Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Sjælen er en mærkelig krop

Læseren bliver taget med ind i en ganske usædvanlig intimverden i fortællingen om Månefruen Karen Blixens greb om litteraten Aage Henriksen
Kultur
1. oktober 2010

Det er velkendt, at baronessen på Rungstedlund udøvede sit særlige hekseri over for en række unge begavede mænd, der i tidens løb også har følt trang til at aflægge regnskab for de glæder og skader, hun dermed påførte dem. Mest berømt er Thorkild Bjørnvigs Pagten (1974) om hans venskab med Karen Blixen, men også professor Aage Henriksen har i et antal analytiske erindringsessays gennem årene 1952 til 2008, samlet i Budbringersken (2008), givet forbavsende indblik i en esoterisk forestillingsverden og et menneskeligt højspændingsfelt, der bliver ved at levere gåder.

Hans søn, filminstruktøren Morten Henriksen, som han tidligt i drengeårene gjorde til sin fortrolige, fik dermed indbygget et mere eller mindre livsfarligt fantasirum, en fortryllet verden, som han blev del af, ikke hans egen historie - men dog så nærgående, at en befrielsesgestus har været nødvendig for hans selvudvikling. Som filmskaber og skribent har han ført en lang og grundig portrætsamtale med sin far, optaget på Rungstedlunds veranda og nedskrevet i bogform, udgivet samtidig med filmen. Det skal tilføjes, at far og søn i dag er henholdsvis 60 og 89 år.

Sjælens kramkiste

Læseren bliver taget med ind i en ganske usædvanlig intimverden, hvis ingredienser er velkendte for dem, der har fulgt Aage Henriksens forfatterskab og hans livslange beskæftigelse med Blixen, og som nu fremtræder som en kronologisk udviklingshistorie fra barndom og til i dag. Nøglen til sjælens kramkiste bliver her vendt og drejet, der bliver lindet på låget, som dog ikke kan slås helt op trods sønnens stædige insisteren. Det hænger delvis sammen med Henriksens hele udtryksmåde, også hans skrivestil. I stedet for at folde tingene ud så tydeligt som muligt, har han tillagt sig en kunstnerisk skrivemåde, hvor læseren i vid udstrækning selv skal udlede pointerne, siger sønnen. Selv siger han et sted sådan her: »Jamen, sådan taler jeg. Man må godt lægge en lille smule til af sin egen fantasi for at få tingene til at hænge sammen. Det er jo så blodigt nærgående, det vi taler om«.

Det er et gennemerotiseret univers, der er tale om. Blixen forestillede sig ikke en fysisk seksualitet. Hun betroede ham den dybe hemmelighed, som ikke måtte røbes til noget levende væsen, om sit syfilistilfælde og sin pagt med djævelen om i stedet at kunne gøre alt til fortællinger, en hemmelighed, hun alligevel røbede for hver enkelt af sine udvalgte adepter, som skulle frigøres til impulsive erobringer hinsides borgerlig moral, mens en psykisk erotisk dybdedimension skulle gå til hendes selv.

Ritualer

Samtalen følger det erotiske hovedspor fra Aage Henriksens opdragelse til ekstrem kyskhed af den dominante mor, der var en varm beundrer af Olfert Richards lumre puritanisme. En konfrontation med Lorelei-myten og oplevelsen af en 'indre' udløsning sætter erfaringer med sublimering og indre energier i gang med langtrækkende virkning og problemer med ungdomsforelskelser og stærke selvkrav. Hvad Karen Blixen så senere gennem fem år i 1950'erne kan trække i for at få sin marionetopdragne dyrker til at danse, er lige så troværdigt som utroligt, men oplagt for det magiske univers, hun rituelt færdedes i med månen som kosmisk forbundsfælle. Den begavede litteraturforsker fik nok at fortolke. Han reddede sig ad farlige veje mod frigørelse via en kvindelig yogi, der igangsatte uhørte energistrømme, ukontrollable, berigende og belastende. De blev tæmmet af en obskur mystiker og småsvindlers terapi, der reddede hans normale seksualitet, hvorefter vejen gik over Goethe og hans indviede frimurerviden om selvudvikling, individuation.

Det er historien om en mand af ekstrem selvrefleksion og hengivelsestrang med behov for føring for ikke at sige forførelse. En mand på litterær opdagelsesrejse i et eventyrligt, kvindeligt forfatterskab, der driver ham videre ind i en kropslig form for sjælelighed, en erotik, der huserer i forklædninger, rædsler og skønheder, en livslang plage gennemstrømmet også af taknemmelighed mod dæmonen.

Uhyre privat er det hele, en ekstraordinær livshistorie med affinitet til to forfatterskaber, storytellerens og forskerens, som den jo kaster lys over, et fandenskab, som nu er blevet til en sammenstykket fortælling, administreret af sønnen, der hermed får sin egen historie bragt flot, revet ud af en hallucineret tryllekreds. Endelig stillet til side. Deres venskab står tilbage, kan han forsikre, Men en ganske dramatisk far-søn historie med et antydet mytisk format. Nu er den læst. Ses skal den da også.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her