Læsetid: 3 min.

Stærk solist, men søvndyssende Bartok

Torsdagskoncerten bød på et usædvanligt stortalent, som det hedder, og akustisk vellyd, men hvis skyld er det, når man er ved at falde i søvn til noget af musikhistoriens skønneste?
25. september 2010

Claude Debussys Prélude à l'après-midi d'un faune er lige præcis en appetitvækker. Det er et forspil per se og stimulerende i sin essens og altså til hver en tid herligt at starte en koncert med ligesom i Koncertsalen i torsdags.

Debussy komponerede det lille værk af 10 minutters varighed inspireret af Stéphane Mallarmés digt om den selvreflekterende fauns sanselige betragtninger. Men mens Mallarmés digt mestendels består af slørede tanker, som hjernens uransalige elektroniske sætstykker af liv og liderlighed er Debussys musik mere en parafrase over en naturmættet stemning som et rum for sanselig væren.

Selvtilfreds vellyd

Det skønne ved naturen er vel, at den ikke er rørt over sig selv. Altså behandles Debussys musik bedst uden for meget gøren sig umage med skønheden eller rørthed over den og kun med en objektiv vegeteren og laden ske. På YouTube kan man se hvordan, hvis man finder frem til Leopold Stokowskis gamle, gennemsigtige fingre, der lyser over partituret, mens han maner indspilningen over alle frem af sit orkester.

Aftenens dirigent i Koncerthuset, Ion Marin, førte orkesteret sikkert gennem Debussys penselstrøg, men mere skønhedssøgende end stimulerende og i min aurale optik lidt for langt fra naturen og lidt for langt inde i en koncertsals selvtilfredse vellyd. Allerede her savnede man en idé fra dirigentens side og det var kun forspillet.

Imponerende jente

Hovedværket før pausen var Jean Sibelius' violinkoncert med den unge norske violinist Vilde Frang. Vilde Frang er bare 23 år og ikke desto mindre en personlighed på den klassiske musiks scene. Der er ikke så meget tale om en dygtig ung pige som en usædvanlig stærk præsens, en ren og stærk tone og et dramatisk naturtalent, der gør musikken spændende og ufiltreret.

Sibelius skrev sin koncert for violin af ulykkelig kærlighed til instrumentet. Han droppede sit eget violinspil i den indsigt, at han aldrig ville blive virtuos og skrev i stedet en skøn og krævende koncert. Koncerten rummer fantastiske ideer og underskøn musik, men kan måske alligevel føles en anelse uforløst som Sibelius' eget spil. Det er ikke inspiration Sibelius har manglet, når han blev hevet op af knejperne af sin kone for at komponere, men snarere vedholdenhed nok til at gøre musikken påtrængende. Vilde Frangs intense spil gav alt til koncerten, man kunne ønske sig af liv og dybde i violinstemmen. I alle indsatser satsede hun kun på det musikalske udtryk og aldrig på en skønhed i sig selv, så man følte sig oprigtigt overladt til den berømte natur i Sibelius musik, og, hvis man skal være satset, med endnu større naturlighed end man kan tilskrive komponisten.

Vilde Frang kunne bare ikke løfte koncerten alene. På trods af et velspillende orkester og en helt usædvanlig solist manglede aftenens opførelse en overordnet styrende kraft af den slags dirigenten plejer at stå for. Ion Marin er en dirigent af stor international anerkendelse. Han har et imponerende cv som dirigent i spidsen for verdens bedste symfoniorkestre og operahuse og han kan da også få stort set alt til at fungere og lykkes, så der er styr på sagerne. Måske er det netop en slags maskinel tryghed, der gør ham så populær. Men denne aften som ved tidligere lejligheder savnede jeg et fingeraftryk fra hans side. Vilde Frang stod underligt alene med magien til den efterhånden fes en smule ud.

Søvndyssende

Værre blev det med aftenens andet hovedværk, Béla Bartóks Koncert for orkester. Denne musik rummer alt til at være en lykkelig begivenhed i en koncertsal og ville have været en fornøjelse i salens nye akustik, der nu ikke bare udstiller, men klangligt forherliger hver enkel orkesterstemme. Under Ion Marins direktion blev det desværre ikke til meget mere end en gennemspilning, vellykket indtil det kedelige og helt uden spænding eller dybde. Bartoks kvababbelser som leukæmiramt og afsporet komponist i sit amerikanske eksil syntes langt væk, ligesom trodsen og hele koncertens livsbekræftende element ikke var som mere end en tur i Tivoli. Jeg stod af, må jeg indrømme, mens min ledsager valgte den endnu bekvemmere løsning, at falde i søvn.

Torsdag 23. september 2010 kl. 19.30. Koncerthuset, Koncertsalen. DR SymfoniOrkestret. Dirigent: Ion Marin. Solist: Vilde Frang. Koncertmester: Christina Åstrand. Claude Debussy Prélude à l'après-midi d'un faune. Jean Sibelius: Violinkoncert i d-mol. Béla Bartók: Koncert for orkester

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu