns nye roman, som efter fem romaner om bl.a. psykologen Fanny Fiske introducerer en ny detektiv, retsmedicineren Maria Krause. Dr. Krause er 47 år og nyansat vicestatsobducent på Retsmedicinsk Institut i Odense, hvor hendes nære veninde, kemikeren Nkem, netop har fået job.

Maria Krause boede før i København, men fandt ud af, at hun ganske enkelt ikke kunne undvære Nkem. Derfor forlod hun hellere sit døde ægteskab, med den distræte Michael, i erkendelse af, at de to travle fagnørder ikke længere ville hinanden noget. I skrivende stund er hun lidt usikker på, om Michael mon har opdaget, at hun er væk.

I Odense konfronteres Maria med begivenheder, der tvinger hende til at tage sit liv op til revision: Hendes nye chef, en retsmediciner i tresserne, er ganske vist en grænseoverskridende liderbasse, men vækker også hendes slumrende instinkter. Desuden hærges Odense af en ukendt seriemorder, der torterer og myrder teenagepiger. Det først fundne mord-offer, den attenårige Emilie, peger på mystisk vis bagud i Maria Krauses fortid. Maria har ingen børn - og føler alligevel intenst, at den dræbte pige kunne være hendes datter! Tilmed efterlader morderen en særlig signatur på sine ofre - et svedaftryk fra en person, der er under behandling for spedalskhed. Mystisk, da det sidste tilfælde af spedalskhed I Danmark stammer fra 1913.

Afdødes hemmeligheder

Titlen Døderummet betegner både Marias indre, følelsesmæssige rum - og retsmedicinerens arbejdslokale, hvor hun altid vækkes til live.

Hun insisterer bl.a. på selv at føre obduktionssaven til det T-snit, der åbner for afdødes hemmeligheder, og må af og til ordinere sig selv en Rohypnol eller flere for at tåle det stillestående liv indimellem. Begge dele kommer hende naturligvis til udmærket gavn i opklaringsarbejdet.

Maria Krause bakker nemlig ikke ud, når livet bliver farligt. Tværtimod får døden og spændingen hende til at føle sig i live - præcis som morderen. Forskellen er, at Maria tænder på retfærdighed for de døde, mens morderen får tilfredsstillelse ved at lemlæste bagbundne mennesker, som ikke selv har inviteret skæbnen indenfor.

Ved første øjekast ligner Døderummet ganske vist en af de lidt skabelonagtige svenske krimier, hvor detektivens færden krydsklippes med morderens dagbogsoptegnelser. Vi ved, at sporene vil mødes, fortid og nutid, detektiv og gerningsmand.

Men så går det galt - dvs. godt! Staun skriver, så det hviner i tænderne på læseren, hver gang Maria Krause planter saven i en ny brystkasse. Det hele er så morsomt, og bogstaveligt talt dødspændende, at man dårligt kan lægge bogen fra sig. Uden at forbryde sig mod genrens logik fyrer Staun skabelonen af i et festfyrværkeri af fængslende kemiske gåder og originale personbeskrivelser. Én af dem rummer endda en lille hilsen til Jørgen Leths herostratisk berømte skriveri om mænds »ret« til at tilfredsstille deres lyst over for kvinder: »Jeg befamlede min kollega på kontorbriksen og tog pikken frem, det var min ret,« tænker Maria, der på dette tidspunkt er ved at have fået nok af, hvad visse mænd synes, de har ret til.

Dødens neonlys

Men Døderummet er mildt sagt ikke politisk korrekt som mange af de svenske krimier, hvor gode mennesker lever enkle liv med IKEA-hjem og ægtemænd på fædreorlov. Tværtimod er Maria Krause en ensom ulvinde, der især bruger sit minimalistiske 'hjem' til at sove i, og som undrende betragter den nigerianskfødte katolik Nkems hyggelige lejlighed med broderede puder, blide dufte og familiefotos. Udover Nkem er Maria Krauses varmeste kontakt hendes farfar, en pensioneret griseavler fra Rødekro med hænder som arbejdshandsker.

Min eneste kritik af bogens komposition er, at Staun godt kunne hæfte en ekstra ende på Maria Krauses forhold til mordofferet Emilie. Men tråden fører måske frem til en senere roman om Dr. Krause?

Så vidt jeg kan tælle er Døderummet Susanne Stauns 10. roman på 12 år, efter debuten i 1998 med romanen Sådan lyder en salonriffel. Den bedrift kan ikke mange gøre hende efter, slet ikke på det niveau.

Staun har med stor konsekvens skabt en ny heltindetype - af vittige, hårdtslående og professionelle kvinder, der som Dirty Harry huserer i tilværelsens undergrund og gør alt for at skjule deres varme hjerter. Her reflekterer Dr. Krause f.eks. over livet set i dødens neonlys: »jeg husker det stik i hjertet, jeg fik, da jeg så en piercing ved navlen. (Den dræbte pige) havde jo bare prøvet, på sin egen måde, at være lidt pæn. ... Det var livstegn, overskudstegn, og jeg havde det som med musikken, der spillede lystigt videre, efter at bilen var kørt ind i træet, og føreren var død. Alt sammen strålede det videre til ingen verdens nytte, hoverede over menneskets skrøbelighed.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her