Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Den sentimentale kynisme i Houellebecqs ’Kortet og landskabet’

Verdens undergang og det private livs elendighed er forstenet i intetsigende stil i Michel Houellebecqs nye roman ’Kortet og landskabet’
Mislykket. Det, der gør Michel Houellebecqs nye roman 'La carte et le territoire' mislykket, er, at der ikke længere er løfter om lykke, men kun livet med ulykken.

Mislykket. Det, der gør Michel Houellebecqs nye roman 'La carte et le territoire' mislykket, er, at der ikke længere er løfter om lykke, men kun livet med ulykken.

Claus Bech Andersen

Kultur
24. september 2010

Det er virkeligt, og når det virker, er det også virkelig ubehageligt. Den franske forfatter Michel Houellebecq kan skrive situationer, man kender, på en måde, som man aldrig har set dem før. Han kan sætte en scene.

Den første scene i hans første roman er sådan et stykke: Han skildrer det, der kaldes et pot-de-depart; den festlighed, man afholder, når en kollega på en moderne arbejdsplads går eller bliver gået. De er en gruppe mellemledere mellem 25 og 40 år. En kvinde smider tøjet og danser rundt i underbukser mellem sine kolleger. Den dansende kvinde kaldes »en kælling« og situationen for »absurd«, for hun går aldrig i seng med nogen. Da hun ikke ved, hvad hun skal stille op med sig selv uden tøj på, ender hun med at tage det på igen.

Sætning efter sætning peger ud mod personerne, deres handlinger beskrives, og et socialt rum bygges op. Men så vendes fortællingen mod den, der kigger på det. Det kommer til at handle om fortælleren: »Efter det fjerde glas vodka begyndte jeg at føle mig temmelig dårlig tilpas og var nødt til at lægge mig på sofaen.«

Den sidste sætning er den nål, som sætter scenen på opslagstavlen foran læseren. Den rammer situationen ind.

Selvfølgelig afhænger det sete af øjnene, der ser. Men det handler det ikke om her: Der peges derimod på, at der overalt i vores sociale liv er meget få meget smukke mennesker, som danser i centrum, og en masse i periferien, som kun kigger på. Man må gerne se på dem, men man ved også, at man aldrig kommer til at røre. De få i midten skaber forventninger om skønhed, lykke og sex. Men for langt de fleste er disse forventninger illusioner, og løftet om det lækre liv ender som frustration. Man drikker fire vodkaer i træk, føler sig dårligt tilpas og lægger sig til at sove. Hver gang én smider tøjet og danser, er der ti, som bliver vrede over den skønhed, de aldrig kommer i nærheden af.

Det delikate spil mellem illusion og desillusion sættes mesterligt i scene i Houellebecqs romaner: Man ser de abstraktioner, som man kalder »Det vestlige menneske« og »Det vestlige liv«. Men man ser det kun, fordi man ser menneskene, følger deres fortællinger og bliver ved med at håbe på den kamp for lykken, som er og bliver håbløs. Fiktionen er konkret.

Kun skuffelse

Det, der gør Michel Houellebecqs nye roman La carte et le territoire mislykket, er, at der ikke længere er løfter om lykke, men kun livet med ulykken. Alle har opgivet håbet om at realisere det almene. Der er selvmord, depression, ensomhed og selvvalgt isolation. Houellebecqs karakterer er ikke engang liderlige mere.

Romanen indledes med en scene: De to verdensberømte kunstnere Jeff Koons og Damien Hirst hilser på hinanden, begge klædt i sort jakkesæt, hvid skjorte og slips. De står foran et panoramavindue med udsigt til moderne skyskrabere med blanke facader. Det kunne være i Qatar eller i Dubai.

Man tror, de er virkelige i romanens virkelighed, men de to malere er motiv på et maleri af romanens hovedperson, Jed Martin. De er ikoner på sammensmeltningen mellem kunstneren og forretningsmanden. De er figurer på det sted, hvor æstetik er blevet til en kapitalistisk forretning, og kapitalismen er blevet æstetisk. Det prøver Jed at fange på sit maleri, men han erkender, at det lykkes ham ikke.

Han bor alene, hans mor har allerede begået selvmord, og senere i romanen tager hans far til Schweiz for at lade sig aflive. Jed har hverken søskende eller venner. Han ser sin far én gang om året, når de juleaften spiser sammen. Faren arbejder som arkitekt med succes fra morgen til aften, inden han falder i søvn foran fjernsynet.

Jed havde kæresten Géneviève, som han havde et tilfredsstillende seksualliv med. Han havde ikke noget problem med, at hun arbejdede som eksklusiv escortpige - indtil hun stak af med en af sine stamkunder. Senere møder han den smukke russer Olga, som falder for ham. De lever også lykkeligt tilfredsstillede sammen, indtil hun får et tilbud fra sit firma, som hun ikke kan afslå. Hun mister Jed, men hendes løn bliver tredoblet, da hun rejser tilbage til Rusland for at åbne en ny filial af virksomheden. Deres kærlighed bliver et offer for den globale kapitalisme - og deres egen passivitet. De ville gerne leve et større liv, men de styres af økonomisk incitament. Som politimanden Jassalin siger et andet sted i bogen: Det skuffende ved politiarbejdet er, at næsten alle forbrydelser er motiveret af begær efter penge. Og som Jed Martins agent siger, da han skal overtale den kendte franske forfatter Michel Houellebecq til at skrive en katalogtekst: Det eneste, Houellebecq ikke kan sige nej til, er penge.

Således bliver Michel Houellebecq en karakter i Michel Houellebecqs roman, som endda ender med at blive myrdet og skåret i småstykker. Opklaringen af mordet på Houellebecq viser, at han ikke havde noget socialt liv. Forbrydelsen bliver opklaret med erkendelsen af, at der ikke var noget at opklare. For det var ikke et rigtigt liv, der blev taget væk. Det er selvfølgelig morsomt, at forfatteren tager livet af sig selv i sin bog, og der er mange morsomme momenter i Michel Houellebecqs nye roman. Men der er ikke andet og mere end det: Verdens undergang og det private livs elendighed er forstenet i intetsigende stil. Der er kun desillusionen mellem menneskene. Der er ikke engang skabelse af illusioner længere - der er ingen dansere i underbukser, som man ikke kan nå. Kun personer, som ikke orker at række ud. Og således ender kynismen hos Houellebecq i en ligegyldig grimasse - denne kynisme bliver sentimental, fordi den forkaster alt her i livet og således må bygge sin skuffelse på overjordiske forventninger til den rene lykke.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Carstensen

Den vil jeg så afholde mig fra at læse, selvom de tidligere romaner, Elementarpartikler & Platform virkede afklarende og givende i en eller anden udstrækning. Det ser ud til, at det også kan blive en anelse for sort....så det tipper ud i intet !

Nicolai Hamilton

Hvem der bare kunne læse fransk! Eller den er måske allerede kommet i dansk oplag. Under alle omstændigheder er den længe ventet. I må da indrømme, at man sjælden finder så kulsort, humoristisk og sjælesøgende litteratur, som den M. Houellebecq behersker. Hver eneste roman har været et favntag dybere mod den meningsløse død, vi alle står foran en dag. Så meget desto mere et kæmpe opråb for at vi hver især finder glæde og mening i det liv vi lever her og nu, i stedet for at hige efter mere og konstant ønske os rigere, smukkere, yngre og udødelige. Der er ingen lykkelig slutning på et liv... det slutter bare og dermed .